Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Friser - frisere, se Frisør - friseret Due, se Duer - frisindede Venstre - Frisiske Øer - frisisk Faar, se Faar - frisisk Ret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hunes-, Fivel-, Ems-go, Nordendi, Harlingen,
Rüstringen V. f. Weser, Wührden og Wursten Ø.
f. Weser) tilkæmpede sig Selvstyre. Tidligst
henimod Midten af 12. Aarh. dannede de 7
frisiske »Sølande« et Forbund til Støtte mod
Lensvælden. Landskaberne var delte i Kredse (Go,
tysk Gau), disse atter i Bylag, der lededes af
folkevalgte Dommere og »Talemænd«.
Fælles-styret lededes af 12 à 16 Dommere (rêdjeva),
men den øverste Landsmyndighed var
Forbundsdagen, der aarlig 3. Pinsedag
samledes ved Aurich om de Upstallsboom
(Højstedtræet). — Siden 13. Aarh. forfaldt F.’s
Selvstyre ved indre Splid. Greverne af Holland
kuede de sidste fri F. V. f. Vlie og udvidede
deres Magt over Midt-F.; Staden Groningen
blev Herre over F. paa den tilstødende Kyst;
Greven af Oldenburg knækkede Stedingerne i
et med pavelig Hjælp støttet »Korstog« 1234.
Derimod lykkedes det Edzard Cirksena og hans
Søn Ulrik at grunde et Rigsgrevskab
Østfriesland mellem Weser og Ems. Ved
Fyrsteslægtens Uddøen 1744 arvedes dette Land af
Preussen. — Nord- eller Strand-F. har aldrig
haft noget saa udpræget Selvstyre som de
sydligere F. Naar bortses fra Øerne Sild, Føhr og
Amrum, hvis Indb. ikke regner sig for F. og
derfor maaske er Rester af Urindbyggere, var
hele Sønderjylland underlagt Danmark, før F.
indvandrede. Det tidligste Spor af Indflytning
er Bosættelsen af den førnævnte danske
Friserhøvding Hrørik 857; først 1105 nævnes Nord-F.
i Historien, og Sakse kalder dem udtrykkelig
for Indvandrere. Rimeligvis er F. delvis ved
Overenskomst med Kongen blevne bosatte i
»Udlandene« paa halvt mennesketomme Øer og
Marskstrøg, der iflg. dansk Statsret var
Konunglev ɔ: Krongods. Derfor kaldes Udlands-F.
i hele Middelalderen »Kongens F.«, modsat F.
i de danske Herreder og Sysler paa den faste
Geest-Rand, de saakaldte »Danelagens F.«
(Frisones de lege Danica). Udlands-F. stod direkte
under Kongen, svarede Jordskyld, ydede
Gæsteri og Leding, men havde et vist stedligt
Selvstyre med egne Love og folkevalgte
Ombudsmænd. De rejste sig 1252 og dræbte Kong
Abel, dog uden at opnaa Løsrivelse. — Landet
hjemsøgtes af Pest og af den store
Menneskedrukning 1362, som sænkede c. 50 Sogne i
Havet. Det var stadigt Stridsemne mellem
Kongerne og de sønderjyske Hertuger, indtil det i 15.
Aarh. indlemmedes i Hertugdømmet Slesvig,
dog med Undtagelse af nogle Øer og Østumper,
der kom direkte under Kongeriget. Fortsatte
Oversvømmelser, især Nordstrands Ødelæggelse
1634, svækkede Nord-F. og splittede dem
geografisk. — Nutildags vedligeholder F.’s
Nationalitet kun i holl. Friesland en kraftig
Tilværelse; den frister desuden Livet i det
oldenburgske Landskab Saterland, samt paa
Helgoland og hos Nord-F., men dens Uddøen er her
kun et Tidsspørgsmaal, se under Frisisk
Sprog og Litt. (Litt.: Zeuss, »Die
Deutschen« [München 1837, S. 136, 397]; Klopp,
»Geschichte Ostfrieslands« [Hannover 1858];
K. v. Richthofen, »Untersuchungen uber
fries. Rechtsgeschichte« [Berlin 1880—86, deraf
separat to hist. Kort 1882]; Block, »Friesland
<sp></sp>im Mittelalter« [Leer 1891]; Tidsskr. »Die vrije
Fries« [Leeuwarden 1839 ff.]; Th. Siebs, »Zur
Geschichte der engl.-fries. Sprache« [Halle 1889,
Indl.]; Samme i Paul’s »Grundriss d. germ.
