Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik III, Konge i Danmark og Norge - Frederik IV, Konge i Danmark og Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saaledes mødte han selv i Højesteret som Præses
og fældede ofte Domme der. Lensstyrelsen
forsvandt og afløstes af Amter; de fastlønnede
Amtmænd udnævntes alle af Kongen. Finanserne
søgte man paa enhver Vis at bringe paa Fode, og
medens Skattebyrden efter de andre Stænders
stærke Krav ogsaa paalagdes Adelen, fik
borgerlige Mænd Adgang til Kollegierne og Udsigt
til at naa lige saa højt i Embeder og
Indflydelse som Adelen. Denne Stand var ramt haardest
ved Regeringsforandringen, og aldrig svandt
Kongens Mistillid og Uvilje mod den. Der
sporedes vel svage Tegn paa, at ogsaa de lavere
Stænder med Uvilje saa sig berøvede enhver
Indflydelse paa Landets Styrelse; Kbhvn’s
Borgere var misfornøjede med Kastellets
Anlæggelse, der var som en Trusel mod dem, men det
gode Forhold mellem dem og Kongen bevaredes
dog. Anderledes var Forholdet til Adelen; F.
havde taget dens vigtigste reelle Privilegier, og
fra først til sidst sigtede han bevidst mod dens
Undergang. Kun de danske Adelsmænd, der
bestemt sluttede sig til ham og støttede den ny
Enevælde, vandt hans Gunst og fik hans Støtte
til Gengæld; haardt ramte han enhver, der
tilsidesatte den skyldige Respekt over for Kongen,
Retssagerne mod Kaj Lykke, Korfits Ulfeldt og
Gunde Rosenkrantz skræmmede al Opposition
tilbage, og netop i dette Forhold fremtraadte
de haardeste Sider i F.’s Karakter. Ellers
udøvedes den Enevælde, han havde taget, ikke
haardt ell. despotisk, om end F. paa den anden
Side aldrig kom til at blive en folkelig Konge,
som Faderen Christian IV ell. Sønnen Christian
V, der ved personlig Omgang med Folket vandt
dets Hengivenhed og Kærlighed.
Ved Siden af sin stadige Deltagelse i sit
Lands Regering, hvor alle Traade jo nu med
een Gang var samlede alene i hans Haand,
plejede Kong F. til sin Død de Interesser, han fra
ung af havde følt sig dragen til. Teologiske
Emner syslede han gerne med og paahørte med
Udholdenhed spidsfindige, teologiske
Diskussioner. Han interesserede sig for nordisk
Oldkyndighed og søgte at følge med Tormod
Torfesen’s (Torfæus) Arbejder. Men endnu videre gik
dog hans Sans for Naturvidenskaberne; den
førte ham f. Eks. til at nære Planer om at
udgive Tyge Brahe’s samlede Værker. Paa den
anden Side følte han ogsaa Glæde ved den
mystiske, fantastiske Side af Datidens
Naturstudier. Den ital. Læge og Kemiker Francesco
Borri blev hans Yndling, med ham tilbragte
Kongen mange Timer i Samtale om Borri’s
Fantasier om »de Vises Sten« og om Kunsten at gøre
Guld, hvortil mange Penge af Kongens Kasse
medgik. Midtpunktet for alle disse Sysler blev
den Bogsamling, som F. skabte, og som blev
Oprindelsen til det store kgl. Bibliotek. Dog
ikke alene paa Bøger samlede han med
Forkærlighed, men ogsaa paa Kunstsager og
Rariteter.
F. havde ført et maadeholdent Liv fyldt med
Interesser, der gjorde det vidt forskelligt fra
hans Faders. Alligevel blev han ikke saa gl som
denne. Allerede 1670 døde han efter 3 Dages
smertefuldt Sygeleje ikke fuldt 61 Aar gl; 4.
Maj s. A. begravedes han i Roskilde Domkirke.
Foruden Ulrik Frederik Gyldenløve efterlod han
sig 6 Børn med Sofie Amalie, 2 Sønner og 4
Døtre. Af Sønnerne blev den ældste,
Christian (f. 1646), hans Efterfølger paa Tronen, den
anden, Jørgen (f. 1653), ægtede siden
Dronning Anna af Storbritannien. Den ældste af
Døtrene var Anna Sofie (f. 1647), gift med
Kurfyrst Johann Georg af Sachsen. Senere
fødtes Frederikke Amalie, gift med
Christian Albrecht af Gottorp, Vilhelmine
Ernestine, gift med Kurfyrst Karl af Pfalz, og
Ulrikke Eleonore, gift med Karl XI af
Sverige. (Litt.: R. Nyerup, »Efterretninger
om Kong Frederik III« [Kbhvn 1817]; P. W
Becker, »Samlinger til Frederik III’s
Historie« I—II [Kbhvn 1847—57]; »Hist. Tidsskr.« V.
R. VI; I. A. Fridericia, »Adelsvældens
sidste Dage« [Kbhvn 1894]; Samme, i
»Danmarks Riges Historie« IV).
(A. Frs.). L. K.
Frederik IV, Konge i Danmark og Norge
(1699—1730), Søn af Christian V og Charlotte
Amalie af Hessen, f. paa Kbhvn’s Slot 11. Oktbr
1671, d. i Odense 12. Oktbr 1730. Hans
Opdragelse var
mangelfuld; af
positive
Kundskaber fik han
kun faa og
naaede end
ikke blot
nogenlunde
Sikkerhed i dansk
og tysk
Retskrivning,
langt mindre i
fransk. Hans
Hofmester var
Vicekansleren
Michael Vibe,
hans vigtigste
Lærer
Tyskeren Cassius;
men denne
sidste paatrykte Undervisningen et bestemt tysk
Præg, der gjorde sit til, at der aldrig hos F.
vaagnede en Interesse for dansk Nationalitet,
der strakte sig ud over det rent statslige
Begreb.
1692—93 foretog han en lang Udenlandsrejse.
Vejen gik over Tyskland til Italien, hjem over
Frankrig og Holland. Stor Udvikling ell.
Berigelse gav Turen ham ikke; hans Sans for
aandelige Nydelser forblev uvakt, Kunst og
Videnskab drog ham nu saa lidt som siden,
hvorimod hans praktiske Sans vel lod ham indhøste
en Del Erfaringer ved det meget ny, han hørte
og saa. Men samtidig gav Rejsen Stødet til
Udvikling af en allerede da fremtrædende stærk
Sanselighed. En Gang senere i sit Liv (1708—09)
vendte han tilbage til Italien, men ogsaa da var
Udbyttet væsentligst Adspredelse.
5. Decbr 1695 ægtede han Louise af
Mecklenburg, men han blev hurtig ked af hende og
optoges snart af Forhold til andre Kvinder. I de
Aar, der endnu hengik, før han blev Konge,
savnede han stærkt virkeligt Arbejde. Thi trods
de daarlige Kundskaber følte han en alvorlig og
energisk Trang til Virksomhed, der kun daarlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
