Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik II, den Store, Konge af Preussen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sparsommelighed; hans egen uhyre Arbejdsdygtighed
muliggjorde ham det strengeste Opsyn med hele
Administrationen, og den støtte preuss.
Statsmaskine vedblev kraftig at arbejde. Men
fremfor alt vendte han sit Blik mod Hæren; Faderen
havde efterladt ham en Styrke paa c. 80000
Mand; han forøgede den straks yderligere med
16000. Han havde tiltraadt Regeringen med klar
Beslutning om at slaa ind paa en ny, energisk
Handlingspolitik; han afventede blot det
belejlige Øjeblik.
Dette indtraf ved Kejser Karl VI’s Død 20.
Oktbr 1740. Østerrigs Brud paa
Overenskomsten 1728 havde allerede fjernet Frederik
Vilhelm I, det gav nu F. fri Hænder, og under
Henvisning dertil og til gl. Krav paa visse Dele
af Schlesien rykkede preuss. Tropper Decbr
1740 ind i dette Land. Freden i Breslau (Juni
1742) skaffede Preussen Schlesien (se i øvrigt
Schlesiske Krige og Østerrigske
Arvefølgekrig). En stor, rig og vigtig
beliggende Prov. var saaledes F.’s første Vinding.
Men endnu en Gang under den østerr.
Arvefølgekrig maatte F. gribe til Vaaben for at sikre
sin Erobring, den anden schlesiske Krig (Aug.
1741—Decbr 1745) og Freden i Dresden (Decbr
1745) fornyede Breslau-Fredens Bestemmelser.
1746 anerkendte England og ved Freden i
Aachen 1748 de øvrige Magter F.’s Besiddelse
af Schlesien. 1744 havde F. taget Østfriesland i
Besiddelse ved Fyrstehusets Uddøen; Huset
Hannover gjorde Indsigelse, men ogsaa denne
Erhvervelse anerkendtes ved Fredsslutningerne
i Dresden og Aachen.
Efter Freden i Dresden fulgte 10 Aar, i hvilke
de preuss. Vaaben hvilede; F. forlod den
offensive Politik, og stærkt optaget af den indre
Styrelse og sine personlige Interesser afholdt
han sig fra Indblanding i de europ.
Forviklinger. Men trods Opbydelse af alle sine
diplomatiske Evner, der just i disse Aar fik
Lejlighed til at udfolde sig, lykkedes det ham dog
ikke at afvende den ny Krig. Østerrig vilde
have Hævn for Schlesiens Tab og fandt Støtte
hos Rusland, der allerede 1745 ved en
hemmelig Traktatartikel havde stillet Revanchen i
Udsigt. Kejserinde Elisabeth’s personlige Had til
F. øgede Spændingen, og Preussen maatte paa
sin Side frygte Ruslands Planer om Udvidelse
mod Ø. 1749—55 mente F. at burde støtte sig
til sine Allierede fra Arvefølgekrigens Tid;
Frankrig og Sverige droges med ind i denne
Forbindelse. Men i Beg. af 1756 foretog han en
Frontforandring, og traadte ved
Weselmünster-Traktaten af 16. Jan. 1756 i Forbund med
England, der var indviklet i Sø- og Kolonialkrigen
med Frankrig. Han haabede gennem Englands
Indflydelse at sikre sig mod et russ. Angreb,
men opnaaede kun at fremskynde den
fransk-østerrigske Alliance, der fik sit Udtryk i
Versailles-Traktaten 1. Maj 1756. Fredsbrudet var
nu kun et Tidsspørgsmaal, og da F. erfarede,
at Rusland og Østerrig allerede havde planlagt
et Angreb næste Aar, besluttede han at komme
dem i Forkøbet, og med hans Indfald i Sachsen
Sommeren 1756 begyndte den preuss.
Syvaarskrig (s. d.). I 7 Aar førte F., alene
støttet af England og nogle mindre, nordtyske
Magter, en ulige Kamp mod en Koalition af
næsten hele det øvrige Europa. Der var
Øjeblikke, da Riget syntes at maatte bukke under
for de overmægtige Fjender og Sammentræf af
ulykkelige Omstændigheder, men fremfor alt
skyldtes det F. selv, at Preussen kæmpede sig
frem til Freden i Hubertsburg 1763 uden Tab
af Land. Hans utrolige personlige
Anstrengelser og sejge Udholdenhed havde støttet hans
mægtige Evner som Hærfører og Diplomat, og,
skønt haardt ramt af Krigens Ødelæggelser, gik
Preussen ud af Kampen med stærkt øget
Anseelse. Der var fra nu af en tysk Stormagt til,
og F. stod som en af Europas ledende
Statsmænd, ja som den, hvis Ord i den flg. Periode
havde størst Vægt.
F.’s store Arbejde for Preussens indre
Udvikling gik tilbage lige til hans Tronbestigelse.
Allerede i den første Fredsperiode (1746—56)
var store Reformer begyndte, da han vilde
skabe den største og hurtigst mulige Opblomstring
af Rigets Velstand som Grundlag for de store
Rustninger, den usikre Stilling udadtil havde
gjort fornødne. Hæren var før Syvaarskrigen
bragt op til 150000 Mand, men den tilsvarende
Stigning i Statsindtægterne var fremkommet
ikke ved Skattepaalæg, men ved en gennemført
Ophjælpning af alle Erhvervslivets Grene og
dermed hele Landets Velstand. Men derpaa havde
Krigen taget Hovedsummen af hans Kræfter, og
da han 1763 paa ny kunde vende sig til den
indre Styrelse, krævedes her det samme
gigantiske Arbejde, som Krigen havde fordret.
Preussens Velstand syntes i Bund og Grund ødelagt;
hver Landsdel var hærget, Byer og Landsbyer
laa i Grus; i Fredsperioden havde han
koloniseret og skabt Plads for Tusinder af
Indvandrere som Faderen før ham og fordum den
store Kurfyrste; nu var Befolkningen aftaget
med 1/3. Men øjeblikkelig tog F. fat paa
Genrejsningen, og inden mange Aar var alt
genoprettet. I hans indre Politik træffer man de
samme Træk som i hans ydre: et
gennemtrængende Klarsyn og en aldrig svigtende Energi,
der fører til hurtig og frugtbar Handling.
Baggrunden for hans Styrelse er hans skarpt
udformede Opfattelse af sin Myndigheds Natur
og Pligter. Det absolutte Kongedømme var hans
Ideal, men i en anden Forstand end Ludvig
XIV’s. Han opfattede det som grundet paa
Folkets Villie og ikke af nogen overnaturlig Magt;
men den Myndighed, der een Gang var lagt i
hans Haand, skulde være hans helt og
ubeskaaren. Folkets Deltagelse i Statsstyrelsen
afvistes derfor ubetinget, men samtidig hævdede
han, der kaldte sig »Statens første Tjener«, at
det var Fyrstens Pligt i eet og alt at ofre sig
for Folkets Vel. Pligtbudet gælder ham selv
saavel som hver af hans Tjenere. »Alt for
Folket, intet ved Folket« er den skarpe
Formulering, man har givet »den oplyste Despotisme«,
for hvilken F. er den typiske og mest værdige
Repræsentant. Med denne Opfattelse kunde han
fortsætte i sin Faders Spor. Det var mindre
hans Styrke at skabe fra ny af end at
fuldkommengøre og forbedre. Han var langt mere
konservativ end revolutionær.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
