Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frihed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i den sædvanlige Form: Soit fait, comme il est
désiré — blev til Bill of Right, fastsloges det,
at enhver Fængslet kunde fordre — ved writ
of habeas corpus — at blive stillet for sin rette
Dommer med Angivelse af Grunden til
Fængslingen. Efter Habeas Corpus Act af 1679 kunde
enhver Fængslet kræve snarest muligt at faa
sin Sag bragt ind for Lord Kansleren eliter en
af Westminster-Retterne, som da ved sin Kendelse
inden 24 Timer skulde afgøre Fængslingens
Lovlighed. Og ved Declaration of Right af
1689, der senere i en noget ændret Skikkelse
fremtraadte som Bill of Rights, blev ogsaa
denne Borgernes »gamle uomtvistelige Ret«
definitivt bekræftet. Tilsvarende Forskrifter fandtes
i Tillægget til De forenede Staters Forfatning
af 1791 og er derpaa senere blevne optagne i
de fleste europ. Staters Love. I den moderne
Stat er det nu overalt en anerkendt
Grundsætning, at ingen kan fængsles uden efter en
Dommers Kendelse. Efter alm. statsretlig
Opfattelse bør det samme ordentligvis gælde om
den delvise Frihedsberøvelse, der ligger i en
Undersøgelse paa Person. Og kun som en ved
Dom ikendt Straf vil den Enkelte kunne »stilles
under Politiets Opsigt«. I al moderne Statsret
og Lovgivning er det endvidere en Grundregel,
at Straf alene bør paalægges ved Dom. Strafs
Ikendelse medfører saa dybt et Indgreb i den
Enkeltes hele Tilværelse, at der her maa skabes
den størst mulige Garanti mod Misbrug af
Statens Tvangsmyndighed. Og denne Garanti
antages bedst at kunne søges hos de til
Retsspørgsmaals Afgørelse særlig organiserede Domstole.
I fl. Stater har denne Grundsætning faaet et
positivt Udtryk i selve Forfatningen. I den
norske Grundlov hedder det saaledes i § 96, at
ingen kan dømmes uden efter Lov ell. straffes
uden ved Dom. Og i den sv. Regeringsform
udtales det i § 16, at Kongen bør ikke berøve ell.
lade berøve nogen Liv, Ære, personlig Frihed
og Velfærd, uden at han er lovlig overbevist
og dømt. Den danske Grundlov indeholder
derimod ikke en tilsvarende Bestemmelse. Ogsaa
herhjemme er denne Grundsætning imidlertid
allerede under Enevælden blevet anerkendt. Det
var navnlig Henrik Stampe, der som
Generalprokurør i sine »Erklæringer« hævdede
dens Bet. og derved banede Vejen for dens
Gennemførelse. Det var Øvrighedens Sag at
befale, foranstalte og paase. Og det tilkom
Øvrigheden at sørge for, at det onde blev straffet.
Men selve Straffen burde alene bestemmes og
paalægges ved Dommerens Kendelse. Fra
Slutn. af 18. Aarh. synes Grundsætningen at
være alm. efterfulgt i Statsforvaltningen. Og ved
Forordningen af 5. Apr. 1793 om Fængslernes
bedre Indretning blev den fastslaaet i
Lovgivningen. »Det strider mod Retfærdighedens
Grundsætninger, at nogen skulde anses skyldig
til Straf, førend han dertil paa lovlig Maade er
blevet dømt«. Bortset fra de milit. Forhold er
det kun rent undtagelsesvis, at der i den
moderne Stat er tillagt Øvrigheden Myndighed til
at paaiægge egl. Straffe. Det er ikke blot den
personlige Sikkerhed og Frihed, der i den
moderne Stat fremtræder med et saadant særligt
Krav paa Beskyttelse. Ogsaa visse andre særlige
Rettigheder er der tillagt en saadan særlig
Ukrænkelighed. Husfreden, Ytringsfriheden og.
Foreningsfriheden er saaledes i de fleste Stater
ligeledes stillet under Domstolenes umiddelbare
Beskyttelse. Før end i noget andet Land blev i
England Boligens Ukrænkelighed
retlig fastslaaet. Ingen Husundersøgelse vil
kunne foretages uden efter en Dommers Kendelse.
Ogsaa denne Grundsætning blev optaget i De
Forenede Staters Forfatning. Og i Løbet af 19.
Aarh. er den ligeledes i alle moderne Stater
blevet anerkendt af Statsstyreisen. I de fleste
Stater er Tanken imidlertid — konsekvent —
ført videre. Ogsaa Brevhemmeligheden er
umiddelbart beskyttet ved Domstolene. Over sine
Breve og Papirer, hvor de end findes, maa den
Enkelte selv udelukkende være raadig. Ligesom
den Enkelte maa være beskyttet imod, at nogen
egenmægtig trænger sig ind i hans Bolig og
derved krænker hans Tilværelses ydre Fred,
saaledes maa han ogsaa være sikret imod, at
nogen ved egenmægtig at undersøge hans
Breve og Papirer skaffer sig Kundskab om Tanker
og Planer, han selv har tænkt og nedskrevet,
ell. om Ting, der af andre er ham betroede,
og som paa sin Maade udgør en Del af hans
aandelige Tilværelse. Og denne Ret til
Beskyttelse maa tilkomme ham ogsaa over for
Statsmagten. Uden for Krigstilfælde vil
Beslaglæggelse og Undersøgelse af Breve o. a. Papirer
kun kunne iværksættes efter en Dommers
Kendelse. Dette gælder navnlig lukkede Breve, der
kun bør kunne aabnes af Dommeren under
særlig betryggende Former. Enhver hemmelig
Udspejden fra Statsmagtens Side af den enkelte
Borgers Ord og Handlinger, af hans Liv og
Færd, bør efter moderne statsretlig Opfattelse
sikkert ogsaa kun kunne foretages af
Øvrigheden (Politiet) under samme judicielle
Kontrol som en Undersøgelse af hans Bolig. Til
Værn for den almene Sikkerhed og Medborgeres
Ære vil der i enhver Stats Love være fastsat
visse alm. Grænser for Ytringsfriheden.
Men kun for Domstolene vil den Enkelte
kunne drages til Ansvar. Og af offentligretlige
Hensyn maa Staten være berettiget til at foreskrive
visse ydre Betingelser og Former for
Foreningsfrihedens Brug. Men kun
Domstolene kan endelig afgøre, hvorvidt
Foreningsfriheden i det enkelte Tilfælde er misbrugt.
I en Række Stater er endelig ogsaa
Ejendomsretten stillet under Domstoltenes
umiddelbare Beskyttelse. Overalt i den moderne Stat
er det en Grundregel, at ingen kan berøves sin
Ejendom, uden hvor Almenvellet kræver det,
og da kun mod en forudgaaende fuldstændig
Erstatning. Og denne Erstatnings Størrelse er
det i de fleste Stater overladt Domstolene at
fastsætte. I Frankrig sker det ved en Kendelse
af en Jury. I enkelte Stater — saaledes i
Belgien, Østerrig, Ungarn og visse schweiziske
Kantoner — er Afgørelsen henlagt til de alm.
Domstole. I Preussen benyttes særlige,
sagkyndige Taksatorer. Men deres Kendelse vil
altid kunne indankes for Domstolene. I Danmark
og Norge, hvor Erstatningens Størrelse ligeledes
bestemmes af en administrativ Myndighed, er
Taksatorernes Afgørelse derimod endelig. Over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
