Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skildrede hist. Scener med arkæol. og etnogr.
Akkuratesse (Tissot). En Kunstner, der bragte
særlig Glans over F.’s Kunst i Kejserdømmet
og den sidste Republiks Tid, var Meissonier;
han gav, som gennem et præcist virkende
fotogr. Objektiv, det i Indhold og Form efter
paagældende Tidsalder nøje afpassede, fint og
skarpsindig tolkede hist. Genrebillede og
Interiør; hans bitte smaa, mesterlig formede
Krigsbilleder er noksom berømte. Strømmen
gik efterhaanden i Republikkens Dage mere og
mere hen imod et naturalistisk Fremstillingssæt,
ofte stærkt paavirket af Ribera o. a. ældre sp.
Malere, og den maleriske Kunnen fejrer gerne
sine største Triumfer i Portrættet (Bonnat,
Carolus Duran; Mlle. Jaquemart, Delaunay, den
skarpe Iagttager D. Bouveret, Wencker; den
udmærkede Tegner Gaillard, Billedhuggeren
Dubois og den aandfulde Fantin-Latour, de af
eng. Kunst paavirkede Blanche og Humbert).
— Inden for de forskellige Kunstfag skal
blandt Historiemalerne eksempelvis yderligere
nævnes Aimé Morot, Robert-Fleury den Yngre,
Garnier, Constant; den unge, under Paris’
Belejring 1871 faldne Regnault, der, stærkt
paavirket af Delacroix og Spanieren Fortuny,
gav rige Løfter med sit »General Prim« o. a.
Billeder. Slagmaleriet, der før Krigen 1870—71
dyrkedes bl. a. af Protais, Pils og Yvon, ikke
at glemme Meissonier, fik paa Grundlag af den
ulykkelige Krig fortrinlige Fremstillere i
Detaille og A. de Neuville; endvidere Dupray m. fl.
En kraftig Protest mod den inden for
Kejserdømmets officielle Kunst raadende Tilbøjelighed
til at »forskønne« Naturen var Courbet’s
(1819—77) i Emne og Teknik realistiske, forbløffende
dygtige, stærkt polemiske og derfor ogsaa stærkt
angrebne Kunst (allerede fra Salonen 1851).
Under hans Banner gaar den rene
Naturalisme sin Sejrsgang gennem fr. Kunst.
Frigørelsen fra det akademiske Maleri,
Atelierkoloritten og de naturforskønnende Tendenser
traadte dog tidligst frem i
Landskabsmaleriet og det dermed nøje forbundne
Folkelivsbillede. Léop. Robert (1794—1835;
og sammen med og efter ham tillige V. Schnetz,
Hébert, Curzon o. s. v.) havde hørt til dem,
der først drog Folket, Bønderne, ind i Kunstens
Emnekreds, men han forskønnede og
idealiserede dem (tilmed var de endnu ital., ikke fr.).
Jules Breton skildrede den fr. Landalmue med
idealiserende stort Syn. F. Millet (1814—74;
»Kornrenseren« 1848) trængte i sin, for Kunsten
saa epokegørende Skildring af Bondens Liv
endnu dybere ned mod det væsentlige; han
fremstillede Bonden i enkle store
stemningsgribende Træk, organisk knyttet til den
nærende Moder Natur. Bastien-Lepage’s
(1848—84) Kunst havde ikke Millet’s sluttede mægtige
Naturstemning, den var mere »realistisk«,
virkelighedstro, og den virkede kraftig til
Friluftsmaleriets Vækst; L’hermitte og andre gik i
lignende Retning. Landskabsmaleriet havde i
den David’ske Æra staaet paa det gamle,
komponerende, Poussin’ske Standpunkt
(Valenciennes m. fl.); under Romantikken var der
kommet nyt Liv i den (Huet). Den engelske Kunst
(Constable, Bonington) fik i Forbindelse med
gammelt hollandsk Maleri stor Betydning for
dens Udvikling hen imod paysage intime: en
Kunst, der ved redeligt, utrætteligt Studium,
ved inderlig Samleven med Naturen vil gribe
denne i dens store elementære Træk, brede
dens stemningsfulde Lys og Luft ind over
Billedets Lærred. Fontainebleau-Skolen
(Barbison-Skolen), som den kaldes
efter de Steder, hvor denne intime
Landskabskunst særlig holdt til, spaltede sig i en
naturalistisk Hovedstamme med Malere som Th.
Rousseau (1812—67), Daubigny, Dupré,
Harpignies, Chintreuil, og den Corot’ske (Corot,
1796—1875) Gren, der særlig lagde Vægt paa
det idealistiske Moment og derved slog Bro over
til den gl. Landskabskomposition. Diaz, Cabat,
Millet staar denne Skole nær. Ogsaa paa
Landskabsmaleriets Omraade virker Courbet’s
robuste Naturalisme initiativvækkende. Andre
kendte Landskabsmalere var Français, Bernier,
Pelouze, R. Collin med sin douce graa Tone,
der smeltede Figurer og Landskab sammen i
en Samklang, og Cazin. Inden for Dyrmaleriet,
der sluttede sig nær til Barbison-Skolen, er de
berømteste Navne: Brascassat, Rosa og Auguste
Bonheur, Ch. Jacque og særlig Troyon.
En mærkelig og betydningsfuld Bevægelse i
nyere fr. Kunst udgik fra
Impressionismen. Dens Bannerfører var Manet
(1832—83), der fik sine første impressionistiske
Arbejder refuserede paa Salonen 1863; til ham sluttede
sig Pissarro, Monet, Renoir, Sisley, Mme.
Morisot m. fl. En Udløber af Naturalismen, hvis
Princip den satte paa Spidsen, fremstillede den
Fænomenet i dets øjeblikkelige Virkning paa
Øjet; i sin Teknik byggede den paa den
moderne videnskabelige Farvelære og satte
Farverne rene, Side om Side, paa Lærredet, for
at de med deres fulde Styrke kunde virke paa
og samles, i Iagttagerens Øje som et kraftigt
Totalindtryk. I Ny-Impressionismens
Plet-Maleri (Signac, Cross m. fl.) droges Farvelæren
ud i den yderste Konsekvens. Gennem
Cézanne pegede Impressionismen fremad mod
ny Udviklingslinier. — Fr. Kunst i de senere
Aartier viser et Kaos af Retninger. Det ny i
1880’ernes og 1890’ernes Kunst havde skabt sig
sin egen Salon (paa Marsmarken) som Protest
mod Salonen paa Champs Élysées, hvor den
akademiske Kunst bredte sig (fra det Offentliges
Side stærkt støttet ved fl. større dekorative
Foretagender, saaledes Udsmykningen af Hotel
de ville i Paris). Over for »Karakterismen«
(Rafaelli, Liniens Impressionist Degas, Forain
etc.), der krævede en nøje Indleven i
»Modellens« sjælelige og sociale Tilstand og derfor
stilede mod en indgaaende psykologisk Analyse,
stod Nyidealismen med dens fremragende
Hovedmand, den højt begavede Puvis de
Chavannes med sit noble, enkle, sjælfulde
Monumentalmaleri. Ejendommelige Skikkelser af
idealistisk Retning var den fantasifulde G.
Moreau (1826—98) og de tidligere nævnte Cazin,
E. Carrière og Fantin-Latour; Besnard’s
livsprudlende, farvefyrige Kunst har i sig optaget
impressionistiske Elementer, samtidig med at
den i dekorativ Holdning kan vise tilbage til
gammelfransk Tradition — denne Overlevering,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
