Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Garcia - García Gutiérrez, Antonio - García Malibran, MArie - Garcia Viardot, Pauline - Garcáa y Moreno - García y Tassara, G. - Garcilaso de la Vega
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
var Opfindelsen af Strubespejlet
(Laryngoskopet), der forskaffede ham Doktorgraden
fra Univ. i Königsberg, og hvis Bet. nu er
anerkendt baade af Sangere og Læger. 1840
indleverede han sin Mémoire sur la voix
humaine til det fr. Akademi, og 1847 blev han
udnævnt til Lærer i Sang ved Konservatoriet.
Hans Traité complet de l’art du chant
anerkendes som sin Tids bedste Sangskole. 1850 gik
G. til London, hvor han blev Sanglærer ved
Royal academy of music. Bl. hans Elever
nævnes Jenny Lind, Jul. Stockhausen, Henriette
Nissen-Saloman o. fl. (Litt.: Mackinlay,
Life of M. G. [London 1908]).
S. L.
García Gutiérrez [gar’þia-gu’tiær.æþ],
Antonio, sp. Digter, f. i Chiclana 5. Juli 1813,
d. i Madrid 26. Aug. 1884. Den unge Andalusier,
som havde begyndt at studere Medicin, men
havde meget mere Lyst til at skrive
Teaterstykker, kom 20 Aar gl til Madrid, hvor det
først holdt haardt for ham at slaa sig igennem:
Teaterdirektørerne vilde ikke antage hans
Arbejder til Opførelse, og Fremtiden saa sort ud
for ham. Men med eet Slag forandrede hans
Stilling sig, da han fik Dramaet El Trovador
opført 1. Marts 1836; fra nu af var G. berømt,
og længe mindedes denne Aften, da
Ungdommens jublende Bifald hilste den ny Digter, som
i Nationalgardistuniform førtes frem for
Publikum af to bl. Teatro de la Cruz’ ypperste
Kunstnere. Stykkets Handling kender de fleste:
det ligger nemlig til Grund for den tarvelige
Libretto Il Trovatore, komponeret af Verdi.
Men G.’s Original staar meget over denne
Bearbejdelse; paavirket dels af det gl.
Nationaldrama, dels af fr. Romantik formaaede han
at iklæde det originalt opfundne Emne en saa
glansfuld romantisk Form, at dette Drama blev
som et Løsen for en hel poetisk Skole, og G.
kom til at staa som en af dennes Bannerførere.
El Trovador’s Navnkundighed naaede vel intet
af G.’s senere Dramaer; men nogle af disse
besidder fuldt saa meget poetisk Værd, saaledes
Simón Bocanegra (1843), Venganza catalana
(1864) og Juan Lorenzo (1865); de gl. nationale
Versformer behandler han i dem med
overordentlig Elegance. Ogsaa som Lystspildigter
(Afectos de odio y amor m. m.) og Forf. af
Sangspil (saakaldte Zarzuelas) var han ofte
heldig. Fra 1844 levede G. 5 Aar i det sp.
Amerika, siden opholdt han sig i sit
Fædreland, hvor han efterhaanden blev Medlem af
det sp. Akademi, Direktør for det arkæol. Mus.
og Overbibliotekar ved Nationalbiblioteket i
Madrid. Hans Obras escogidas udgaves 1866
(Madrid). (Litt.: Regenburger, »Ueber
den Trovador des G. G.« [Berlin 1911]).
E. G.
García Malibran [gar’þia-], Marie, se
Malibran.
Garcia Viardot [gar’sia-viar’do], Pauline,
se Viardot.
Garcáa y Moreno [gar’þia-i-må’rænå], se
Moreno.
García y Tassara [gar’þia-i-], G., se
Tassara.
Garcilaso de la Vega
[garþi’laså-ðæ-la-’wæga], sp. Digter, f. 1503 i Toledo, d. 1536 i
Nizza. Denne berømte Lyriker, som hans
Landsmænd har kaldt el Principe de los poetas
españoles, var af gl Adelsslægt og fik en
særdeles omhyggelig Opdragelse. 17 Aar gl levede
han allerede ved den senere Kejser Karl V’s
Hof, og den smukke, talentfulde og ridderlige
Yngling optoges snart i den kgl. Nobelgarde.
Sin Konge tro kæmpede han bl. a. tappert for
hans Sag mod de oprørske Comuneros og blev
til Løn hædret med en af de Hofcharger, der
var Fyrstens Person nærmest, hvorefter han
fulgte Karl paa mange Rejser, saaledes til
Italien 1530, da hans Herre modtog Kejserkronen af
Paven. 1526 ægtede han en fornem Dame af
Slægten Zuñiga, Hofdame hos Kejserens Søster
Eleonora, og da denne Prinsesse var blevet formælet
med Frants I, modtog G. et nyt Bevis paa sin
Herres store Yndest, idet han som Hoffets
bedste Ridder sendtes som Gesandt til Paris, hvor
han blev kendt med Digteren Clement Marot
o. a. fremragende Personligheder. Men kort
efter vendte den kejserlige Gunst sig. Medens
nemlig G. atter opholdt sig en Stund i Spanien,
fik hans Familie arrangeret en Forlovelse
mellem hans Nevø og en Datter af Hertugen af
Albuquerque, hvilken var imod Partiet og
klagede til Kejseren; dette havde til Følge, at da
G., som havde været Vidne, indfandt sig i
Regensburg 1531 med sin Ven Hertugen af Alba
for at deltage i Felttoget mod Tyrkerne, fik
han straks at mærke, at Karl V var vred, idet
han modtog Ordre til at gaa i Fængsel paa
Øen Schütt i Donau. Noget efter forandredes
Fangenskabet til Landflygtighed i Neapel, men
ved Vicekongens, D. Pedro de Toledo’s
Elskværdighed blev Opholdet der meget behageligt
for G., som sluttede Venskab med fl. ansete
ital. Digtere. D. Pedro opnaaede efterhaanden
at stemme Kejseren mildere imod ham, og
efter Felttoget mod Tunis 1535, hvor G. blev
haardt saaret, var deres Forsoning fuldstændig.
Aaret derpaa betroedes der ham Kommandoen
over et Regiment Fodfolk i Krigen mod
Frankrig. Da han i Spidsen for sine Soldater
stormede et befæstet Taarn ikke langt fra Fréjus,
ramtes han i Hovedet af en nedkastet Sten, saa
at han afgik ved Døden faa Dage senere, til
stor Sorg for Kejseren og for hans mangfoldige
Venner og Beundrere; der blev taget grusom
Hævn over de fr. Bønder, som havde holdt
Taarnet besat. G.’s Lyrik (i alt kun et lille Bd)
sættes endnu meget højt af Spanierne. Med sin
Ven Boscán, hvem han overgik i Begavelse,
indførte han den ital. Renaissancestil i sit
Fædrelands Digtekunst: den rom. Guldalders
Digtere og Petrarca er hans Mønstre, og hans
Efterligning af disse gaar undertiden vel vidt.
Men i sin Sprog- og Versbehandling naar han
ofte en uforlignelig Elegance og Velklang, og
han mægter at udtrykke blide, elegiske
Stemninger paa en særdeles yndefuld Maade. Det
lille Hyrdedigt om Salicio og Nemoroso (El
dulce lamentar de dos pastores), hvilke to
Hyrder skal være Boscán og G. selv, nyder
med Rette stor Navnkundighed, og hvor alm.
berømt Sonetten O dulces prendas por mi mal
halladas var, ses af den Maade, hvorpaa
Cervantes parodierende citerer den i Don Quijote.
G.’s Digte udgaves først oftere sammen med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
