Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fyrrespinder - fyrretyve Ridderes Dag - Fyrskib - Fürst - Fyrstbiskop - Fyrste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udlandet. F. M. B., der skulde erlægges baade
til Kongen og den Forurettede, i Købstæderne
i Reglen ogsaa til Byen, var efter Pengenes
Værdi opr. en meget høj Bod.
P. J. J.
fyrretyve Ridderes Dag, 9. Marts, i det
rom. Kalendarium 10. Marts, er sat til Minde
om 40 Martyrer, som skal have lidt Døden Aar
320. De hørte til den rom. Hærs 12. Legion,
»den lynende« kaldet, og nægtede som Kristne
at ofre til Guderne. Det hændte i Sebaste i
Lillearmenien, ved Vintertid. De blev piskede
og sat nøgne i en Dam i 3 Døgn. Da de var
døde, blev deres Ben knuste, Ligene brændte
paa Baal og Asken strøet i rindende Vand.
Legenden er vistnok uhistorisk, da der for 13.
Jan. findes sat 40 Soldater, for 16. Juni andre
40, for 6. Apr. 3 Gange 40 Martyrer og for 19.
Juni 40000 Karmelitter. Det er nu omtr. den
eneste Mærkedag for Vejret, der er alm. husket,
hvilket er underligt, da der ikke er knyttet
nogen Forudsigelse til den i de ældre
Optegnelser. Det siges i mange Lande, at som Vejret
er 9. ell. 10. Marts, vil det vedblive at være
i 40 Dage, et Tal, som er taget fra Skriftens
40 Dages Syndflod. Vejrsproget gælder ogsaa
for 22. Febr, Skt Peter’s Dag (Peder
Varmesten), og for 24. Febr, Skt Mathias’ Dag, samt
i Tyskland for Askeonsdag, der som bevægelig
Festdag kan falde mellem 4. Febr og 10. Marts,
men til Middeldag har 21. Febr. At Askeonsdag
kommer 40 Dage før Paaske, kan være Grund
til, at den er taget med. Ser man bort fra det
vilkaarlige Tal 40, vil Sproget blot sige, at
begynder Vinteren sent, holder den ved haardt
og længe. Denne Iagttagelse er ogsaa udtrykt
i Sprogene: »Julesommer giver Paaskevinter«,
»grøn Jul, hvid Paaske« o. s. v., hvilket skal bet.,
at kommer Vinteren sent, vil dens Slutn. blive
streng, og omvendt. Har det frosset til
Kyndelmisse (2. Febr), og der saa kommer Tø, er
det onde overstaaet; men har det været mildt
til først i Marts, og Kulden saa indfinder sig,
vil den staa paa længe. Denne Iagttagelse har
staaet sin Prøve, men den er formet som Regel
i sydligere Lande og maa altsaa i Danmark
sættes senere. Tillige maa det erindres, at alle
Vejrregler for faste Dage er »gammel Stil« og
er blevne til under den julianske Kalender, der
i Reformens Aar 1700 var 10 Dage bagud.
Dengang betød 9. Marts altsaa efter »ny Stil« 19.
Bernh. O.
Fyrskib, se Fyrvæsen.
Fürst, Walter, schweizisk Sagnhelt, der
efter Traditionen, saaledes som den i 16. Aarh.
er optegnet af Historieskriveren Ægidius
Tschudi, var Vilhelm Tell’s Svigerfader og en
af Stifterne af Rütli-Forbundet (1307). En
Familie af Navnet F. levede i 14. Aarh. i Kanton
Uri, men om dens Deltagelse i
Befrielseskampen vides intet. (Litt.: Ochsli, »Die
Anfänge der Eidgenossenschaft« [Zürich 1891]).
(M. M.). L. K.
Fyrstbiskop kaldtes den Biskop, der var
Fyrste i det rom.-tyske Rige, og som udøvede
en Fyrstes Rettigheder i sit Stift og paa
Rigsdagen. For Tiden har denne Titel mistet sin
Bet. og tillægges kun faa Bisper, saaledes dem
i Breslau og Olmütz.
