Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finansvidenskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Landejendomme, Skove. Fabrikker, Jernbaner
o. s. v. For saa vidt overvejende Grunde taler imod,
at Staten selv udnytter disse Værdier (se
Domæne), kan det være en fornuftig Politik at
afhænde dem. Flere moderne Stater besidder,
for at være rustet over for ekstraordinære
Forhold, en Reservefond i Værdipapirer ell.
Kontanter. Langt større Rolle spiller i de moderne
Stater Statsgælden, der allerede før
Verdenskrigen i de fleste Stater havde naaet en
betydelig Størrelse, og under denne i de krigsførende
Lande er kommet op paa en svimlende Højde.
Som omtalt beskæftiger F. sig tillige med de
mindre politiske Samfunds, navnlig Kommunernes
Husholdning. Nødvendigheden af saadanne
snævrere, politiske Samfund er givet dermed,
at medens visse offentlige Formaal kræver en
centraliseret Samfundsmagt, lader andre
offentlige Opgaver sig kun løse tilfredsstillende af
mindre politiske Samfund. Ved Behandlingen af
Kommunernes Finansvæsen maa Videnskaben
have for Øje, at ligesom Stat og Kommune
virker Haand i Haand til Fremme af det samlede
Indbegreb af offentlige Formaal, og Staten, som
den suveræne Samfundsmagt, afstikker
Grænserne for sin egen og Kommunernes
Virksomhed, saaledes bør Reglerne for Kommunernes
Husholdning — og det gælder særlig deres
Indtægtserhvervelse — træffes under nøje
Hensyntagen til Statens Finansvæsen.
Kommunernes Udgifter kan, ligesom
Statens, deles i to store Grupper: de ordentlige
og de overordentlige, og Indtægterne ligeledes
i de ordentlige, omfattende Erhvervsindtægter,
Gebyrer og Skatter og de overordentlige,
fremkomne ved Forbrug af Formue ell. Stiftelse af
Gæld. Men af Bet. for Kommunernes
Finansvæsen i Modsætning til Statens er det, at de
i langt højere Grad kommer i direkte
økonomisk Berøring med deres Borgere end Staten.
Ofte har de, særlig Bykommunerne,
betydelige Indtægter gennem monopoliserede
Erhverv (Gas- og Elektricitetsværker, Kvægtorve
og Slagtehuse, Sporveje m. m. a.), ligesom
ogsaa deres Virksomhed af offentligretlig Karakter
i højere Grad kommer bestemte Personer ell. i
alt Fald bestemte Grupper ell. Klasser af
Personer til Gode. Følgen heraf er, at Nytten her
i langt videre Omfang lader sig benytte som
Grundlag for Paaligningen af de offentlige
Byrder. Først og fremmest finder Gebyrerne en
mere udstrakt Anvendelse, saaledes ved
Skolevæsen, ved Benyttelsen af visse kommunale
Institutioner som justeret Maal og Vægt o. s. v.
Undertiden opstiller man i Modsætning til de
egl. Gebyrer de saakaldte Bidrag, som
tvangsmæssig opkræves af Personer, hvem visse
Foranstaltninger af lokal Natur (f. Eks. Gaders
ell. Pladsers Anlæggelse, Udvidelse ell.
Forskønnelse) fortrinsvis kommer til Gode. Men
ved Siden heraf er der en stor Del af
Kommunernes Udgifter, der vel ikke har Relation
til bestemte Personer, men som dog fortrinsvis
kommer bestemte Klasser af Befolkningen til
Gode ell. er foraarsagede af dem. Til Dækning
af disse Udgifter vil det, for saa vidt man i alt
Fald delvis anerkender Nytten som
Paaligningsgrundlag (se Skatter), være rigtigt at
vælge Paalæg, der fortrinsvis lignes paa de
Klasser, som er begunstigede ved den
offentlige Virksomhed. Disse Momenter vil altsaa øve
deres Indflydelse paa Kommunernes
Skattevæsen og særlig drage Grundskatten og
Næringsskatten stærkere i Forgrunden.
F.’s Historie er ung af Aar. I Oldtiden
finder man vel hos enkelte Forf. (Aristoteles,
Xenofon) Bemærkninger af finansiel Natur, men
ikke sammenhængende Betragtninger over
Finansvæsenet. Middelalderen med dens
fremherskende Privatøkonomi frembyder en alt
andet end gunstig Jordbund for en tilblivende F.
En vaagnende Interesse herfor begynder først
ved Gennembrudet fra Middelalderen til den
nyere Tid. Allerede i 15. Aarh. tog man i
Italien — under dette Lands store økonomiske
Opsving — fat paa Studier over
finansvidenskabelige Emner. Af 16. og 17. Aarh.’s Forf.
kan nævnes: Jean Bodin i Frankrig, Hobbes og
Locke i England. I Midten af 17. Aarh. opstaar
i Tyskland den saakaldte Kameralvidenskab.
Den hertil sig sluttende Litt., i hvilken
nationaløkonomiske og finansvidenskabelige Emner var
nøje sammenvævede, og som indgaaende
beskæftiger sig med den samtidig blomstrende
Merkantilisme, betragter de økonomiske
Fænomener væsentligst fra Statskassens (camera
principis) Standpunkt. Af de kameralistiske
Forf. kan nævnes Seckendorff, Conring,
Pufendorff og senere van Justi.
En systematisk Behandling af F. fremkom
dog først i 18. Aarh., da Fysiokraterne, der i
skarp Modsætning til Merkantilismen fordrede
Statens Virksomhed og dermed Statsudgifterne
stærkt reducerede, paa Baggrund af deres Lære
om Jorden og den ekstraktive Industri som de
eneste produktive Erhverv, forsvarede en
eneste Skat paa Jorden (impôt unique). Dette
Standpunkt repræsenteredes skarpest af
François Quesnay i hans Tableau économique.
Mindre vidtgaaende var den ældre Mirabeau i
Théorie de l’impôt. Ogsaa Montesquieu har leveret
værdifulde Bidrag til Finansvidenskaben.
Fysiokraternes Principper blev under Revolutionen
søgt udførte i Praksis, men mislykkedes
fuldstændig.
Et Skridt videre bragtes F. af Adam Smith,
der helligede denne Videnskab et Afsnit i sin
berømte Bog Wealth of nations. Størst Bet. for
F. fik denne Forf. derved, at han gennemførte
en fastere Systematik og navnlig bragte
en større Enhed i Læren om Statens
Indtægtserhvervelse, særlig i Skattelæren, saa at de
enkelte Dele af denne Lære indordnedes som
Led i et mere samlet System. Af megen Værd
for F. blev Adam Smith’s Sejrvindinger paa
Nationaløkonomiens Omraade, idet den større
Klarhed og Skarphed i de økonomiske Begreber
muliggjorde en mere videnskabelig Behandling
af F. Smith samstemmer med Fysiokraterne i
den snævre Begrænsning af Statens Opgaver
og betragter væsentlig Skatterne som
Vederlag for den af Staten ydede Formuebeskyttelse.
Berømte er Smith’s 4 Skatteregler (se
Skatter).
I 19. Aarh. er F. undergaaet en rig
Udvikling. Forsk. Aarsager har været medvirkende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
