Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik II, tysk Kejser - Frederik III, den Smukke, tysk Konge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og døde senere i et ital. Fængsel. I hans St. blev
Broderen Konrad (1237) valgt til tysk Konge.
F.’s Magt stod nu paa sit Højdepunkt; kun de
norditalienske Stæder vovede at trodse ham og
Kejserdømmet, af hvis Storhed han ligesom i
det hele den staufiske Æt var opfyldt. Og efter
den store Sejr ved Cortenuova (1237), hvor
Milanesernes Fanevogn faldt i hans Hænder,
syntes ogsaa denne Fjende at være slaaet til
Jorden. Lombardiet blev næsten fuldstændig
erobret, og dets Administration omordnedes efter
siciliansk Mønster. Men F.’s Sejr vakte atter
hos Pavedømmet Frygten for, at Rom til sidst
skulde blive en Enklave i de staufiske
Besiddelser. Gregor IX sluttede 1238 Forbund med
Genova og Venezia og lyste 1239 Kejseren i
Band, ligesom han opfordrede de tyske Fyrster
til Valget af en anden Kejser i St f. F., der i de
pavelige Manifester sammenlignedes med Dyret
i Apokalypsen. Foreløbig var dette Skridt dog
uden Virkning. Kirkestaten erobredes, og da
Gregor udskrev et Koncil til Rom, fangede F.’s
Søn Enzio de fremmede Prælater i et Søslag
ved Elba. Kejseren selv rykkede mod Rom, hvor
Paven døde under den paafølgende Belejring.
Kampen var blevet ført med saa megen
Voldsomhed, at ikke engang Mongolernes Indfald
kunde bevæge de Stridende til Fred, nu
sygnede den foreløbig hen under en næsten 2-aarig
Vakance. Først 1243 valgtes F.’s Ven Kardinalen
Sinibald Fieschi til Pave sikkert i den
Formening, at han vilde være tilbøjelig til at slutte
Fred. Men Innocens IV fulgte ganske sin
Forgængers Politik, og de Underhandlinger, der
førtes 1244, blev resultatløse. Krigen begyndte
derfor paa ny, Innocens flygtede fra Rom til
det sikre Lyon, hvor han udskrev et Koncil, der
1245 fornyede Bandlysningen og F.’s Afsættelse.
Bisperne, som Kejseren ligesom sine
Forgængere havde anset for »Rigets Søjler«, svigtede
ham, nu, og ved store Bestikkelser lykkedes det
Innocens at faa Gejstligheden og den lavere
Adel, for hvilken der ikke var Plads i F.’s
System, til at vælge Henrik Raspe, Landgreven af
Thüringen (1246). Stæderne blev
Hohenstaufernes Sag tro; men desuagtet havde Henrik Raspe
god Fremgang mod Konrad, hvem Tysklands
Forsvar ganske var overdraget, da Kejseren
stadig opholdt sig i Italien. Her var hans Magt
endnu saa stor, at han 1247 kunde tænke paa
at komme Sønnen til Hjælp, men Parmas
Frafald tvang ham til at opgive denne Plan. Det
lykkedes ham ikke at erobre Byen; tværtimod
ødelagde Borgerne hans Modfæstning Vittoria,
hvorved hans Herredømme i Norditalien
indskrænkedes meget. I det hele taget var F.’s
Stilling meget vanskelig. Hans finansielle
Hjælpemidler var udtømte, hvad der bl. a. bevirkede,
at hans Politik blev mere og mere grusom; i
hans nærmeste Omgivelser skete der fl.
