Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fester, Dage, som fejres af Samfundet under visse Højtideligheder og under Indstilling af sædvanlige Forretninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men ogsaa paa de andre Festdage, saaledes
»Gadeilden« om Fastelavn: den Karl, der kan
kaste sin Brand højest i Luften, kaares til
»Gadebasse« for næste Aar. Lærde i 17. og 19.
Aarh. har tydet denne Skik som Balder’s Baal
og som Solens Opblussen, før den efter Solhverv
aftager; men dette stemmer ikke med de forsk.
Tider, hvorpaa Baalene tændes. Den eneste
Tolkning, som Folkeoverleveringen kendes ved,
er, at Ilden tjener til at fordrive alle Trolde,
der farer gennem Luften, »at svide Hekse af«,
»at brænde æ Trold af«, som Skikken ogsaa
hedder. Medens man i den mørke Juletid, hvor
Troldene er overmægtige, maatte værge sin egen
Tærskel med Staal og med Offer og en Mængde
andre Forsigtighedsregler, saa er Mennesket
med det stigende og sejrende Sollys den
overlegne og kan atter - med det kraftige
Tryllemiddel, Ilden - tage det aabne Land i
Besiddelse. Ilden skulde være frembragt ved
Gnidning af 2 Stykker Træ (»Vridild« ell. »Nødild«),
efter at al gl Arneild i Byen var slukket;
saaledes havde den den rette nyfødte Kraft til at
fordrive al Troldskab og Sygdom fra Kvæget. -
2) Vaabenlege og Mummespil om
Fastelavnen i mangfoldige Former: den i
Middelalderen yndede Sværddans, endvidere
Dystridt, Stikken efter Straamand og Udklædning
og Tummel af enhver Art. Den eneste af disse
Lege, der staar i nærmere Forbindelse med
Naturen, er Sommerens og Vinterens
Kamp: »Vinteren« og hans Svende er klædte
i Halm og bruger Isstykker som Vaaben,
»Sommeren« og hans Følge er smykkede med Baand
og Pynt og fører som Vaaben spirende Kviste,
hvormed de driver Modstanderne paa Flugt. 3)
Forening af unge Karle og Piger.
Den, der er valgt til »Gadebasse« (se ovf.),
tildeler hver af de unge Karle en Pige som hans
»Gadelam« for det kommende Aar: et Slags
spagfærdigt og galant Kæresteforhold; med
voldsommere erotisk Farve forekommer det
undertiden, især i Forbindelse med Baalfesterne.
Denne Tildeling af Kærester forekommer snart
om Fastelavn ell. paa Valborg’s Dag og snart
paa begge disse F. Sammenhængen med
Naturfesten træder ikke saa stærkt frem som f. Eks.
i England, hvor Kærestetildelingen foregaar paa
Valentin’s Dag, fordi Fuglene tros at parre sig
paa denne Dag. 4) Den ypperste Festskik er
dog at føre Sommer i By. I stor Skare,
smykket med Sølvpynt, Baand og Løv og med
Musik, drager Byens Befolkning til Skoven,
fælder et Træ (Majtræ) og fører det paa Vogn
ell. Heste til Byen, hvor det smykkes og plantes
i Jorden som Midtpunkt for Dagens og al den
flg. Tids Festlighed og Dans. Nogle Steder er
Majtræet en Stage med Blomsterbuer; andre
Steder er det et helt Mastetræ, der til
Stadighed staar fast i Jorden. Enkelte af Majskikkene
tyder paa middelalderlig Indflydelse fra
Udlandet, saaledes Valg af en »Majgreve« til at lede
F.; selve Betegnelsen Majtræ skyldes kristen
Tidsregning. Men over for det staar det simple
gammeldags Navn »at føre Sommer i By«
(tidligst nævnt i Visen om Sivord Snarensvend)
knyttet til Oldtidens »første Sommerdag« og det
dertil hørende »Sommerblot«; Skikkens mange
Forgreninger tyder paa høj Alder, saaledes
rejser den sv. Almue Majtræ foran Brudeparrets
Bolig som Tegn paa Trivsel og Lykke. Ikke fuldt
saa klart træder Bet. frem i den mandlige ell.
kvindelige Repræsentant for den ny Aarstid
(»Majgreve«, »Pinsebrud« o. l.); langt klarere
er denne Tanke hos Slaverne, hvor man først
opbrænder en Straadukke, »Vinteren« ell.
