Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik V, Konge i Danmark og Norge - Frederik VI, dansk-norsk, fra 1814 alene dansk Konge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
genaabnes, og at der paa mange Omraader begynder
en mere levende og fri Drøftelse, end man før
havde været vant til, alt i god
Overensstemmelse med den Udtalelse, som tillægges
Kongen: »Jeg vil ikke tillade, at Aandslivet
underkastes nogen Indskrænkning i mit Rige«. Som
Regent er det vanskeligere bestemt at
karakterisere F. V. Medens det over for Konger som
F. IV, Kristian VI, F. VI o. s. v. er let at
paavise, paa hvilke Punkter, og hvorledes de
greb ind i Styrelsen, ved vi sjælden, hvorledes
F. V stillede sig til de vigtige
Regeringshandlinger, der foretoges i hans Tid. Til Tider tog
han ganske vist ivrig Del i Styrelsen, men hans
Viljekraft var for svag til at følge og lede de
større Sager. I den udenrigske Politik var det
først Schulin, senere Moltke og J. H. E.
Bernstorff, der havde Ansvaret og Æren. M. H. t.
de indre Sager var det Konseillet og de høje
Kollegieembedsmænd, der var de raadende.
Kongens slette Yndlinge ell. »Elskerinder« lod
han, der som berørt ikke var blottet for
Selverkendelse, ingen Indflydelse faa paa
Regeringsforhold.
Allerede 1751 var Dronning Louise til Folkets
store Sorg død, 27 Aar gl. En Tid tænkte
Kongen paa at ægte Moltke’s ganske unge Datter,
men dette forhindrede Moltke, og F. indgik da
8. Juli 1752 Ægteskab med Juliane Marie af
Braunschweig-Wolfenbüttel. Imidlertid synes
Kongen ikke at have brudt sig om hende, og
han vedblev at hengive sig til Drik og
Udsvævelser, der fuldstændig nedbrød ham paa
Legeme og Sjæl. Kun 43 Aar gl døde han af
Vattersot. Han blev oprigtig begrædt af Folket
(Ewald’s Kantate: »Hold Taare op at trille« er
digtet i Anledning af F.’s Død), der lige til det
sidste havde baaret over med deres Konges
store Svagheder.
F. efterlod sig 5 Børn, deraf 4 med Louise,
nemlig Kronprinsen Christian, Sofie
Magdalene (gift med Gustaf III af Sverige),
Vilhelmine Caroline (gift med Kurfyrst Vilhelm V af
Hessen-Kassel) og Louise (gift med Landgrev
Karl af Hessen). F.’s og Juliane Marie’s Søn
var Arveprins Frederik. (Litt.: J. K. Høst,
»Mærkværdigheder i F. V’s Levned og
Regering« [1820]; A. Thorsøe, »F. V’s Ungdom
og Tronbestigelse« [1868]; »Hist. Tidsskr.«, IV
Rk. 2 og III Rk. 4; »Museum« [1890]; Holm,
»Danmark-Norges Historie 1720—1814«, III, 1.
[1897]. Interiører fra Kong F. V’s Hof,
Charlotte Dorothea Biehl’s Breve og Selvbiografi.
Udg. af L. Bobé [1909]).
L. K.
Frederik VI, dansk-norsk, fra 1814 alene
dansk Konge, (1808—39), Søn af Christian VII
og Caroline Mathilde, f. 28. Jan. 1768 paa
Christiansborg Slot, d. 3. Decbr 1839. De Forhold,
under hvilke F. voksede op, og den Opdragelse,
han fik, blev i en ualmindelig Grad
bestemmende for Udviklingen af hans Karakter og
Personlighed. Han viste sig tidlig at være af en
meget svagelig og sart Konstitution, og
Struensee mente at kunne styrke den ved at give ham
en Opdragelse efter de Rousseau’ske »naturlige«
Principper. Han fik kun lette Næringsmidler,
Frugt, Risenvandgrød, Brød, Vand og Mælk,
alt koldt, maatte gaa meget let klædt, ligge i
en Seng uden Dyner o. s. v. Han overlodes til
sig selv, for at han selv kunde gøre sine
Smaaerfaringer om Livet, og han fik en jævnaldrende
Legekammerat, med hvem han kunde lege ell.
slaas, uden at
nogen
blandede sig deri. I
legemlig
Henseende blev
Resultatet af
denne
Opdragelsesmetode
godt, men
skæbnesvangert
var det,
at Drengen
ofte blev
behandlet uforsigtigt og
hensynsløst, og at
han ikke i
disse sine
første Aar kom
til at føle en
Moders kærlige
Omsorg og Ømhed; Caroline Mathilde var i for
høj Grad optaget af sit Forhold til Struensee til at
give sig af med Sønnen. Hans Følelser over
for Moderen forblev da ogsaa i en mærkelig
Grad kølige; hendes Bortrejse lod ham
ufølsom, og da hendes Død meddeltes ham, sagde
han blot: »Jeg haaber, hun er hos Vorherre,
og saa kan man ikke ønske hende bedre«; siden
talte han aldrig om hende. Efter Moderens
Fængsling blev Feltmarskal Numsen’s Enke
Overhofmesterinde hos Kronprinsen, og det
syntes en Tid, at han skulde lære
moderlig Kærlighed at kende, men allerede
1773 fjernedes hun fra sin Stilling; og
dog kom den korte Tid, da »Mutter« (som
Kronprinsen kaldte Fru N.) tog sig af ham,
til senere at staa for ham som et Lyspunkt i
hans Barndom. Kronprinsen skulde »til
Mandfolkene«, og derfor blev General Eickstedt (den
bekendte Deltager i Omvæltningen 17. Jan. 1772)
hans Overhofmester. Valget af ham til
Kronprinsens Opdrager var meget uheldigt. Ganske
vist tog han sig med Interesse af sin Elev, og
han ledede Opdragelsen i udpræget dansk
Retning, men han var svag og uselvstændig af
Karakter, letsindig og uden Dannelse. Heldigt
var det da, at han til Kammerjunker (1773) fik
Johan Bülow, der gik helt op i den Opgave
at bringe det bedste ud af Drengen. Af Bülow’s
egne Optegnelser, saavel som af andre
samtidige Vidnesbyrd fremgaar det, hvor lidet
lovende, ja lidet tiltalende der var i Prinsens
Karakter og Ydre. De første Aars rodløse og
haarde Opdragelse havde gjort ham sky,
mistænksom, haard over for andres Lidelser,
hensynsløs, fuld af Luner, vanskelig at vinde. Han
vedblev at være spinkel og svag, hans Ydre
uheldigt med den stærkt fremskudte
Underkæbe, de tykke Læber, de næsten hvide
Øjenbryn og øjenvipper, der gjorde, at han ikke
kunde taale at se opad mod Lyset. Bülow
havde en god Indflydelse paa ham, og han gav ham
Lyst til jævne og praktiske Sysler, der kunde
 |
| Frederik VI. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
