Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fyrvæsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
anvender Damp, at de er klare til øjeblikkelig
Brug ved Indtrædelse af Taage ell. Tykning.
Selve Sirenen bestaar af to Cylindre, den ene
sluttende tæt uden om den anden. Cylindrene
er forsynede med lange, lodrette, smalle
Udskæringer, der i visse Stillinger af Cylindrene
korresponderer med hinanden. Naar man giver
den inderste Cylinder en hurtig omdrejende
Bevægelse, og Luften med stor Kraft presses
gennem den ydre ind i den indre, faas en hurtig
paa hinanden flg. Afskæring og Aabning af
Luften, der sættes i Svingninger og frembringer
Lyden. Rotationen udføres af Luften selv, idet
der gives Aabningerne en skraa Stilling mod
hverandre. Sirenen anbringes som Regel i den
smalle Ende af en Trompet af Metal, hvis
Svingninger bidrager til at forstærke Lyden. Trompeten
kan gøres drejelig, saa den kan gives den for
Lydens Forplantning heldigste Retning. Sirener
i Land, der skal lyde i en bestemt Retning,
anbringes i Reflektorer; undertiden giver man
disse en omdrejende Bevægelse, hvorved Lyden
forplantes som Lyset fra et Blinkfyr. Ved at
give eet ell. fl. Stød med bestemte Mellemrum
og ved at variere Tonens Dybde kan der gives
Signalet forsk. Karakter. For at faa nøjagtige
Tidsmellemrum aabnes for Luften ved mek.
Midler, der reguleres ved et Urværk. Som
oftest er det ønskeligt, at Sirenen anbringes
nærmere Søen, end det er muligt at anbringe Fyret
og de øvrige Bygninger; i saa Tilfælde føres
Luften fra Maskinhuset til Sirenen gennem
underjordiske Ledninger.
Fløjtesignaler er mindre anvendte, da
de kan forveksles med Dampskibsfløjte, fra
hvilke de kun afviger ved en større
Regelmæssighed i Signalets Afgivelse. Et særligt
Fløjtesignal haves i Fløjtetønden, der udlægges
som Sømærke, hvor Søens Bevægelse er
tilstrækkelig stor til at faa Fløjtetønden til at
virke. Tønden har en pæreagtig Form; den
brede Del hviler paa Vandets Overflade. Fra
Tøndens Indre gaar et tykt Rør 9—10 m ned i Søen.
Et Stykke over Vandets Niveau findes i Røret
en Bund med 3 Ventiler, af hvilke de to aabner
sig indad og staar ved en Rørledning i
Forbindelse med Luften, medens den tredie aabner
sig udad og staar ved en Rørledning i
Forbindelse med Fløjten, der er anbragt paa et Stativ
oven paa Tønden. Da Rørets Munding er saa
langt nede i Vandet, vil Vandets Overflade i
Røret have en konstant Højde lig
Middelniveauet. Naar Tønden hæves af Søen, vil
Rummet mellem Vandets Overflade i Røret og
Ventilbunden blive større, hvorved Luften
fortyndes, og den atmosfæriske Luft strømmer ind
gennem de to Ventiler; naar Tønden derefter
synker ned i en Bølgedal, formindskes Rummet,
Luften fortættes og lukker Ventilerne til Luften
og aabner Ventilen til Fløjten. Lys- og
Fløjtetønder kaldes de Lystønder, der
tillige er indrettede til at give Fløjtesignal. Den
midterste, cylindriske Del af Tønden gøres
længere, for at der uden om Røret til
Fløjtemekanismen kan være tilstrækkelig Rum til Gassen.
Taagesignalernes Rækkevidde er meget
variabel og til Dels uberegnelig; mange Forhold
indvirker paa Lydens Forplantning, saaledes:
Signalets Omgivelser, Atmosfærens Tilstand og
fremfor alt Vindens Retning og Styrke.
Desværre er selv et kraftigt Taagesignalapparats
Virkning op mod en frisk Kuling meget ringe;
hertil kommer, at der aldrig kan være absolut
Stilhed om Bord paa et Skib, idet Vindens
Piben i Rigningen, Søens Skvulpen og Maskinens
Rumlen er Lyde, der virker forstyrrende paa
Hørelsen. Et Taagesignalapparat maa derfor
anbringes med megen Skønsomhed, saa nær til
navigabelt Farvand som muligt.
I den senere Tid er man kommet noget ud
over disse Vanskeligheder ved Anvendelse af
Undervandssignaler, idet Lydens
Forplantning foregaar mere regelmæssigt i Vandet
end i Luften. Som Signalmiddel anvendes f. Ti
kun Klokker, der anbringes saa langt nede i
Vandet, at de ikke paavirkes af Bølgeslagets
Slagværket bevæges ved Maskinkraft paa en
saadan Maade, at der gives et vist Antal Slag
med visse Mellemrum, hvorved Signalet kan
faa Karakter. Undervandsklokker kan ogsaa
anbringes paa Klokketønder, og Klokkeværket
sættes som Regel da i Bevægelse ved Tøndens
Arbejden i Søen. For at kunne høre Signalerne
anvendes i Skibene telefonagtige Modtagerapparater,
gennem hvilke ikke alene Lyden kan høres
men Retningen, hvorfra den kommer, kan
tilnærmelsesvis bestemmes. I Jern- og Staalskibe kan
Lyden opfanges ved at lægge Øret til
Skibssiden under Vandet, men Retningen kan ikke
bestemmes. En god Undervandsklokke kan høres
i c. 6 Sm. Afstand.
Historie. Saa snart Menneskene fik
Midler til at foretage længere Rejser paa Søen,
føltes Nødvendigheden af at vejlede den
Søfarende om Natten ved at oplyse Forbjerge og
Havneindløb. Et Baal af Træ eller Buskads paa et
ophøjet St. var de første primitive Fyr, der
efter Homer blev anvendte under den trojanske
Krig. Det varede dog ikke længe, inden der
skredes til Opførelsen af særlige Bygninger til
Fyrets Anbringelse; saaledes haves der
gennem Beskrivelser, Medailler og Mønter
temmelig paalidelige Oplysninger om 27 Fyr fra
Oldtiden. Heraf fandtes de 23 i Middelhavslandene,
hvor Søfarten tidligst udviklede sig, og hvor
Nattens Mørke nødvendiggjorde Fyrene; 2
fandtes ved Spanien’s Atlanterhavskyst og 2 i
Kanalen, nemlig ved Boulogne og Dover. Som det
største af Oldtidens Fyr maa nævnes
Indsejlingsfyret paa Øen Pharos ved Alexandria.
Efter Beskrivelserne er Taarnet bygget ca. 300
Aar f. Kr. af Sten, sammenføjede med smeltet
Bly. Det var firkantet og havde en Højde af 60
m. En indvendig Trappe førte op til Taarnets
Top, hvor der Dag og Nat vedligeholdtes en
Brændeild, hvis Røg om Dagen og Lys om
Natten vejledede den Søfarende. Den arabiske
Geograf Edrizi, der levede i det 12. Aarh., er den
sidste, der har omtalt Fyrtaarnet, det er senere
fuldstændig ødelagt af Jordskælv. Den eneste
Fyrbygning fra Oldtiden, der eksisterer endnu
og endog anvendes som Fyrtaarn, er
Herkules-Taarnet ved Coruña i Spanien. Efter
Traditionen havde allerede Fønikerne anlagt et Fyr
paa dette St., hvorfra deres Togter mod Irland
udgik. Taarnets Alder er ubestemmelig; det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
