Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frihavn - Frihed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
losse. Der findes Vareskure paa et samlet Areal
af c. 5500 m2 foruden Pakhuse og andre
Bygninger.
Saavel i Malmö som i Göteborg
paatænkes der indrettet F., og der foreligger
udarbejdede Planer til saadanne Anlæg begge
Steder.
J. M.-P.
Frihed som Retsbegreb er den den Enkelte
ved Statens Retsorden faktisk tilkommende Ret
til uden Indgriben fra Statsmagtens Side at
forfølge sine selvvalgte Maal. Denne individuelle
F. betegnes snart som borgerlig F., snart
som personlig F., undertiden ogsaa som
politisk F. Den borgerlige ell. politiske F.
i denne videre Bet. er uafhængig af den
bestaaende Statsforfatning. Den kan lige saa vel
findes i et uindskrænket Monarki som i en
konstitutionel Stat. Ved politisk F. i snævrere
Forstand forstaas den den enkelte Borger ved
Statsforfatningen tillagte Ret til aktiv Deltagelse
i Statens Styrelse. Ved personlig Frihed i
snævrere Bet. forstaas den Enkeltes Ret til frit at
raade over sin Person.
Staten frembringer intet umiddelbart og fra
først af. De Livsforhold, den ordner, og hvis
Former den hævder, er forud givne. De
Tanker, den søger at virkeliggøre, og de
Grundsætninger, den anvender, er opstaaede og har
udviklet sig ude i de enkelte Individers
Bevidsthed. Dens Virksomhed er at anordne og at
haandhæve. I Rettens Form autoriserer og
systematiserer den de Normer, der skal
bestemme Borgernes indbyrdes Forhold. Den sætter
Skranker for det enkelte Individs Handlefrihed
og beskytter den Enkelte mod de Mange og de
Mange mod den Enkelte. Over for den
Genstridige hævder den Retsordenens Autoritet ved
med Magt at fremtvinge Lovens Opfyldelse. Og
over for Retsbryderen søger den at genoprette
den krænkede Retsorden ved at paalægge den
Skyldige Strafs Lidelse k Statens Formaal er
med sin Retsorden og sine Tvangsmidler at
tilvejebringe og opretholde de nødvendige ydre
Vilkaar for, at saa mange Individer som
muligt — og derved Samfundet — kan maa den
rigest mulige Udvikling. Hvilken Virksomhed
Staten i det enkelte bør udøve for at løse denne
Opgave, lader sig ikke med Almengyldighed
positivt fastslaa, Paa væsentlige Punkter vil det
afhænge af de vekslende Tiders skiftende
aandelige og materielle Strømninger, og meget vil
bero paa det enkelte Statssamfunds særlige
sociale Forhold. Efterhaanden som Staten er
blevet sig sin Natur og sin Opgave bevidst, har
den imidlertid med stadig større Klarhed selv
draget bestemte Grænser for sin
Myndighed. Det ligger uden for Statens Evne at
bestemme den Enkeltes Tænkning. Og Staten er
ude af Stand til hos de Statsundergivne at
fremtvinge en bestemt moralsk eller religiøs
Overbevisning. Af en simpel psykologisk
Nødvendighed maa Staten ganske afholde sig fra
ethvert Forsøg paa at gribe ind i Aandens
indre Verden. Af etiske Grunde maa dernæst alle
saadanne menneskelige Livsforhold, hvis
virkelige Bet. udelukkende beror paa indre
Momenter, være Staten uvedkommende. Uden for
Statens Myndighed ligger ikke blot det indre
etiske Liv og den religiøse Tro, men ogsaa den
Enkeltes etiske Livsførelse og Troens
Bekendelse. Ligesom Staten overhovedet ikke bør søge
at gøre sig til Herre over visse Sider af de
Statsundergivnes Aandsliv og dets
Ytringsformer, saaledes bør den endvidere ikke heller i
de Forhold, den med Føje behersker, være
berettiget til at handle ganske efter eget
Forgodtbefindende. Forholdet mellem Stat og
Statsundergivne er et Retsforhold. Ligesom Staten
har Rettigheder over for Borgerne, saaledes
staar Borgerne ogsaa med Rettigheder over for
Staten. Den Enkelte har Krav paa, at Staten
i sin Befalingsrets Udøvelse og i sin
Magtanvendelse stedse er lovbunden. I den moderne
Stat skylder den Enkelte kun Loven
Lydighed. Men Statsmagten er ikke blot formelt
begrænset ved den til enhver Tid bestaaende
Retsorden. Borgerne maa have Ret til at kræve, at
Staten ogsaa i selve sin lovgivende Virksomhed
er begrænset og kun under ganske særlige
Betingelser er berettiget til at gøre Indgreb i visse
særlige individuelle Rettigheder. Af
saadanne Frihedsrettigheder kan nævnes
den personlige Frihed (i snævrere Bet.),
Husfreden, Ytringsfriheden, Foreningsfriheden,
Ejendomsretten, Næringsfriheden. Ogsaa Livet
inden for Familien maa den Enkelte være
berettiget til at leve uden Statens Indblanding.
Direkte Tvang til Ægteskab kendes ikke i den
moderne Stat. Og Forbud mod Ægteskab vil
kun i ganske enkelte Tilfælde tilstrækkeligt
kunne begrundes i Hensynet til det almene
Vel. Børnenes moralske Opdragelse maa
principielt være Staten uvedkommende. Kun, hvor
Børnene p. Gr. a. Forældrenes grove
Pligtforsømmelse legemligt ell. aandeligt er stedte i
Nød, vil Staten til Børnenes Beskyttelse kunne
være berettiget til at gribe ind med sin
Tvangsmyndighed. Og den Enkelte maa i vid
Udstrækning have Adgang til Skilsmisse. Den kanoniske
Rets Dogme om Ægteskabets fuldstændige
Uopløselighed — en naturlig Konsekvens af den kat.
Kirkes teoretiske Opfattelse af Ægteskabet som
et Sakrament — erkendes nu ogsaa fra visse
Sider i kat. Lande at være i Strid med den
Ægtefællernes fri Hengivelse, som rent
menneskeligt set (og derfor ogsaa statslig) maa være
den første Betingelse for et sandt og værdigt
Ægteskab. Den moderne Stat bygger paa
Forudsætningen om hele denne omfattende
borgerlige Friheds etiske Bet.
Personlighedens frie Udvikling erkendes som det ideale
Maal for den Enkelte og som Kilden til al.
aandelig og materiel Fremgang i Samfundet.
Enkelte Sider af den individuelle F. er der i
den moderne Stat tillagt en særlig
Beskyttelse. Den enkelte Borgers personlige
Sikkerhed var i England allerede i 13. Aarh. ved det
saakaldte store Frihedsbrev, Magna Charta
libertatum, blevet stillet under Domstolenes
umiddelbare Beskyttelse. Ingen fri Mand maatte
gribes ell. fængsles ell. berøves sin Ejendom ell.
erklæres fredløs ell. landsforvises .... uden
efter lovlig Dom af hans Ligemænd. Senere
blev disse the just rights and liberties of the
subjects gentagne Gange stadfæstede. Og under
Forfatningskampene i 17. Aarh. blev de atter
udtrykkelig anerkendte. Ved Parlamentets
Petition of Right 1628, der ved Kongens Svar —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