Frafald, saaledes f. Eks. af Kansleren Petrus da
Vinea, og 1249 havde han den store Sorg, at
Bologneserne i Slaget ved Fossalta fangede hans
bedste Støtte Sønnen Enzio, som de
haardnakket nægtede at udlevere. Aaret efter døde
Kejseren i Fiorentina i Syditalien. Men Mindet om
ham levede længe i Tyskland, hvor endnu saa
sent som 1283 en Bedrager, der udgav sig for
den døde Kejser, kunde vinde Tiltro, og nyere
Forskninger har bevist, at Sagnet om Kejseren
med det røde Skæg i Bjerget Kyffhäuser skal
henføres til F. II og ikke som hidtil antaget til
Frederik Barbarossa. Af Fødsel halvt Tysker,
halvt Italiener, af Tænkemaade helt det sidste,
opdraget paa Sicilien, dengang Europas mest
civiliserede Land, hvor arab. og vesterlandsk
Kultur mødtes, var F. helt igennem præget af
det ejendommelige Milieu, i hvilket han voksede
op. Det viste sig i hans Styrelsesmaade, der
var indrettet efter østerlandsk Mønster, det
kom til Syne i hans livsglade Hof med dets
Harem og arab. Livvagt, men stærkest dog i
hans egen Karakter. Som Kejser brød han ikke
med Kristendommen, saaledes som den nu
engang havde udviklet sig, derom bærer hans
blodige Kætteredikter Vidne; som Menneske var
den fintdannede, højtbegavede Mand derimod
en fuldblods Rationalist, der efter Arabernes
Sigende »legede med Kristendommen«.
Religionen var for ham et Opspind af kloge Præster,
og Pavedømmet, sagde han, beroede kun paa
Menneskenes Dumhed. Men netop i Kampen
mod det af ham saa dybt foragtede Rom gik
den sidste og mærkeligste af de store tyske
Kejsere til Grunde med hele sin Slægt. (Litt.:
Huillard-Bréholles, Historia
diplomatica Friderici II [11 Bd, Paris 1852—61];
Schirrmacher, »Kaiser F. II« [4 Bd,
Göttingen 1859—65]; Winkelmann. »Kaiser F.
II« [1. Bd, udk. i Samlingen »Jahrbücher d. d.
Reiches«, Leipzig 1889]; Blondel, Étude sur
la politique de l’empereur F. II en Allemagne
[Paris 1892]).
M. M.
Frederik III, den Smukke, tysk Konge,
Søn af Kejser Albrecht I, f. c. 1286, d. 13. Jan.
1330. Da Faderen valgtes til Konge, forlenedes
han med de østerr. Arvelande; men et Forsøg,
som han støttet paa Arveaftaler 1307 gjorde
paa at blive Konge i Böhmen, mislykkedes.
Ligeledes kunde han heller ikke blive valgt til
tysk Konge efter Faderens Mord (1308), og hans
Krav paa at blive forlenet med Mähren for
derigennem muligvis ogsaa at vinde Böhmen
afsloges af Kejser Henrik VII. Efter dennes Død
s. A. blev han valgt til Konge af et Mindretal
mellem de tyske Fyrster (1314), medens
Majoriteten samlede sig om Ludvig af Bayern.
Mellem de to Prætendenter førtes nu en aarelang,
resultatløs Krig, i hvilken Plyndringer vekslede
med Underhandlinger og glimrende
Turneringer, og Sejrene maaltes efter Antallet af
Løsepenge. Uagtet det skadede F.’s Sag, at hans
Broder Leopold blev slaaet af Schweizerne ved
Moorgarten (1315), havde han dog Overvægten
indtil Slaget ved Mühldorf (Septbr 1322), hvor
han selv blev taget til Fange. Han blev
interneret paa Borgen Trausnitz, men Ludvig havde
dog ikke saa megen Fordel af Sejren, som han
havde haabet, idet nemlig Pave Johan XXII, der
hidtil havde holdt sig neutral, nu tog Parti for
F. Marts 1325 forsonede Ludvig sig derfor med
denne, der lovede at anerkende ham som
Konge og bevæge sine Brødre til det samme;
mislykkedes det, skulde han vende tilbage til
Fængslet. Brødrene nægtede at tiltræde disse
Betingelser, og uagtet F. af Paven var blevet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
