- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VIII: Fiévée—Friehling /
456

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - forhistorisk Arkæologi

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Egenskaber og dernæst Sammenligning med
ensartede og beslægtede Fund. Herved
bestemmes Kulturstandpunktet i dets enkelte Faser og
fremdeles Sæd og Skik. Antagelsen af en i
væsentlige Hovedtræk ensrettet Udviklingsgang er
grundlæggende Forudsætning og for Formernes
Fremkomst systematisk Anvendelse af
Aarsagsloven efter lignende Regler som i
Naturhistorien, dog med de Modifikationer, som altid vil
være at finde overfor Menneskets
Frembringelser (»Typologi«). De anvendte Materialers
Forhold til deres naturlige Hjemsteder giver
Oplysning om Handel og Transport, der ogsaa ofte
har ført de færdige Genstande langt bort fra
deres Hjemsted, saaledes sydeuropæiske
Frembringelser til Mellem- og Nordeuropa.
Herigennem vindes ligeledes Grundlag for relativ
Tidsfølge og stundom for absolut Kronologi, idet
dog den f. A. oftest maa anvende rummelige
Tidsbestemmelser.

Den f. A.’s Omraade er i de forsk. Lande
højst ulige. De ældste Tider, om hvis
Behandling der kan blive Tale, er i Reglen
Kvartærtidens senere Afsnit. Endnu er det uvist,
om der overhovedet er paavist Levn, som kan
vise, at Mennesket allerede levede i
Tertiærtiden; for Nordeuropas Vedk. kendes intet forud
for Istiden. Nedefter i Tid er Grænserne
skiftende, efter som historiske Kilder tidligere
ell. senere træder i Virksomhed. I Ægypten er
kun de ældste. Dynastier forhistoriske, maaske
til c. 4000 f. Kr., i Mesopotamien ligger
Grænsen vel et Aartusinde senere. For Grækenland
sættes Overgangen til hist. Tid til 8. Aarh. og
i Italien til 6. Aarh. f. Kr., men for
Mellemeuropa indtræder det historisk belyste først ved
Romernes Erobring og endnu senere i
Skandinavien med Kristendommens mere alm.
Udbredelse, i 9—10 Aarh. e. Kr. For de fremmede
Verdensdele uden for Middelhavsbækkenet og
Vestasien afsluttes de forhist. Tidsrum endnu
senere, i Reglen ved Berøringen med
Europæerne, idet dog de østasiatiske Kulturlande, især
Kina og Indien, med egen Litt., danner en
Undtagelse. Andre Egnes, t. Eks. Australiens og
Sydhavsøernes Kultur er at betegne som
forhistorisk til op imod vor egen Tid, til
Opdagelsesrejserne, som ogsaa i den amerikanske
Verdensdel danner det stærkt skiftende Skel.
Overgangen til hist. Tid betegnes stundom som
protohistorisk.

