Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forfattede senest 1546. Davids Psalmer (»Psaltari«,
1551) o. fl. a. Haandbogen og Messen er 1893
kritisk udgivne af E. N. Setälä og K. B. Wiklund
i »Suomen Idelen muistomerkkejä, Monumenta
linguæ Fennicæ, I, i hvis 2. Bd (1905) er optaget
en kun i Haandskrift bevaret Overs. fra 1548
af den sv. Landslov af »Herr Mårten«, der i
Midten af 16. Aarh. var Kapellan ved den
finske Menighed i Sthlm. En ny Overs. af
Landsloven besørgedes 1601 af Ljungo Thomæ
(Thomassön); Trykningen paabegyndtes 1610, men
standsede, og den er først udg. 1852 af W. G.
Lagus. Ellers er det i 16.—18. Aarh. væsentlig
kun religiøse Arbejder, der udgives paa Finsk,
foruden nu og da en lille Folkebog ell. et og
andet Digt (smlg. J. Krohn, »Suomenkielinen
runollisuus Ruotsinvallan aikana« [1862] ɔ:
»Digtning paa Finsk under det sv.
Herredømme«). Ellers skrives der kun paa Svensk ell.
paa Latin. Paul Juusten, Biskop i Åbo (d.
1576), der er mest kendt for sin paa Latin
skrevne Bispekrønike (udg. med vigtige Noter
af H. G. Porthan), udgav 1575 en Katekismus
og Messen paa Finsk. Jacob Petri Finno ell.
Suomalainen, Rektor i Åbo (d. 1588), udgav
1583 en Bønnebog og sandsynligvis 1588 den
første Psalmebog, hvoraf nu kun Brudstykker
kendes. En ny Bearbejdelse heraf besørgedes
af Henrik Hemming (d. 1618) og har været
oplagt fl. Gange, senest 1652. Ericus Erici, Biskop
i Åbo, udgav 1625 en Postil og 1629 en lille
Katekismus, der i lang Tid var i Brug. 1642
udkom hele Biblen paa Finsk.
Den første Indledning til et Omslag i
Opfattelsen af det finske Sprogs Stilling indtræder
i Slutn. af 18. Aarh. og skyldes Professoren i
Åbo H. G. Porthan (1739—1804). Han skrev
vel ikke selv paa Finsk, men behandlede i
sine for største Delen lat. Arbejder alle forsk.
Sider af den finske Filologi og vakte derved
Opmærksomhed ikke blot for Sproget, men
ogsaa for den mærkelige og ældgamle finske
Folkepoesi, dens Form og dens mytologiske Indhold.
Det sidste Emne behandledes særlig af to af
hans Disciple, Chr. E. Lencqvist, der skrev De
superstitione veterum Fennorum theoretica et
practica (1782), og Christfrid Ganander, Forf.
til en (paa Svensk skreven) Mythologia Fennica
(1789). — Ang. Formen af de gl. finske Sange
(runot, Flertal af runo) skal her bemærkes, at
hvert Vers bestaar af 4 Trokæer (se Afsnittet
»Sprog«); inden for det enkelte Vers bruges
Bogstavrim, medens Enderim vel let tilbyder
sig, men ikke tilstræbes. Ejendommelig er
derhos den saakaldte »Parallelisme« ɔ:
Gentagelsen af den samme Tanke med forsk. Udtryk i
to paa hinanden flg. Vers. Disse Digte blev
foredragne, til en vis simpel, ensformig
Melodi, ved Sammenkomster ell. højtidelige
Lejligheder af to Personer, der paa en
ejendommelig Maade sekunderede hinanden, medens de
tillige holdt hinanden i Hænderne, og Foredraget
kunde ledsages af Akkompagnement paa det gl.
Nationalinstrument Kantele, en Slags Harpe ell.
Citer med opr. 5 (senere fl.) Strenge. Alt dette
tilhører nu Fortiden, efter at i 19. Aarh. de gl.
Digte er blevne alles Ejendom.
