Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frangula, Tørstetræbark - Frangulin (Rhamnoxanthin, Avornin) - Frank, d. s. s. Franc - Frank, Albert Bernhard - Frank, Franz Hermann Reinholt von - Frank (ell. Frenk), Jacob - Frank, Johann Peter - Frank, Reinhard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fluidekstrakt, der behandles med Magnesia for
at fjerne den bitre Smag.
B. G.
Frangulin (Rhamnoxanthin,
Avornin), C20H20O10, et i Barken samt i Bærrene og
Frøene af Rhamnus frangula og Rhamnus
cathartica forekommende Glykosid; af Barken faas
det ved Udtrækning med Natriumhydroxyd,
Fældning med Saltsyre og Esktraktion af det
dannede Bundfald med Kloroform. F. danner
en gul Krystalmasse og har hverken Lugt ell.
Smag; det er opløseligt i kogende Alkohol, Æter
og Kloroform; Alkalier og Ammoniakvand
opløser det med purpurrød Farve. Ved 225°
smelter det og sublimerer delvis uden Sønderdeling.
Med Metalhydroxyder danner F. smukke
Farvelakker. Ved Hydrolyse, f. Eks. ved Kogning af
dets Opløsninger med Saltsyre spaltes det i en
Sukkerart, Rhamnose og Frangulinsyre
(Avorninsyre), C14H10O4, en Dioxyantrakinon, der
danner rødlige Naale med 1,5 Molekyle Vand,
som bortgaar ved 180°, hvorefter Syren smelter
ved 252—254°. Frangulinsyre er kun i ringe
Grad opløselig i Vand, men letopløselig i
Alkohol og Æter; den giver med Alkalimetallernes
Hydroxyder og Ammoniakvand pragtfulde røde
Opløsninger, men danner ingen krystalliserende
Salte.
(O. C.). R. K.
Frank [fraŋ´k], d. s. s. Franc.
Frank [fraŋk], Albert Bernhard, tysk
Botaniker, Prof. i Plantefysiologi og
Plantepatologi ved Landbohøjskolen i Berlin, f. 17. Jan.
1839, d. 27. Septbr 1900. F. spredte sig over
meget forsk. Omraader af Botanikken og har
paa visse Punkter leveret udmærkede,
frugtbringende Undersøgelser, saaledes i sine to Skr
om Tyngdens og Lysets Indflydelse paa
Vækstretningen: »Beiträge zur Pflanzenphysiologie«
(1868) og »Die natürliche wagerechte Richtung
von Pflanzentheilen (1870). Betegnelsen
Geotropisme har F. dannet, i Lighed med det af A. P.
de Candolle dannede Ord Heliotropisme. Ogsaa
paa Plantepatologiens Omraade har F. virket,
hans Haandbog »Die Krankheiten der Pflanzen«
(1880, 2. Udg. 1895—96) er meget brugbar. Paa
Ernæringsfysiologiens Omraade er F.’s Arbejder
(handlende bl. a. om Kvælstoffets Bet. for
Planterne og om »Mycorhiza«) derimod svage; det
samme gælder hans større, bot. Lærebog, der
var en Bearbejdelse af Sachs’.
W. J.
Frank [fraŋk], Franz Hermann
Reinholt von, tysk luthersk Teolog, f. i
Altenburg 25. Marts 1827, d. 7. Febr 1894. F. fik
en udmærket teol. Uddannelse og virkede
derefter i nogle Aar i Latinskolens Tjeneste, først
i Ratzeburg (1851—53) og derefter i sin Fødeby
Altenburg (1853—57). 1857 blev han imidlertid
Prof. i Teologi i Erlangen, og kom her snart
til at udfolde en betydelig Virksomhed. Efter
Thomasius’ og Hofmann’s Død var han den
selvskrevne Fører for den konservative tyske
Teologi, og hans teol. Grundanskuelse betegner en
Fornyelse af luthersk Teologi. Over hele
Tyskland og uden for Tysklands Grænser øvede hans
teologiske og kirkelige Synspunkter Indflydelse.
