Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fröbel, August Wilhelm Friedrich - Fröbel, Julius - Fröberg, Karl Johan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Omegnen, offentliggjorde sine Tanker om en
fuldstændig Reform af Børneundervisningen i flere
Programmer og i sit 1826 udgivne Værk
»Menschenerziehung«. Allerede som Barn havde F.
Tilbøjelighed til at fordybe sig i Naturen for
der at søge Løsning paa Livets Modsigelser.
Paa mystisk Maade fandt han Sindbilleder paa
Menneskelivets Forhold i Planteverdenen, i
Tallene og i Matematikkens Grundformer, og
efterhaanden kom han til den Erkendelse, at
Naturlivets Love er identiske med
Menneskelivets, hvorfor han krævede en naturlig
Udvikling af de menneskelige Anlæg, baade i Retning
af Kundskaber og Færdigheder. Men medens
han hævdede, at Naturens og Menneskets Liv
slaar i nøje Sammenhæng og samler sig i Gud
som Enhed, betonede han tillige, at det enkelte
Menneske skal være et efter sin Individualitet
harmonisk udviklet Hele, der bevidst indordner
sig som Led i Samfundet, gennem Opdragelsen
ført til Enhed med Gud, Naturen og andre
Mennesker. Barnet skal fra den tidligste Alder
udvikles metodisk, paa ethvert Trin modtage,
hvad der passer for dets Alder, og
Barndommen skal ikke blot betragtes som en
Forberedelse til Livet, men som en vigtig Del1 af selve
Livet. Religion, Naturkundskab og Sprog er de
betydningsfuldeste Undervisningsfag; men hvad
der er vigtigere end Indprenten af Kundskaber,
er at vække Barnet til Selvvirksomhed, og i
dette Øjemed bør man allerede fra den
tidligste Barndom tage den Trang til Virksomhed,
der viser sig i Barnets Lege og er af stor Bet.
for dets Liv som Voksen, i Opdragelsens
Tjeneste. F.’s Fremstilling, baade her og i andre
Skr, led af Svulst og Uklarhed, da han var
en underlig Blanding af Tænker og Digter, og
foreløbig vandt hans Anskuelser kun Tilslutning
i en snæver Kreds.
Økonomiske Vanskeligheder tvang ham 1831
til at overlade Anstalten i Keilhau til sin
Medarbejder Barop, og han søgte nu et Virkefelt i
Schweiz. Under sin Skolevirksomhed i Luzern
mødte han megen Uvillie hos Gejstligheden,
der i hans panteistisk farvede Kristendom saa
det rene Fritænkeri, og fulgte derfor 1835 en
Opfordring fra Regeringen i Bern til at oprette
et Vajsenhus i Burgdorf. Ved her at fordybe sig
i Comenius’ Skr fik han Øjet endnu mere aabent
for Bet. af Smaabørns Opdragelse og den
Opgave, her er tildelt Kvinden, og efter at han
1837 var vendt tilbage til sin Hjemstavn i
Thüringen, sysselsatte han sig Resten af sit Liv
udelukkende med denne Sag. Han havde en
sjælden Evne til’ at forstaa Smaabørn, omgaas
dem og sammenfatte sine Iagttagelser over dem
i et System. Sine Ideer om deres Opdragelse
vilde han virkeliggøre gennem Børnehaverne
(s. d.), for hvilke han utrættelig virkede i
Gerning og gennem Foredrag og Skr, ligesom
han oprettede et Seminarium for
Børnehavelærerinder paa Marienthal Slot, der var
overladt ham af Hertugen af Sachsen-Meiningen.
Aaret før sin Død led han den Krænkelse, at
Børnehaverne blev forbudte i Preussen af
Kultusminister v. Raumer, der forvekslede F. med
hans radikale Brodersøn, og Forbudet blev
foreløbig ved Magt, uagtet F. godtgjorde, at han
ingenlunde delte Brodersønnens Anskuelser. Til
Gengæld gav Diesterweg hans Virksomhed sit
Bifald.
