Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Formularbøger - Formularproces
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fremtidige Udfærdigelser, og da de i Samlingerne
optagne Formularer næsten altid er affattede
paa Grundlag af saadanne Dokumenter og
Breve, som i det praktiske Liv benyttedes paa
Samlingens Tid, vil det let indses, at F. kan
være en vigtig Kilde for Retshistorien. F., der
indeholder det første Spor af retsv.
Virksomhed uden for det egl. Romerrige, findes
allerede fra 7. Aarh. hos forskellige sydtyske
Stammer og i det frankiske Rige. Den vigtigste af
de ældste F. er Formulæ Marculfi, affattet af
Munken Marculf i sidste Halvdel af 7. Aarh.
Værket, der falder i 2 Bøger, indeholdende
Formularer for Kongebreve og private
Dokumenter, blev jævnlig lagt til Grund for senere
F. Kritiske Udgaver af de ældre F. er
besørgede af Zeumer i Monumenta Germaniæ.
Legum sectio V (Hannover 1882—86) og af de
Rozière: Recueil général des formules usitées dans
l’empire des Francs (3 Bd, Paris 1859—71), se
i øvrigt nærmere Brunner, »Grundzüge der
deutschen Rechtsgeschichte«, 6. Opl. 1913, S. 43
flg. Om de talløse F. fra den senere
Middelalder giver Rockinger Oplysning i sit Værk:
»Über die Formularbücher vom 13. bis zum 16.
Jahrh.« (München 1855), se ogsaa Oesterley:
»Wegweiser durch die Litt. der
Urkundensammlungen« (Berlin 1885). I 16. Aarhundrede
ophørte de gl. lat. F. at være i Brug; men helt
ned til Nutiden findes i alle Lande F., der giver
Anvisning til Affattelsen — nu i Modersmaalet
— af Dokumenter og Breve, og som til dette
Øjemed tillige, som de gl. F., indeholder
Samlinger af Dokumenter, tagne fra det praktiske
Liv. I Danmark, hvor ingen egentlige F. haves
fra Middelalderen, men kun Tilløb til saadanne,
se saaledes fra 12. Aarh. den saakaldte Samling
af Abbed Vilhelm’s Breve (Scriptores rerum
Danicarum VI) og fra 16. Aarh. den saakaldte
Instruktion om Rigens Ret og Dele (Rosenvinge,
»Om Rigens Ret og Dele« [Kbhvn 1847]), kan
fra en senere Tid af jur. F. nævnes Niels
Heldvad’s F. (1625 o. fl. senere Opl.), A. S. Ørsted’s
i sin Tid berømte F., der udkom i en Mængde
Oplag, samt den nu benyttede af Th.
Hindenburg udgivne »Jur. F.« (1. Udg. 1880, 4. Udg.
ved Th. Hindenburg og V. Krarup 1909).
(Ludv. H.). P. J. J.
Formularproces. Rimeligvis allerede før
Republikkens Indførelse — uvist naar, efter
Traditionen under Servius Tullius — var i Rom
den egl. dømmende Myndighed i private Sager
blevet udskilt fra Imperiet, den magistratiske
Regeringsmyndighed, og henlagt til private,
edsvorne Voldgiftsdommere (unus judex, arbitri,
recuperatores). Af den civile Retspleje beholdt
Magistraten (Konsulerne, fra de licinske Love
387—367 Prætoren) kun Ledelsen af Retsplejen
(juris dictio). For Magistraten (in jure) foregik
Sagens Forberedelse. Magistraten afgjorde, om
det af Klageren fremsatte Krav overhovedet
kunde gøres gældende ved Retsforfølgning.
Derefter fastsloges ved en Forhandling mellem
Parterne under Magistratens Ledelse Kravets
Indhold og Betingelserne for dets Gennemførelse.
Forhandlingen in jure sluttede med den
saakaldte litis contestatio, Retstvistens
Formulering. Under højtidelig Paakaldelse af de
medbragte Vidner (testes estote!) — heraf
Betegnelsen contestatio af contestor »kalder til
Vidne« — vedtog Parterne under Magistratens
Medvirken Stridspunktet. Efter at der saaledes
var tilvejebragt et forberedende Grundlag for
Retstvistens Afgørelse, anordnede Magistraten
for det enkelte foreliggende Tilfælde
Voldgiftsretten (judicium). Dommeren (Dommerne), der
i den historisk kendte Tid udtoges bl.
Senatorerne, udnævntes af Magistraten efter Forslag
af Parterne. For Dommeren (in judicio)
foregik nu Sagens endelige Behandling og
Paakendelse. Judex ledede Bevisets Optagelse,
undersøgte Sagens faktiske Sammenhæng,
afgjorde de forefaldende faktiske og retlige
Spørgsmaal og afsagde derefter i H. t. sin
Dommered ex animi sententia (»efter bedste
Samvittighed«) Dom (sententia). Denne for den
republikanske Forfatning ejendommelige Deling
af Processen i Forhandlingen in jure og in
judicio, der betød en principiel Anerkendelse af
den civile Domsmyndigheds Uafhængighed af
den udøvende Statsmagt, bortfaldt først hen i
Kejsertiden, da den afløstes af den i sit Væsen
ganske vilkaarlige, rent administrative cognitio.
Men medens Forhandlingen in judicio fra de 12
Tavlers Tid indtil Midten af 3. Aarh. e. Kr.
ikke synes at være undergaaet nogen væsentlig
Ændring, omformedes Forhandlingen in jure
hen imod Republikkens Slutning.
Processen per legis actiones fortrænges af
Processen per formulas.
I den gammelromerske Civilproces
formuleredes Retstvisten derved, at Parterne
mundtlig for Magistraten fremsatte deres
Paastande i visse bestemte, engang fastslaaede
Formler (legis actiones), der nøje sluttede sig
til Ordlyden af den Lov (lex), der af Klageren
antoges at hjemle ham en Ret (actio) til
Anordning af judicium. Den mindste Formfejl havde
imidlertid Processens Tab til Følge. Da der
endvidere gjaldt den Retsregel, at den
højtidelige, strengt lovbundne Formulering af
Retstvisten ikke kunde gentages (smlg. oldtysk Rets
»ein Mann ein Wort«), og Klagerens actio
følgelig konsumeredes ved Litiskontestationen,
medførte en Fejl i Formlens Ordlyd endog, at
Klageren for stedse havde sin Ret forspildt.
Til denne Formalisme i Retsbeskyttelsen kom
dernæst, at de 12 Tavlers Love, der dannede
Grundlaget for Klageformlerne, kun anerkendte
ganske faa Arter af Retskrav og følgelig kun
kendte ganske faa Arter af Klager (actio). Men
i Tidens Løb, navnlig fra Beg. af 3 Aarh. f. Kr.,
var der opstaaet en Rk. nye Forhold, formløst
Køb, Leje, Interessentskab, Mandat etc., der
krævede Retsbeskyttelse (Klageret).
Legisaktionsprocessen stemmede derfor ikke heller
materielt med det mere udviklede Retslivs
Tarv. I Praksis var der vel i nogen Grad
raadet Bod herpaa. Den pontifikale
Interpretation satte sig i enkelte Tilfælde ud over
Lovens Bogstav og gav Lovbestemmelsen en
udvidende Fortolkning. Paa Grundlag af en
Bestemmelse i de 12 Tavler, der hjemlede en
Klage mod den, der uberettiget havde fældet
Andenmands Træer (actio de arboribus succisis),
gav Fortolkningen saaledes en Klage ogsaa mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