Endnu i de første Aartier af 19. Aarh., der
bragte saa stor Forandring i F.’s politiske
Stilling, stod Litt. i høj Grad i Stampe. Bl.
finske Forf., der optræder i dette Tidsrum,
maa fremhæves J. Judén (Juteini, 1781—1855),
der baade i Prosa og Poesi, mest i Folkedigtningens
Form, utrættelig behandlede alle
Haande Spørgsmaal, og C. A. Gottlund
(1796—1875), der i sine forsk. Arbejder (bl. hvilke
maa nævnes en Art Kalender af blandet
Indhold, »Otava« [»Karlsvognen«], 1828—32)
bestandig benyttede den østfinske (savolaksske)
Dialekt og ønskede denne antaget som alm.
Skriftsprog, men uden at finde Efterfølgere.
En ny Tid begynder først med Elias
Lönnrot (s. d.) (1802—84) og hans Arbejder til
Fremdragelse af den finske Folkedigtning og
med Stiftelsen af det Finske Litteraturselskab
1831, til hvis første Opgaver Udgivelsen af disse
Arbejder hørte. Allerede tidligere var enkelte
Prøver af disse Digte (foruden de i Porthan’s
ell. Ganander’s Arbejder optagne Brudstykker)
blevne optegnede og offentliggjorte, især af
Lægen Zach. Topelius (1781—1831), og derved var
Lönnrot’s Interesse navnlig blevet vakt. Nu
drog han, der dengang var Læge i det højt mod
N. liggende Kajana, selv om i Ødemarken,
saavel i det østlige F. som navnlig bl. Karelerne
i Rusland, i hvilke afsides Egne de gl. Sagn og
Sange endnu levede paa Folkets Læber, og han
gjorde her efterhaanden en uanet rig Høst. En
meget stor Del af de indsamlede Digte var af
mytisk-episk Art, og deres første Oprindelse
laa aabenbart langt tilbage i Tiden. Disse, der
væsentlig besang de samme Helteskikkelser og
saa at sige udgjorde en stor Cyklus, skønt de
paa ingen Maade var overleverede som en
saadan Helhed, sammenstillede Lönnrot til et stort
Folkeepos, som han gav Navnet »Kalevala«
efter Hovedheltenes mytiske Hjemland. Det
udkom derefter 1835, bestaaende af over 12000
Vers i 32 Sange. Dette Digt vakte med Rette
den allerstørste Opsigt baade i og uden for F.,
navnlig efter at det 1841 var blevet overs. paa
Svensk af M. A. Castrén (s. d.). 1849 udkom 2.
Udg., der nu efter ny Indsamlinger af Lönnrot
og forsk. yngre, som efter hans Forbillede drog
omkr. navnlig i Karelen, og bl. hvilke særlig
kan fremhæves D. E. D. Europæus, omfatter
næsten 23000 Vers i 50 Sange. Den er oplagt
fl. Gange senere og er bl. a. overs. paa Svensk
af C. Collan og i Uddrag af R. Hertzberg, paa
Tysk af A. Schiefner og H. Paul, paa Dansk af
F. Ohrt med omfattende Oplysninger (1907) og
i Genfort. af Eva Moltesen (1908). 1888 begyndte
J. Krohn og A. Borenius »Kalevalan toisinnot,
Les variantes de Kalevala«, bestemt til med
kritisk Nøjagtighed at offentliggøre den uhyre
Masse af Originaloptegnelser, paa hvilke
»Kalevala«-Redaktionen grunder sig, ell. som slutter
sig til samme Cyklus. — 1840 udgav dernæst
Lönnrot under Titlen »Kanteletar« (»Kantelens
Datter«) en stor Samling (omtr. 24000 Vers) af
mindre Runo-Sange, mest af lyrisk, til Dels
ogsaa episk Art, med en udførlig Indledning,
hvor der bl. a. meddeles en Række nyere
Folkesange. Hertil sluttede sig en stor Samling af
Ordsprog (»Sanalaskuja«, over 7000 Numre,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