Den Modstand, F. vakte ved det ny og til
Dels aparte i hans Ideer, og som blev
forstærket ved enkelte alt for ivrige Tilhængeres
Forsøg paa at løsrive Smaabørns Opdragelse fra
Familien, hvad der stod i bestemt Modstrid
med F.’s Tankegang, har nu lagt sig, efter at
Anskuelserne paa dette Omraade har klaret
sig. Det maa erkendes, at F.’s Bestræbelser
grunder sig paa en i det væsentlige rigtig
Tanke, selv om man ikke i alt billiger den Form,
under hvilken denne fremtræder. Hans
Fortjenester ligger derfor mindre i selve Systemet
og Metoden end i Paavisningen af den tidlige
Barndoms Bet. for Menneskets hele senere
Udvikling og i den Bevægelse, han har
fremkaldt for Smaabørns omhyggelige Opdragelse.
Selv virkeliggjorde han sin Fordring: »kom,
lad os leve for vore Børn!«, thi med Opbydelse
af alle sine Kræfter holdt han under Savn og
Miskendelse fast ved sit Livs Opgave og førte
den saa vidt, at den frøbelske Børnehave efter
hans Død har udviklet sig til et Led i
Opdragelsen i de fleste Kulturlande. Tyskland regner
ham derfor bl. sine mest fortjente Mænd. (Litt.:
B. Hanschmann, »F. F., die Entwickelung
seiner Erziehungsidee in seinem Leben« [1874];
»F.’s gesammelte pädagogische Schriften« ved
Wich. Lange [1874]; B. v.
Marenholz-Bülow, »Handbuch der Fröbelschen
Erziehungslehre« [1886]; Hedevig Bagger, »Fr.
F. Et Livsbillede« [1916]).
(J. L.). Fr. Th.
Fröbel [’frø.bəl], Julius, tysk Politiker og
Forf., foreg.’s Brodersøn (1805—93), blev 1833
Prof. i Mineralogi i Zürich og sluttede sig 1839
til den radikale Opposition. 1844 opgav han sit
Embede for at fremme den demokratiske
Agitation i Tyskland, bosatte sig 1846 i Dresden
og valgtes 1848 til den tyske Nationalforsamling,
hvor han hørte til yderste Venstre. Som
Forsamlingens Udsending drog han Oktbr
sammen med R. Blum til Wien, tog Del i
Opstanden og blev dødsdømt, men benaadet. 1849
deltog han ligeledes i Opstanden i Pfalz, fulgte i
Maj med de sidste Rester af Nationalforsamlingen
til Stuttgart og udvandrede derefter til
Nordamerika, hvor han var Redaktør først i
New York, senere i San Francisco. Han gjorde
1850—57 fl. Rejser i Nord- og Mellemamerika
og nedlagde Udbyttet af sine Iagttagelser i »Aus
Amerika« (2 Bd, 1857—58). Efter at have ægtet
en Datter af den tidligere Minister Grev
Armansperg, vendte han 1857 tilbage til Bayern
og flyttede 1862 til Wien, hvor han skrev flittig
i Bladene i stortysk Aand. 1867 bosatte han sig
i Minienen og udgav indtil 1873 »Süddeutsche
Presse«; blev 1873 tysk Konsul i Smyrna og
1876 i Alger indtil 1889. Af hans Skr bør
nævnes »Theorie der socialen Politik« (2 Bd,
1861—64), og »Die Wirtschaft des
Menschengeschlechts« (3 Bd, 1870—76) samt hans
»Lebenslauf« (1890—91).
E. E.
Fröberg [’frø.bærj], Karl Johan, svensk
Musiker, f. i Sthlm 28. Jan. 1812, d. 15. Maj
1884 i Vestervik. Opr. var han Violoncellist,
men helligede sig senere pædagogisk Virksomhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
