Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Friluftsteater - frimaire - Frimann, 1) Claus - Frimann, 2) Peter Harboe - Frimenigheder - Frimester
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Adam Poulsen, aabnet Juni 1910 med
Oehlenschläger’s »Hagbarth og Signe (allerede
Johanne Luise Heiberg fattede Tanken om et F.
i Dyrehaven). Siden er der blevet spillet paa
dette naturskønne Sted med Undtagelse af et
Par Somre. Repertoiret har bl. a. bestaaet af
saadanne Værker som Schiller’s »Røverne«,
Shakespeare’s »En Skærsommernatsdrøm«,
Sofokles’ »Antigone«, Heiberg’s »Elverhøj« og
»Recensenten og Dyret«, Drachmann’s »Dansen
paa Koldinghus« og »Gurre« og Hartmann’s
Opera »Liden Kirsten«. I Sommeren 1918
opførtes Moliére’s Komedie »George Dandin« paa et
F., der var rejst i Gaarden ved Rigsarkivet i
Kbhvn. Andre danske F. er opstaaet ved
Odense og Aarhus, og Sommeren 1916 foretog
Direktør Adam Poulsen en stor Friluftsturné
gennem Danmark med »Der var engang —«.
Klimaets Ustadighed volder dog stadig
Virksomheden adskillige Vanskeligheder.
I Sthlm er der indrettet F. paa »Skansen«,
hvoi bl. a. »Värmländingerna« er blevet spillet;
i Kria er der blevet forsøgt enkelte Opførelser
paa Bygdø (bl. a. af »Elverhøj«). Som Festspil
ved Midsommertid synes F.-Opførelser at have
Udsigt til en varig Plads i det nordiske
Publikums Gunst.
C. B-s.
frimaire [fri’mæ.r] (af fr. frimas, Rimfrost),
Rimmaaneden, den 3. Maaned i den første fr.
Republiks Kalender, i Aarene I, II, III, V, VI,
VII fra 21. Novbr—20. Decbr, i Aarene IV, VIII,
IX, X, XI, XIII og XIV fra 22. Novbr-21. Decbr,
Aar XII fra 23. Novbr—22, Decbr af den
gregorianske Kalender.
(F. J. M.). P. L. M.
Frimann, 1) Claus, norsk Digter, f. paa
Selje Præstegaard 15. Maj 1746, d. i Daviken
11. Oktbr 1829. Kort efter at være blevet
Student i Kbhvn (1765) tog han hjem igen til
Norge som Huslærer hos en Præst ved Bergen.
3 Aar efter blev han teol. Kandidat og tog paa
ny hjem som Huslærer, denne Gang hos den
bekendte Præst Hans Strøm paa Søndmør, hvis
Kapellan han blev. 1780 blev F. Sognepræst til
Daviken i Nordfjord, og her tilbragte han
Resten af sine Dage. 1777 vandt han en litterær
Pris med Digtet »Horneelen« og skrev siden
adskilligt paa Vers i Tidens stive Smag,
beskrivende og belærende Digte, samt udgav 1780
»Sange over Evangelierne« og senere et Par
Andagtsbøger. P. Gr. a. sin Rationalisme og
sin Nærighed kom han først efter mange
Rivninger i et taaleligt Forhold til sin Menighed.
Saa meget større Yndest vandt han hele
Vestlandet over, da det ved »Almuens Sanger« (1790)
og »Den syngende Søemand« (1793) lykkedes
ham at »forsyne Almuen paa Landet med bedre
Folkesange end de hidtil brugelige«, et Maal,
som han satte for sin poetiske Virksomhed,
efter at Ansættelsen i det afsides liggende
Sognekald havde løsrevet ham fra alle
Moderetninger og indlevet ham i Naturens og Folkelivets
Poesi. For den litterære Verden blev han en
skjult Stjerne, saa længe han levede, da han
helt forsmaaede at »gøre nogen synderlig
Parade«. Først Welhaven drog hans Poesi frem
af Glemselen og tildelte ham Rangen som »den
ypperste Digteraand bl. alle de norske Sangere
fra den sidste Halvdel af forrige Aarh.«. Den
slaaende Anskuelighed i Udtrykket, den
syngende Rytme og den lyse Tone i Verset, som er al
ægte folkelig Poesi egen, gør denne »Almuens
Sanger« til en af de udødelige i norsk
Litteratur. (Litt.: Welhaven’s »Samlede
Skrifter« VI; Jæger, Illustr, norsk litteraturhist.«;
H Lassen, »Afh. til Literaturhist.«; D.