Hans væsentlige Bet. ligger paa den
systematiske Teologis Omraade. Af særlig Interesse er
hans »System d. christlichen Gewissheit« (2 Bd,
2. Opl. 1881—84), hvor han med Genfødelsen
som Udgangspunkt søger at vise, hvorledes den
Kristne subjektivt kan forvisse sig om
Sandheden af de væsentligste kirkelige Læresætninger.
Af hans øvrige Værker maa nævnes »System
d. Christi. Wahrheit« (2 Bd, 3. Opl. 1893—94),
»System d. Christi. Sittlichkeit« (2 Bd, 1884—87),
»Die Theologie d. Concordienformel« (4 Bd,
1858—64), »Geschichte und Kritik d. neueren
Theologie« (1894). (Litt.: H. Ussing, »Den
kristelige Vished« [Kbhvn 1883]; R. Seeberg,
»F. H. R. v. F.« [1894]).
(J. P. B.). A. Th. J.
Frank [fraŋk] (ell. Frenk), Jacob,
(1726—91), Stifter af Soharitternes ell.
Kontratalmudisternes Sekt, hvis Medlemmer efter ham ogsaa
kaldes Frankister, se Frankisme.
Frank [fraŋk], Johann Peter, tysk Læge,
f. 19. Marts 1745 i Rodalben ved Zweibrücken,
d. 24. Apr. 1821 i Wien. F. studerede først
Filosofi, blev Dr. phil. 1763, studerede derefter
Medicin i Heidelberg og Strassburg og tog
Doktorgraden i Medicin 1765. 1772 blev han Læge
hos Fyrstbiskoppen af Speier i Bruchsal; her
holdt han Forelæsninger for Kirurger og
grundlagde en Jordemoderskole. 1784 blev han Prof.
i med. Klinik i Göttingen, men flyttede 1786 til
Pavia, hvor han som Generaldirektør for
Medicinalvæsenet fik stor Bet. for Ordningen af den
med. Undervisning og Ordningen af
Lægevæsenet i Lombardiet. 1795 kaldtes han til Wien
som Prof. i klinisk Medicin og Direktør for
»Allgemeines Krankenhaus« og indlagde sig her
meget stor Fortjeneste af Undervisningen og
ved Forbedring af Hospitalet. Han kunde
imidlertid heller ikke her finde Ro, men lod sig
udnævne til Prof. i Wilna 1804 og senere i
Petrograd. 1808 tog han sin Afsked, flyttede
tilbage til Wien, hvor Napoleon konsulerede ham
og foreslog ham at tage til Paris, hvilket dog
ikke blev til noget. Efter et kortere Ophold i
Freiburg vendte han tilbage til Wien, hvor han
blev til sin Død. — F. er utvivlsomt en af sin
Tids betydeligste Læger; han var en meget søgt
Læge og Lærer og en udmærket Organisator,
der særlig har gjort sig fortjent af Hygiejnen,
som han var den første, der udskilte som en
særlig Disciplin. Hans Hovedværk er »System
einer vollständigen medicinischen Polizei« i 6
Bd (1779—1819) og bl. hans talrige med.
Arbejder De curandis hominum morbis epitome,
ligeledes i 6 Bd, der udkom i fl. Udg. og talrige
Oversættelser. Hans Selvbiografi udkom 1802.
(G. N.). J. S. J.
Frank [fraŋk], Reinhard, tysk
Strafferetslærer, f. 16. Aug. 1860 i Reddighäuser Hammer
(Hessen-Nassau), blev, efter 1883 til 1889 at
have arbejdet i preuss. Justitstjeneste, fra 1887
tillige som Privatdocent i Marburg, 1890 ord.
Prof. i Giessen, 1900 i Halle a. S., 1902 i
Tübingen, 1913 i München. Som Strafferetslærer har
F. sluttet sig til den internationale
Kriminalistforening — han er ogsaa knyttet til
Redaktionen af von Liszt’s »Zeitschrift für die gesamte
Strafrechtswissenschaft« —, men han hører ikke
til denne Forenings Hedsporer, hans
selvstændige, grundige og besindige Forsken stiller ham
skeptisk over for al letløbende og »populær«
Radikalisme. Efter at have debuteret med »Die
Wolff’sche Strafrechtsphilosophie und ihr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