»Døden«, og dernæst fører Majbruden i By,
siddende under det nyudsprungne og smykkede Træ.
- 5) Endnu en Foraarsskik er de ugifte
Pigers Kapløb. I sin mest ægte Form er det
Kapløb til Majtræet, om hvem der først skal
blive gift; i mere skæmtende Form knyttedes
den til Fastelavnen.
Midsommer-F., Skt Hans Nat, har
Blussene fælles med Valborg Nat og de andre
Foraarsfester, om end den stigende Heksetro
(Middelalderens Slutn. og især 16. og 17. Aarh.) har
givet den en Forrang. Festens
Ejendommelighed synes at ligge i den lyse Sommernat, der
tilbringes paa Høje ell. Bakker, med Dans og
Jubel. Den nære Forbindelse med Solen, som
man kunde vente at finde, kendes dog ikke;
men den opfattes som den Tid, da hele Naturen
er i sin ypperste Livskraft: man drikker af
Helligkilderne og ofrer i dem; man faar Sundhed
ved barfodet at træde i den nyfaldne Dug;
Trylleurter plukkes, Elverfolket fejrer sine F.
og har særlig Magt over Mennesket.
Midsommerfesten indeholder paa nogle Steder en
Opbrænding af Majtræet ell. i andre Egne af den
Straadukke, der har forestillet Sommeren i dens
Indtog: det, der een Gang har været helliget
som guddommeligt, maa ogsaa ofres Guderne.
Af Skikke, der tilhører Høst- ell.
Vinterblotet (1. Novbr), kendes derimod ikke
andre end den at spise Gaas paa Mortensdag;
Høstblotet har næppe heller haft saa stor Bet.,
og Høstens Hviletid har snarest givet Plads for
Arveøl og lgn. halvt private F. - Derimod har
der været den Gruppe af F., som staar i
nærmere Forbindelse med Dagliglivet: Udrejse- og
Hjemkomstgilder o. s. v., men fremfor alt
Høstarbejdets Afslutning, der - alt som Agerbruget
er steget i Bet. - har faaet større Rum. F.
ved Høstens Afslutning samler sig dels om et
Træ, der personificerer den frugtbare Natur,
dels - og især - om det sidste Neg, der -
opfattet som det eneste tilbageværende af
Afgrøden - kaldes »den gamle« og føres i Optog.
Kristendommens Indførelse
gjorde Ende paa Hedenskabets Offersteder og
Offerfester. Men de F., der tilhørte det lille
Samfund, Egnen, Landsbyen ell. det enkelte Hjem
udfoldede sig desto friere til en livsglad
Verdslighed med Naturen til sin Tumleplads. Den
opr. religiøse Festhandling løste sig op i
Mummespil, Dystridt, Dans og Sang. En kuriøs
Omdannelse har sit Udspring i de rhinske
Købmandsbyer: det gl. Folketog, der førte selve
den personliggjorte Naturguddom i By, blev
afløst af et Optog af alle Byens Lav, hvor man
viste sine Vaaben og Klæder; en til Lejligheden
valgt »Majkonge« med 2 »Majgrever« til Hjælp
ledede F. Over Hansestæderne naaede denne
Skik til de danske Købstæder, hvor den ved
Middelalderens Slutn. spillede en stor Rolle, og
efterhaanden blandedes den ude paa Landet
med den gl. Sommer-i-By-F. - Den eneste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