Den f. A. er en ung Videnskab, opstaaet i 19.
Aarh. Den er udgaaet fra Norden og har endnu
der sine Førere. Tidligere havde man ganske
vist paa mange Steder samlet paa forhistoriske
Genstande, men ikke evnet at sætte dem paa
rette Plads i Udviklingsgangen. Der var ogsaa
gennem Tiderne, lige fra Hesiodos og
Pausanias, af og til fremkommet rigtige Udtalelser
om Rækkefølgen af de
menneskelige Fremskridt
, men uden at de havde
evnet at slaa igennem. Oldsagerne henførtes
mest til Hedendommen lige før den kristne Tid,
ell. man antog dem for at være til ceremonielt
Brug, som Herodot beretter, at Stenknive
anvendtes ved Mumierne i Ægypten, ell. ved den
jødiske Omskærelse; ell. man betegnede dem
som Tordensten, faldne fra Himlen, ell.
Amuletter. Og dog havde man allerede tidligt
foretaget Udgravninger og gjort Fund i Grave og
andensteds. Pave Clemens VIII’s Læge
Mercatus (d. 1593) udtalte rigtigt om Pilespidser
af Flint, at de brugtes, før man lærte Jernet at
kende. Ole Worm, der selv havde et Antal
Oldsager i sin Samling, betegner vel
Stenøkserne som Tordensten, men taler ogsaa om
Spyd og Dolke af Flint; han er tilbøjelig til at
tro, at de er dannede ved Kunst og er Oldtidens
Dolke. Helt opgivet er den gl. Anskuelse i
Pontoppidan’s »Danske Atlas« 1763, af
Franskmændene Jussieu og Mahudel (1723, 1734) og
Kilian Stobæus i Lund (1738). Næsten helt
rigtige Anskuelser fremsættes 1758 af A. Y.
Goguet
: De l’origine des lois, des arts et des
sciences
. Men atter hedder det snart efter, at
Stensagerne var Redskaber til helligt Brug ell.
af symbolsk Bet. (saaledes endnu Nyerup 1806).
Bestemtere kom Opfattelsen, at Stensagerne
betegner Menneskets ældste Trin, frem hos Vedel
Simonsen 1813, og 1832 fastsloges dette for
bestandigt af Chr. J. Thomsen (»Blandt
vore Oldsager er vistnok Stensagerne de, der
henhører til den fjerneste Tidsalder«) og
derefter 1836 i den af Oldskriftselskabet udgivne
»Ledetraad til nordisk Oldkyndighed«.
Adskillige Aar forud vides det, at det 1807 oprettede
Museum for nordiske Oldsager (der fra 1816
lededes af Thomsen) var opstillet efter denne
Grundsætning; 1825 taler F. H. Jahn om
Stenvaabenold og Kobberold, utvivlsomt paa
Grundlag af Museet og Thomsen’s Oplysninger, og
1830 viste Thomsen Museet med denne
Opstilling til B. E. Hildebrand, senere Sveriges
Riksantikvarie, 1825 for Geijer og i de samme
Aar for K. Reyser fra Kria. Med disse Mænds
Tilslutning vandt Systemet straks sejrrig
Indgang. Snart efter fremsattes lgn. Anskuelser
om Stensagernes Ælde i Ubestemthed af Sven
Nilsson
i »Udkast til Jagtens og Fiskeriets
ældste Historie i Skandinavien«, 1834. I mindre
bestemt Udformning fremsattes uafhængigt af
Thomsen lgn. Anskuelser af Danneil i
Salzwedel, 1836, samt af Lisch, Schwerin, 1837,
der dog gennem Schröter, som besøgte
Kbhvn 1824, sikkert haft noget Kendskab til
den danske Oldkyndigheds Anskuelser. Sven
Nilsson og Lisch har hver for sig Fortjeneste
af det Thomsen’ske Systems Uddybelse saavel
som ved at gøre det mere kendt. Ved Thomsen
var Systemet slaaet fast, og hans Navn er for
bestandig knyttet til Tredelingen, der har været
en storslaaet rigtig Hypotese. Beviserne førtes
i Museet. Hermed grundlagdes den f. A., og
foruden i Museet i Kbhvn optoges Grundlaget i
Sthlm, Lund og Kria. I Frankrig sluttede E.
Chantre
og E. Carthaillac sig dertil
som i England John Evans og R. Munro,
i Østerrig M. Hoernes, J. Hampel, F.
Pulszky
, M. Much og J. Szombathy, i
Tyskland J. Mestorf (Kiel), O.
Olshausen
og O. Tischler. Enkelte forholdt sig
tøvende: A. Bertrand og Sal. Reinach
(Frankrig), A. Voss og R. Virchowi i
Tyskland. En heftig Modstand rejstes i
Tyskland bl. Kredse, hvis bedste Navne var L.
Lindenschmit
og Chr. Hostmann. For

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:53:11 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/8/0489.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free