Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fauré, Gabriel Urbain, fransk Komponist, (1849- ) - Faure, Jean Baptiste, fr. Operasanger (Baryton), (1830- ) - Fauriel, Claude Charles, fr. Filolog og Historiker, (1772-1844) - Fausbøll, Michael Viggo, dansk Orientalist, (1821-1908)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
henviser ham dog ikke særlig til Operaen.
Værdifuldest er hans Sangkompositioner (Samlingen
La bonne chanson) og hans Kammermusik, for
hvilken han modtog Académie des beaux arts’
Pris, og han regnes paa dette Omraade for en
af de betydeligste yngre fr. Komponister, hvis
rene Stil og følelsesfulde Musik navnlig viser
Tilslutning til Schumann, Chopin og César
Franck.
W. B.
Faure [få.r], Jean Baptiste, fr.
Operasanger (Baryton), f. 15. Jan. 1830 i Moulins;
kom ind paa Konservatoriet 1843, og medens
hans Stemme var i Overgang, spillede han
Kontrabas paa et Forstadsteater. F. debuterede
1852 paa Opéra comique, optraadte i Beg. kun i
mindre Partier, men da han 1857 for første
Gang slog rigtig igennem i Joconde, var hans
Lykke gjort og hans Stjerne i stadig Stigen.
1859 skrev Meyerbeer Hoël’s Parti i Dinorah
for ham. 1861 blev han engageret til den store
Opera og hørte indtil sin Afgang 1876 til
dennes bærende Kræfter, lige fremragende som
Sanger og som Skuespiller; bl. hans ypperste
Partier nævnes Don Juan, Hamlet, Wilhelm
Tell, Nelusko i »Afrikanerinden«. 1857 blev han
ansat som Lærer i Sang ved Konservatoriet.
Efter sin Bortgang fra Scenen har han oftere
ladet sig høre ved Koncerter og ved festlige
Lejligheder. Fra hans Haand foreligger en Del,
navnlig kirkelige, Sange samt en Sangskole:
La voix et le chant, traité pratique (1886). -
Hans Hustru, Constance Caroline, f.
Lefebvre, f. 21. Decbr 1828, var en yndet
Sangerinde, først ved Opéra comique, senere ved
Théâtre Lyrique; 1867 forlod hun Scenen.
S. L.
Fauriel [få’riæl], Claude Charles, fr.
Filolog og Historiker, f. i St Étienne 21. Oktbr
1772, d. i Paris 15. Juli 1844. Denne ivrige og
banebrydende Forsker har øvet stor
Indflydelse paa Studiet af Middelalderens Aandsliv. Den
største Del af sit Liv levede F. kun for sine
Studier, naar undtages nogle Aar af hans
Ungdom, da han, den idealistiske Republikaner, der
kun var lidet anlagt for praktisk Politik, blev
Politiminister Fouché’s Sekretær, men
allerede 1802 tog han sin Afsked, frastødt baade af
sin Chefs Person og af alt det lave og
uhyggelige, der var ved Ledelsen af Institutionen. Sin
Opfattelse har han lagt for Dagen i nogle
interessante Erindringer, der først er udgivne (1886)
af L. Lalanne under Titlen Les derniers jours
du Consulat. 1823-26 opholdt han sig i Italien,
og efter Julirevolutionen fik Guizot ham ansat
som Prof. i fremmed Litt. ved Sorbonne. 1836
indvalgtes han i Académie des inscriptions, og
han blev en meget benyttet og skattet
Medarbejder ved Histoire littéraire de la France. Den
beskedne og alt for selvkritiske Mand har ikke
produceret saa meget, som man kunde vente af
hans overordentlig omfattende Studier, der ikke
blot strakte sig over de fleste gl. og ny europ.