Thrap<sp></sp><sp></sp>, »Bidrag til d. n. Kirkes Historie i 19.
Aarh.«).
2) Peter Harboe, norsk Digter, ovenn.’s
Broder, f. paa Selje Præstegaard 18. Novbr
1752, d. i Kbhvn 21. Septbr 1839. Som Student
samlede han sin Interesse om den klassiske og
moderne fr. og eng. Litt.; i det Norske
Selskabs »Samlinger« lod han trykke Romancen
»Axel Tordsøn og Skjøn Valborg«, en »Ode til
Søvnen« og »Tanker ved en Flod« og vandt
megen Anerkendelse hos Tidens
Smagsdommere. Helt i Tidens Stil er ogsaa de to
naturskildrende Digte, han udgav et Par Aar senere,
»Skt Synnevas Kloster paa Selløe« og
»Horneelen«. Dermed afsluttede han for bestandig sin
poetiske Virksomhed, skønt Kritikken ikke
havde sparet paa Opmuntring. F. traadte senere
ind i Diplomatiet med Ansættelse ved
Legationerne i Petrograd og Sthlm, indtil han 1795
kom hjem som Sekretær i det udenlandske
Departement, hvorfra han 1832 tog Afsked. (Litt.:
Welhaven’s »Saml. Skrifter)) VIII; Jæger,
»Ill. norsk literaturhist.«).
(C. Br.). E. S-n.
Frimenigheder bruges i Danmark som
Navn for nogle grundtvigske Menigheder, der i
Lære og Ritus staar paa Folkekirkens Grund,
men som forfatningsmæssigt staar uden for den.
Disse F.’s Præster kan med Bispens Tilladelse
holde Gudstjeneste, udføre Daab og Nadver i
Sognekirken og kan foretage Begravelser paa
Folkekirkens Kirkegaarde. Den første F. af den
Slags dannedes 1883 paa Mors, idet Staten
fratog Valgmenigheden deroppe dens Godkendelse,
fordi dens Præst R. Lund mod Folkekirkens
Forskrifter tog Konfirmander til Alters
umiddelbart efter Konfirmationen og uddelte
Nadverens Sakramente uden Skriftemaal og
Absolution til dem, der ønskede det, samt, og det var
det afgørende, tog et ukonfirmeret 12 Aars
Pigebarn, der ikke var sygt, til Alters, til Trods for
at Tilladelse dertil var blevet ham nægtet.
Saadanne F. findes nu foruden paa Mors (Galtrup)
i Hanherred (Klim), i Himmerland (Støvring),
i Holstebro, i Midtsjælland (Høve), i Stevns og
i Ringkøbing.
I Tyskland bruges F. om nogle
frireligiøse Samfund, der skilte sig ud fra Statskirken
i Preussen i 1840’erne, og som 1847 fik fri
Religionsøvelse. Deres Ledere har spillet en Rolle
som liberale Politikere, men som religiøse
Samfund har de ingen Bet. (Litt.: Fr. Nielsen,
»Statskirke og Frikirke« [1883]).
L. M.
Frimester kaldtes i Lavstiden den (som
Regel en Lavssvend), der uden at være optaget
som Mester i et Lav fik Ret til selvstændig at
udøve det under Lavet hørende Erhverv, dog
med en større ell. mindre Begrænsning. Efter
Reskr. 23. Oktbr 1713 maatte der ved hvert
Lav i Kbhvn ansættes 1 ell. 2 F., der dog hver
kun maatte holde een Svend og ikke oplære
nogen Dreng. Ved den i fl. Henseender
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