Philol.«, 2. Udg. I.; R. Much, Art. Friesen hos
Hoops, »Reallexikon der germ. Altertumskunde«
[1913]; Bremer, »Ethnographie der germ.
Stamme« [Paul’s »Grundriss d. germ. Philol.«, 2.
Udg. III, § 123-128; nyt Optryk 1905]; L.
Schmidt, »Gesch. d. deutschen Stamme«
[Berlin 1905 ff.]; Wiarda, »Ostfries.
Geschichte« [Aurich 1791—98]; Th. Siebs,
»Das Saterland« [»Zeitschrift d. Ver. f.
Volkskunde« 1893]; A. Michelsen,
»Nordfriesland im Mittelalter« [Slesvig 1828]; A. D.
Jørgensen, »Bidrag til Nordens Hist. i
Middelald.« [Kbhvn 1872]; Samme, »Frisernes
Indvandring i Sønderjylland« [Sønderj. Aarh,
1893]; V. Langhans, Ȇb. d. Ursprung
der Nordfriesen« [Wien 1879]; Chr.
Jensen, »Die nordfries. Inseln« [Hamburg 1891];
P. Langhans, »Die Sprachverhältnisse
in Schleswig« [Petermann’s Geogr.
Mitteilungen, 1892]; P. Lauridsen, »Om
Nordfrisernes Indvandring« [Hist. Tidsskr., 1893];
H. V. Clausen, »Folkesproget i Sønderjyll.«
[Sønderj. Aarb. 1892—93, m. Kort]).
G. S-e.
frisere, se Frisør.
friseret Due, se Duer, S. 493.
frisindede Venstre kaldes et politisk Parti
i Norge, stiftet paa et Landsmøde af Delegerede
i Kria Marts 1909. Den ny Organisations Navn
blev paa det konstituerende Møde 1. Marts
foreslaaet af Dirigenten, forhenværende
Statsminister Chr. Michelsen.
K. V. H.
Frisiske Øer kaldes den Ørække, der
findes langs Vesterhavets Kyst fra Helder i
Holland til Jylland og kun er afbrudt ved Wesers
og Elbens Mundinger. De er Levninger af den
gl. Kyst, der er blevet ødelagt ved Havets
Oversvømmelser, og er dannede i alt Fald for en
Del ved store Oversvømmelser i 13. Aarh. (1277
og 1287), 1511 og Oktbr 1634. De ligger i samme
Retning som Kysten og staar i Forbindelse med
denne ved de under Elben tørt liggende Vader.
De deles i de vestfrisiske, de østfrisiske og de
nordfrisiske Øer. Den første Gruppe strækker
sig fra VSV.—ØNØ. og omfatter de holl. Øer
Texel, Vlieland, Terschelling, Ameland,
Schiermonnikoog, Boschplaat og Rottum. Den anden
Gruppe bestaar af Øerne Borkum, Memmert,
Juist, Norderney, Baltrum, Langeoog,
Spiekeroog og Wangeroog, den sidste tilhører
Oldenburg, de andre Preussen. Foran Elb-Mundingen
ligger Neuwerk. Til de nordfrisiske Øer, der
ligger uden for den slesvigske Kyst, regnes de
danske Øer Fanø og Manø samt de til Preussen
hørende Øer Romø, Sild, Føhr, Amrum,
Halligerne, Pelvorm og Nordstrand.
G. Ht.
frisisk Faar, se Faar, S. 640.
frisisk Ret. Den ældste bevarede
Optegnelse af f. R. er den saakaldte Lex Frisionum
(udg. bedst af Richthofen i Monumenta
Historiæ Germaniæ. Leges III 631), en Samling af
Retsforskrifter fra forsk. Tid og af forsk.
Oprindelse, affattet paa Latin, maaske paa Karl
den Store’s Tid. Fra en senere Tid findes der
bevaret forsk. frisiske Landretter (Küren),
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
