Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkeminder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
individuelle Træk: Stenkæmpen har været en
Nattrold, der døde ɔ: blev til Sten, da Solen
skinnede paa ham; Kæmpen ved Elven vilde
bygge Bro over til sin Kæreste paa den anden
Side; den henkastede Sten stammer fra en
Kæmpe, der vilde ødelægge den Gaard, som
Stenen ligger nærved, men traf fejl. Saaledes
er ud af Naturgætningen den individuelle
Fortælling, Sagnet, opstaaet. Disse Sagn kan
naturligvis dannes paa ny, saa længe Mennesker
paa et barnligt Kulturtrin stedes over for
paafaldende Naturoptrin; og de enkelte
Grundmotiver (f. Eks. den forstenede Trold)
optræder i en Mangfoldighed af Særformer efter det
enkelte Steds Natur, f. Eks. Trolden, der
fiskede for længe og nu staar forstenet paa Kysten
med to Sæler hængende paa Ryggen og en paa
Brystet. Dog findes ogsaa i disse Natursagn en
Vandring ell. Efterligning af Sagn fra Sted til
Sted, uden at det dog kan fastslaas, hvor
meget der er laant, og hvor meget der er dannet
uafhængig paa fl. Steder ud fra samme
aandelige Forudsætninger. 2) De Folkesagn,
der blot viser Folketroens Væsener
i en for dem karakteristisk
Handling, kan ikke paa samme Maade
henføres til Naturforklaring; men vi kan i enkelte
Tilfælde paavise, at de har udviklet sig af
ligefremme Natursagn. Saaledes har vi
Sagnene om Storm jægerens Jagt efter
Skovjomfruen i en hel Udviklingsrække, lige fra den
naturforklarende Fortælling, at hun kommer i
den lille Hvirvelvind foran Stormen (die
Windsbraut), han følger saa efter i selve Stormens
Brag og Vælde, og indtil det, hvor »Kong
Volmer« beder en Bondekarl at holde hans Hunde
og lidt efter kommer tilbage med den dræbte
»Ellekvinde« hængende over Sadlen. Men,
vel at mærke, Sagnet om Kong Volmer’s Jagt
efter Ellekvinden er nu ikke noget Natursagn;
det er formet (og fortalt videre) ud af
Fantasiens Trang til at se de anede Naturvæsener i
en bestemt for dem ejendommelig Handling.
Andre Sagn har i endnu højere Grad et blot
sjæleligt Udspring, f. Eks. synes Flugt for
Trolde at have sit Udspring i den paniske Skræk
ved at være ene i Naturen. — Sagnenes Alder
er vanskelig at fastsætte, men det er i hvert
Fald klart, at de har deres Oprindelse i en
meget tidlig Tids Naturbetragtning (»det
mytiske Tænkesæt«). For saa vidt denne
primitive Sagnverden i Tidens Løb har modtaget
Bidrag fra den olympiske Gudekreds, fra
Asalæren o. s. v., maa man anerkende, at den i
høj Grad har strøget denne Indflydelse af sig;
og selv af Kristendommen er største Delen af
Sagnstoffet uberørt ell. kun svagt paavirket.
Hermed er det dog ikke givet, at hvert enkelt
Sagn er saa gammelt; det kan jo være
nydigtet i Overensstemmelse med den nedarvede
Tro. Endnu mindre er det nødvendigt, at hvert
Sagn er ældgammelt paa hvert Sted. Sagnet
om Nøkken (ell. Djævelen), der i Dansen
hvirvler en Jomfru ned i Aaen, er fremmed i det
fuldt stedfæstede danske Sagnstof og tilhører
først den middelalderlige og nyere Tids
Danseraseri. Et Yndlingssagn fra den gr.-rom. Oldtid,
om Skovtrolden (Silén), der toges fangen ved
at hælde Vin i Brønden, gaar i Tyskland ikke
længere mod N., end Vinavlen naar, og er
sikkert først indvandret med Vindyrkningen i
den rom. Kejsertid. Ellers frembyder Mødet
mellem Mennesker og Skovtrolde nogle af de
vistnok ældste Sagnemner: Manden, der kalder
sig »Selv« ell. »Ingen« og dernæst stikker
Branden i Øjet paa Trolden (alm. som europ.
Folkesagn, gjort kunstig i Odysseen), og om
Manden, der hørte en Stemme raabe til sig om at
bringe det Budskab, at Store Pan ell.
Troldekongen var død.
Med Sagn om Mennesker (hist. Sagn)
forholder det sig i mange Maader ligesom med
Sagnene om overnaturlige Væsener. Men
Vekseldriften er langt stærkere. Hvert Slægtled ejer
et Minde om de nærmest henfarne Slægters
Færd omtr. 50—100 Aar tilbage i Tiden; selve
Familieminderne rækker ofte længere; for fl.
danske Storbondeslægter indtil Svenskekrigene
i 17. Aarh., for Renaissancetidens, danske
Adelsmænd til Dronning Margrete’s Tid og
undtagelsesvis længere; Islændingene kunde i 12.
Aarh. under særlig gunstige Forhold skrive
en Landnamsbog, der naaede 2—300 Aar
tilbage. Men ud over dette brister den egl. hist.
Bevidsthed, og et lille Antal karakteristiske
Sagn bliver tilbage og kan tilsammen danne et
hist. Billede, som kun meget ufuldkomment
gengiver Virkeligheden. Og selv disse tabes let i
Tidens Løb: 16. Aarh.’s skæmtende Sagn om
Valdemar Atterdag er afløste af lgn. om
Christian IV. Alt imedens det virkelige hist. Stof
udtyndes, vokser Sagnmængden paa samme
Maade som ved de overnaturlige Væsener. Sagn
opstaar til Forklaring af Naturfænomener
ell. Navne. Om Sørup Kirke i Angel fortælles
det, at den nordre Side af Kirken er smukkere
bygget end den søndre, skønt Mesteren selv
havde bygget den søndre og hans Svend den
nordre; i Ærgrelse derover slog Mesteren
Svenden ihjel ved den Bro tæt ved, der nu kaldes
Arkelspang efter deres to Navne Arkel og
Spang. Dette Sagn beror sikkert paa en
Mistydning; thi Spang er det gl., nu uddøde Ord
for Bro. Ligeledes de friere poetiske
Sagndannelser trænger ind som virkelig hist.;
enkelte af dem optræder saa hyppig, at de
betegnes som »vandrende Sagn«, f. Eks. om
Herremanden, der tog Jord af sin egen i
Støvlerne, da han vilde sværge sig Bøndernes Jord
til; om Hæren, der skar Grene og saa ud som
en gaaende Skov, o. s. v.
Folkesagnet er den simpleste Form for
Fremstilling, og den er mere end nogen anden
Digtart Menneskeaandens Førstehaandsbearbejdelse
af alt det omgivende Stof. En stor Del af, hvad
vi efter dets Form nævner som »Sagn«, kan vi
efter dets Indhold betegne som »Myte«; men
som Myte betegnes tillige en Mængde
Fortællinger om guddommelige Væsener, der ikke
knytter sig til den jordiske Virkelighed. — Som
en fuldstændig Førstehaandsbearbejdelse af den
virkelige Verdens Stof kan Folkesagnet dog
ikke betegnes. Det er næppe udelukket, at den
mere udviklede og fra Naturen skilte Myte vil
kunne synke ned til Folkesagn; og ganske
sikkert har Heltedigtningen aflejret sine Rester
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