L. M.
Fyrste (lat. princeps, gammelhøjtysk
furisto, tysk Fürst), egl. den første ell. mest
udmærkede, betegner Fører ell. Høvding for en
politisk Sammenslutning og derefter baade en
Regent i Alm., ikke-regerende Medlemmer af
en Regentfamilie og Medlemmer af Højadelen
i visse Lande, f. Eks. Tyskland, Rusland (knjas),
Frankrig (prince), Italien (principe). Endelig
bærer visse tyske Regenter Navn af F. saavel
som Herskerne i enkelte mindre europ. Stater,
nu dog kun Monaco og Lichtenstein. I
Oldtidens Rom var princeps senatus en Ærestitel,
som Augustus og hans Efterfølgere benyttede;
derefter betegnes Kejserdømmet i dets første
Periode, da Kejseren i det mindste i Teorien
kun var Rigets første Embedsmand, som
Principatet. Hos Oldgermanerne omtales F.
(principes kaldes de af Cæsar og Tacitus), der
valgtes paa Folkeforsamlingerne og især synes at
have været Dommere ell. rettere Lovsigemænd.
I den ældre Middelalder betegner Udtrykket
F. ell. princeps i det hele Landets fremragende
Mænd (»Rigets bedste Mænd«, meliores regni
ell. terræ), men efterhaanden som Lensvæsenet
udviklede sig, blev F. Titelen for den
rigsumiddelbare Lensmand. Særlig gælder det i
Tyskland, og her fremkom baade gejstlige
og verdslige F. Til de første regnedes
Ærkebiskopper, Biskopper og de Abbeder og
Abbedisser, der var Indehavere af
rigsumiddelbare Abbedier. Om Kejserens Stilling til de
gejstlige F. drejede sig Investiturstriden; efter
Reformationen gav deres Tilstedeværelse
Anledning til store Vanskeligheder. Til verdslige
F. regnedes.Hertuger, Markgrever, Pfalzgrever,
Landgrever, Borggrever og Grever, forsaavidt
de havde deres Len umiddelbart af Kejseren.
Alle F. havde Sæde paa den tyske Rigsdag. Ud
fra de øvrige skilte sig dog i 13. Aarh. de 7
mægtigste, de saakaldte Kurfyrster, der
fra nu af udgjorde et særligt øverste Kollegium
paa Rigsdagene, medens de øvrige F. mødte i
»Fürstenrat«, det andet Kollegium, der deltes
i den gejstlige og verdslige »Fürstenbank«.
Deltagelsen i Fyrsteraadet blev i Tidens Løb
Skelnemærket mellem F. og de mindre Herrer,
Rigsridderne, der vel var rigsumiddelbare,
men ikke havde Adgang til Rigsdagene.
I Løbet af 16. og 17. Aarh. fastsloges, hvilke
Fyrstehuse der i Kraft af Besiddelsen af
bestemte Territorier havde Sæde og Stemme paa
Rigsdagen, og efter den westfalske Fred 1648
kunde ny udnævnte Fyrster kun faa Stemmeret
paa Rigsdagen med dennes Billigelse. De
gejstlige F. forsvandt ved Nyordningen 1803.
Overhovederne for de tyske Fyrstefamilier har
Prædikatet Durchlaucht, men
Fyrsteværdigheden i og for sig har nu ikke længere nogen
retslig Bet., hvorimod der knytter sig forsk.
Æresrettigheder dertil, ogsaa f. Eks. for de
mediatiserede F.’s Vedk. ɔ: for de F., der før
1806 var rigsumiddelbare, men dengang maatte
træde i Undersaatsforhold til større
Landsherrer. Tyske suveræne Landsherrer har ofte
uddelt Fyrstetitlen som Belønning for store
Fortjenester, saaledes blev Bismarck 1890 F.
(Hertug) af Lauenburg. (Litt.: Ficker, »Vom
Reichsfürstenstande«, I [Innsbruck 1861]; H.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