Sprog og Litt. men ogsaa nogle af Asiens. Ofte
nøjedes han med at fremsætte sine ny
Synsmaader og Resultaterne af sin rige Viden i
Form af Noter, Fortaler og Indledninger. Men
de Skr, han har udg., ell. som udkom efter
hans Død, fortjener alle den største
Opmærksomhed. Det var Chants populaires de la Grèce
moderne (2 Bd, 1824-28, midt i
Filhellener-Tiden), Histoire de la poésie provençale (3 Bd,
1846; hans Forelæsninger ved Sorbonne 1831-
32), Dante et les origines de la langue et de la
littérature italiennes (2 Bd, 1854 ɔ:
Forelæsningerne 1833-34), Histoire de la Gaule
méridionale sous la domination des conquérants
germains (4 Bd, 1836; F. vilde ogsaa have skildret
Sydfrankrigs Historie under Romerne og i
Middelalderen til Ludvig den Hellige, men
naaede det ikke), Udg. af det gl. provençalske Digt
om Albigenser-Krigen (i Collection de
documents inédits sur l’histoire de France, 1837),
og Afh. om Lope de Vega’s Dorotea i Revue des
deux mondes, 1839. Til hans Venner hørte A.
Manzoni, der har tilegnet ham Tragedien Il
conte di Carmagnola, Mme. de Staël, A. W.
Schlegel og Jens Baggesen, hvis Parthenais han
overs. 1810. F.’s efterladte Papirer indlemmedes
1883 i Nationalbiblioteket i Paris. (Litt.:
Guigniaut, Notice historique sur la vie et les
travaux de F. [Paris 1862]).
(E. G.). Kr. N.
Fausbøll, Michael Viggo, dansk
Orientalist, f. 22. Septbr 1821 i Hove ved Lemvig,
d. i Charlottenlund 3. Juni 1908; han blev
Student 1838, cand theol. 1847. Allerede som
Student havde han kastet sig over Studiet af
Sanskrit, og han vandt 1843 Univ.’s Guldmedaille
for Besvarelsen af en Prisopgave om
Sanskritsprogets Syntaks. Disse Studier fortsatte han
efter at have taget Embedseksamen. Ved Hjælp
af Sanskrit arbejdede han sig paa egen Haand
ind i Pali, i hvlket de kbhvn’ske Biblioteker
besidder en stor Samling Haandskrifter, som
Rask har hjembragt fra Indien. 1855 udgav
han »Dhammapadam« og lagde derved
Grunden til Pali-Studiet i Europa. For at samle
Materiale til lgn. Skr opholdt han sig 1858-60
i London, som han fl. Gange senere besøgte.
1861 blev han ansat som Medhjælper ved
Universitetsbiblioteket. Hans Udgave af
»Dhammapadam« havde gjort hans Navn berømt ikke
alene bl. Orientalisterne i Europa og Amerika,
men ogsaa i selve Indien. Dette kom ham nu
til Gode, idet han, under meget vanskelige
økonomiske Forhold, utrættelig arbejdede paa sit
Hovedværk: Udgivelsen af Jataka-Bogen (s.
d. og Buddha, Side 199 og 202), en Bedrift,
som fortjener Beundring ikke alene p. Gr. a.
Bogens overordentlige Vigtighed for Studiet af
Buddhismen og Folkeeventyret, men ogsaa p.
Gr. a. den Ihærdighed og Klogskab, hvormed
den er blevet gennemført trods Vanskeligheder,
som, navnlig under Danmarks smaa Forhold,
syntes at maatte gøre det umuligt at udgive
mere end i det højeste et Uddrag. Ved af og til
at udgive smaa Prøver søgte F. at vække
Interesse for Sagen, hvilket ogsaa lykkedes til
Fuldkommenhed. Han opnaaede derved at faa
Understøttelse til Udgivelsen af den danske
Regering og senere fra Berlin-Akademiet og den
indiske Regering, ligesom han ingen Møje
sparede for at faa Haandskrifter andre Steder fra
til Sammenligning. Begyndelsen udkom 1875,
og det sidste (6.) Bd 1896, efterfulgt 1897 af
7. Bd (Index by D. Andersen and Postscriptum
by V. F.). 1876 var F. blevet Medlem af
Videnskabernes Selskab; 1878 udnævntes han efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
