Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik IV, Konge i Danmark og Norge - Frederik V, Konge i Danmark og Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Datter af den preuss. Gesandt i Kbhvn. Hun døde
dog snart efter, men senere blev Frk. Schindel
en Tid lang hans Frille. 1711 saa han Anna
Sofie Reventlow, blev forelsket i hende og
bortførte hende Aaret efter. Ogsaa hende
ægtede han til venstre Haand, og efter sin
Dronnings Bisættelse 3. Apr. 1721 lod han sig vie til
hende ved højre Haand og kronede hende selv
til Dronning 30. Maj s. A. Herved skabtes et
stærkt Brud inden for Kongeslægten. Kongens
Søskende forlod Kbhvn, og Kronprins Christian
lagde ikke Skjul paa sin Forbitrelse. F. og
Anna Sofie levede sammen i stor Kærlighed,
men ramtes af den store Sorg, at alle deres
Børn døde som ganske smaa, den sidste i Decbr
1729. Dette Dødsfald formørkede Kongens
sidste Tid; tillige pint af Forholdet til sin ældste
Søn grebes han af stærkt Samvittighedsnag
over sit sædelige Liv, ja, tænkte endogsaa paa
at fratræde Regeringen og gøre Bod i
Ensomhed. Han vedblev dog at styre Riget til sin Død,
der hidførtes af Vattersot og Brystsyge. Han
døde opfyldt af Tanken om at sikre Anna Sofie’s
Fremtid mod de Farer, der truede fra hendes
mægtige Fjender. Foruden Sønnen, Christian VI,
havde han med Dronning Louise en Datter,
Charlotte Amalie, f. 1716, d. ugift i Kbhvn 1782.
F. var lidet smuk, men kunde til sine Tider
optræde med kgl. Værdighed. Han naaede stor
Folkeyndest ved et jævnt, vindende Væsen, og
Eftertiden kan anerkende den store Flid og
Samvittighedsfuldhed, hvormed han gjorde alt
for at opfylde sine Kongepligter. »Der var
Tømmer af en virkelig Konge i ham, sikkert mere
end i nogen anden af Enevoldskongerne efter
Frederik III« (Holm). (Litt.: A. Hojer,
»Friedrich IV glorwürdiges Leben« [Tønder
1829]; »Danske Samlinger« 2. Rk. V;
Litteraturselskabets Skr XXIII; Steenstrup’s »Dansk
Maanedsskrift« 1865, I; »Danske Magazin«, 5.
Rk. II; Edv. Holm, »Danmark-Norges
Historie 1720—1814« I [1891]; Erslev, »Frederik
IV og Slesvig« [Kbhvn 1901]).
(A. Frs.). L. K.
Frederik V, Konge i Danmark og Norge,
(1746—66), Søn af Christian VI og Sofie
Magdalene, f. paa
Christiansborg
Slot 31. Marts
1723, d. 14.
Jan. 1766.
Hans Opdragelse havde
været meget
mangelfuld. Til
Hofmester fik
han ganske vist
1730 den
betydelige og
fintdannede
Gehejmeraad
Iver
Rosenkrantz, men
denne fik
ingen Indflydeldelse paa den
egl.
Undervisning, der fuldstændig lededes i den tyske og
pietistiske Aand, der herskede ved Hoffet; Dansk var
ikke Undervisningsfag, og med Undtagelse af
en Franskmand, der var Lærer i Fransk, var
alle Kronprinsens Lærere tyske. Vel lærte han
saa meget Dansk, at han senere benyttede det
i private Optegnelser, men de er meget
ubehjælpsomt affattede. 1740 blev han konfirmeret
og fik fra nu af Sæde i Statsraadet, medens dog
hans Undervisning fortsattes til det 21. Aar.
Resultatet af den var tarveligt. Lærerne havde
klaget over Mangel paa Flid; Jagt og andre
Fornøjelser havde beslaglagt Kronprinsens Tid.
Ud over den nødvendigste Kundskab i Læsning,
Skrivning, Tysk, Fransk, Latin og Historie har
hans Viden ikke strakt sig. Af Karakter
var F. svag og holdningsløs, og dertil kom, at
han var stærkt sanselig. Meget tidlig fik slette
Personer i hans Omgivelser Magt over ham og
trak ham ned i alle Slags Udskejelser. Ogsaa
efter at han var blevet gift og havde besteget
Tronen, fortsatte han sit udsvævende Liv, og
omgivet af Svirebrødre og løsagtige Kvinder
opskræmmede han Kbhvn med sine natlige
Orgier. F. manglede dog ikke værdifulde
menneskelige Egenskaber; han var munter af Væsen,
mild og venlig over for alle, omgikkes gerne
det brede Folk og ønskede at se sine
Undersaatter lykkelige, vilde saaledes nødig gaa med
til Skatteforhøjelser og ydede gerne den
enkelte Hjælp, hvor der var Trang. Smukt er
ogsaa F.’s Venskabsforhold til den langt ældre
A. G. Moltke (f. 1709), der 1743 var blevet
Hofmarskalk hos Kronprinsen, ved hans
Tronbestigelse Overhofmarskalk og 1763 fik Sæde i
Konseillet. Venskabet varede fra F.’s Barndom
til hans Død, og Kongens sidste Ord til sin Søn
skal have været en Bøn om at beholde Moltke
i sin Tjeneste. F.’s paa Tysk skrevne Smaabreve
til Moltke er bevarede og er ejendommelige
ved deres meget naive og inderlige
Forsikringer om Hengivenhed og Trofasthed. Nogle af
dem er skrevne for at bede Moltke om
Forladelse, fordi han Dagen forud har fornærmet
ham, der vilde søge at holde sin kgl. Ven
tilbage fra det udsvævende Liv; han lover, at det
aldrig skal ske mere. »Du bist mein Freund
und mein Vater« hedder det i et af dem. »Pater
peccavi, ich habe gesündieget; ich liebe Dich von
Hertzens Grund und verbleibe biss in mein
Grab Dein aufrichtig getreuer F. R. . . . dein
bin und bleib ich, solange ich mich rühren kann«.
Kongens hjertevindende Egenskaber glimrede
særlig stærkt paa Baggrund af Forældrenes
strenge og mørke Fornemhed og afvisende
Holdning over for Folket. 11. Decbr 1743 havde han
ægtet den eng. Konge Georg II’s Datter Louise,
og hun, som var yndefuld og elskværdig, gerne
talte Dansk og holdt af at færdes med sin Mand
bl. det jævne Folk, forhøjede F.’s, »Frederik
den Ejegode«’s, Popularitet. Ved Hoffet holdt
Ungdom og Liv deres Indtog, al pietistisk Tvang
forsvandt; at Jernkæderne, der i Christian VI’s
Tid havde afspærret Slotspladsen, fjernedes,
var som et Tidens Tegn. Paa Slottet holdtes
Baller og Selskaber, til hvilke ogsaa borgerlige
Rangspersoner blev indbudte, bl. a. Holberg,
der selv i stærke Ord skildrer, hvor vel han
føler sig ved F.’s Hof. Af største Bet. bliver
det ogsaa, at »Den danske Skueplads«
 |
| Frederik V. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
