Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forældelse af Strafskyld - Forældremagt - Forældremyndighed - Fos - Foscari, Francesco - Foscolo, Ugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
idet den udstrækker 2 Aars-F. til Forbrydelser,
der maa antages at ville medføre
Arbejdsfængsel i 1 Aar, og hjemler en ny F.-Regel paa 5
Aar for Forbrydelser, der vil medføre et højere
Maal af Arbejdsfængsel, hvorunder bl. a. alle
ikke kvalificerede Berigelsesforbrydelser
indbefattes. F. af idømt Straf hjemles i Løbet af
5 Aar for Straf af Bøder, simpelt Fængsel, der
ikke overstiger 2 Aar, samt Arbejdsfængsel, der
ikke overstiger 1 Aar.
A. Gl.
Forældremagt, se Børn.
Forældremyndighed, se Børn.
Fos (oldn. Fors), i Norge Navn for Vandfald,
hvor selve Faldet har en større ell. mindre
Stejlhed. Er Faldet fordelt over en længere
Strækning og til Nød passabelt, kaldes det gerne
et Stryg, uden at der dog gøres nogen skarp
Skillen; et Stryg kaldes fl. Steder F., men
aldrig omvendt. — Fossestrupen er den
øverste Del af Fossen, hvor Vandet begynder
at strømme ud over Fossestupet, selve
den lodrette Del af Faldet. Hvor F. er meget
lang og gaar gennem en trang Kløft, kaldes paa
enkelte Steder ogsaa denne for Stupet, f. Eks.
Aurstupene i Lesje, dannet af den i
Eikis-Dalen faldende Aura Elv.
(J. F. W. H.). M. H.
Foscari, Francesco, f. c. 1372, d. 1457,
blev 1423 valgt til Doge i Venezia og bidrog
meget til, at Republikkens Politik rettedes mod
det ital. Fastland. Han førte Krig mod Filip
Maria Visconti af Milano, der 1427 maatte
afstaa Cremona, Bergamo og Brescia; 1433
udbrød Krigen paa ny, og Milano, der
understøttedes af Neapel og Mantua, kæmpede i Beg.
heldig mod Venezia, hvis Forbundsfæller var
Pave Eugen IV, Firenze og Genua, men fra
1439 vendte Lykken sig, og ved Freden 1441
erhvervede F. Peschiera med fl. omliggende
Distrikter og bemægtigede sig kort efter paa
svigefuld Vis Ravenna. Han stiftede et stort,
norditaliensk Forbund mod Kong Alfons X af
Neapel (1443), men fl. af de Allierede gik
efterhaanden over til Fjenden, og selv om
Fredsslutningerne 1448 og 1454 (i Lodi) var
fordelagtige, havde dog de idelige Krige været til
stor Skade for Republikken; de vakte ogsaa
megen Misfornøjelse i Venezia og skaffede ham
mange Fjender. Sørøveriet i Adriaterhavet var
steget, og i Tyrkerne havde man faaet en
mægtig Fjende, der alt havde erobret fl. af de
venetianske Besiddelser. F.’s Modstandere,
hvoriblandt Admiralen Loredano var den farligste,
benyttede sig heraf til 1457 at afsætte Dogen,
der døde faa Dage efter. Forinden var ogsaa
F.’s Søn blevet dømt til Landsforvisning. — F.
og hans Søns Skæbne er poetisk behandlet af
Byron i The two F.
(M. M.). L. K.
Foscolo, Ugo, ital. Digter, f. 6. Febr 1778
paa Øen Zakyntho, d. 10. Septbr 1827 i Turnham
Green ved London. Han blev tidlig faderløs,
og Moderen bosatte sig for hans Uddannelses
Skyld i Venedig, der den Gang ejede Zakyntho.
Her studerede han de gr. og lat. Klassikere og
læste med Begejstring Alfieri’s Tragedier. I
Padua fulgte han Cesarotti’s Forelæsninger og
begyndte tidlig selv at skrive Digte. 1797 fik
han Tragedien Tieste opført i Venedig, men
maatte s. A. forlade Byen, faldet i Unaade p.
Gr. a. sine demokratiske Ideer. Han rejste til
Bologna, hvor han indtraadte som Frivillig i
den cisalpinske Legion. Til Bonaparte sluttede
han sig straks entusiastisk og skrev til ham
Oden
Bonaparte liberatore,
som han
sendte ham fra det
belejrede
Genua, ledsaget
af et Brev,
hvori han
opfordrede ham
til at rense sig
for Skændselen
ved
Campoformio og komme
det betrængte
Italien til
Hjælp. Langt
betydeligere i
digterisk
Henseende er dog
Oden til Luigia
Pallavicini, der kom omtr. samtidig. Efter et
kortere Ophold i Firenze boede F. nogen Tid
i Milano. Meget lidenskabelig, som han var,
havde han her forskellige Elskovseventyr, der
for en Del har givet ham Stof til hans berømte
Roman Le ultime lettere di Jacopo Ortis (1802),
skrevet i Brevform og handlende om en ung
Mand, der skuffet i alle sine Idealer til sidst
drives til Selvmord. Romanen er paa mange
Punkter en Efterligning af Goethe’s »Werther«,
men forsk. derfra ved sin stærkt patriotiske
Tendens. I nogle Aar var F. som Kaptajn
med de ital. Tropper, som laa ved den
nordfranske Kyst. Da han atter var vendt tilbage
til Milano, skrev han der 1806—07 sit
Hovedværk I Sepolcri i rimløse Jamber. Den ydre
Anledning til Digtet var de i Italien og Frankrig
nylig komne Lovbestemmelser om, at ingen
mere maatte bisættes i selve Byerne, men at
alle, Høje og Lave, Berømte og Ukendte, skulde
begraves paa de offentlige Kirkegaarde uden for
Byerne, i Grave af ens Størrelse og Udseende.
I pompøse og smukke Vers hævder nu F., at
Mindesmærker, som ikke gavner de Døde, har
stor Bet. for Menneskeslægten. Han mindes
Parini, hvis Grav allerede er glemt og forsømt,
opfordrer sine Landsmænd til at hædre deres
store Mænd ved at værne om deres Grave, og
han synger begejstret Santa Croce’s, Firenzes
Pantheons, Pris. 1808 blev han ved Cerretti’s
Død ansat som Prof. i Veltalenhed i Pavia. Her
holdt han Jan. 1809 sin berømte
Indledningsforelæsning Dell’origine e dell’ufficio della
letteratura, men for øvrigt var hans Stilling kun
af kort Varighed, da Lærestolen s. A. blev
inddraget. Ved sin retliniede og stolte, men
heftige og lidenskabelige Karakter skaffede F. sig
mange Fjender. Mellem ham og hans tidligere
Ven Vincenzo Monti kom det saaledes til et
voldsomt Brud. Hans Sværmeri for Bonaparte
var veget Pladsen for Had til det kejserlige
Despoti, og da 1811 hans Tragedie Aiace blev
opført i Milano, beskyldte hans Modstandere
ham for deri at være kommet med politiske
 |
| U. Foscolo. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
