Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gauser, Sigbert Joseph Maria - Gauss, Johann Carl Friedrich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Chef for »Städtische Irren- und Siechenhaus«.
Han har skrevet en Mængde Arbejder over
Hjerne- og Nerveanatomi og enkelte kliniske
Arbejder, deriblandt Ȇber einen eigenartigen
hysterischen Dämmerungszustand« (Arch. for
Psykiatrie, XXX).
J. S. J.
Gauss [ga^us], Johann Carl Friedrich,
tysk Matematiker og Astronom, f. 30. Apr.
1777 i Braunschweig, d. 23. Febr 1855 i
Göttingen. Han studerede først i Göttingen,
senere i
Helmstedt. Fra 1807
til sin Død
var han
Professor i
Matematik ved
Universitetet i
Göttingen og
Direktør for
Observatoriet
smst. G. har
maaske mere
end nogen
anden brudt ny
Baner inden
for
Matematikken og
Astronomien.
I sit berømte
Værk
Disquisitiones arithmeticæ (1801) har han lagt
Grunden til den moderne Talteori, blandt andet
ved sin Behandling af Kongruenser og
kvadratiske Former; smst. findes hans
algebraiske Løsning af de binome Ligninger og
hans allerede 1796 fundne Sætning om
Muligheden af at dele Cirkelperiferien i lige store
Dele ved Konstruktion med Passer og Lineal (se
Cirkel). I sin Dissertation (1799) anvendte han
ved Beviset for Sætningen om Antallet af en
Lignings Rødder den nu sædvanlige geometriske
Fremstilling af de komplekse Tal, og denne
Idé er utvivlsomt original fra hans Haand. G.
har (1795) opfundet »De mindste Kvadraters
Metode«, men først offentliggjort den i sit Værk
Theoria motus (1809); senere har han
(1821—26) udførligere udviklet den i 3 Afhandlinger,
der findes overs. paa Fransk i Bertrand’s
Méthode des moindres carrés (Paris 1855). De
saakaldte G.’ske Logaritmer (Additions- og
Subtraktionslogaritmer) er opfundne af
Italieneren Leonelli, men G. har beregnet de
første Tavler over dem (offentliggjorte 1812).
G. har tidligere end Abel og Jakobi kendt
Hovedsætningerne i de elliptiske Funktioners
Teori, men er her som paa andre Punkter
gaaet glip af Prioriteten ved at lade sine
vigtige Opdagelser vente for længe paa
Offentliggørelsen. Dette maa tilskrives, at han i sin
store Kærlighed til selve den videnskabelige
Forskning glemte at tænke paa sin egen
Berømmelse.
I Læren om Rækker, om bestemte Integralers
Beregning, om Interpolation, i Trigonometrien
o. fl. St. har han ligeledes ydet store Bidrag.
G. beskæftigede sig ogsaa med Geodæsi og
fortsatte den danske Gradmaaling fra Altona
til Göttingen (1821—24); han har til geodætisk
Brug opfundet et Apparat, Heliotropen, til at
give Signaler med i store Afstande. Geodæsien
ledede ham til en Behandling af Fladers
Krumning i Disquisitiones generales circa
superficies curvas (1827), hvor han indførte det efter
ham benævnte Krumningsmaal; han har ogsaa
til Brug ved Konstruktion af Kort givet en
Løsning af Opgaven: at afbilde to Flader
saaledes paa hinanden, at de til hinanden
svarende uendelig smaa Dele bliver ligedannede, som
blev prisbelønnet af det danske Videnskabernes
Selskab og senere offentliggjort i Schumacher’s
»Astron. Nachrichten« (1825). G. har forud for
Bolyai og Lobatschevsky udviklet en ikke
euklidisk Geometri, men han har intet
offentliggjort derom. Göttinger Akademiet har
foranstaltet en samlet Udg. af G.’s Værker, hvoraf
7 Bd er udkomne 1863—74, 8. Bd 1900, 9. Bd
1903, medens et 10. afsluttende Bd er under
Udarbejdelse.
Chr. C.
I sin Theoria motus corporum coelestium
(1809; overs. paa Engelsk, Fransk og Tysk) har
G. i al Detail fremstillet sin berømte Løsning
af Opgaven: at bestemme Banen af et
Himmellegeme, som bevæger sig om Solen efter
Newton’s Lov — en Løsning, han allerede havde
1801, og som han benyttede for paa Grundlag
af de af Piazzi i 40 Dage anstillede
Observationer af Asteroiden Ceres, hvilke kun strakte
sig over 9° af dens Baner, at beregne
Planetens Elementer, hvorved den blev fundet igen
af Zach 7. Decbr 1801 og af Olbers 1. Januar
1802. Dette Arbejde er den Dag i Dag
Fundamentet for den teoretiske Astronomi, og
Efterverdenen har haft saare lidet at føje til
det, G. har leveret. Det er optaget i 7. Bd af
hans »Werke«, der tillige indeholder hans saml.
teoretiske »Astronomischer Nachlass«,
hvoraf nævnes hans »Störungen der Pallas«. Af
G.’s øvrige astron. Arbejder er der i 6. Bd af
hans »Werke« samlet hans talrige mindre Afh.,
Beregninger og Observationer. Da W. Weber
var blevet hans Kollega i Göttingen, kastede
G. sig med al sin Kraft over Studiet af
Jordmagnetisme, fik sammen med denne dannet
»Magnetischer Verein«, til regelmæssig
Observation af de magnetiske Elementer med de af
G. konstruerede Apparater Unifilar- og
Bifilarmagnetometer; Resultaterne foreligger i 6 Bd
(Göttingen 1837—38, Leipzig 1838—43) og førte
G. til hans vigtige Afh.: »Allgemeine Theorie
des Erdmagnetismus«, »Atlas des
Erdmagnetismus« og »Allgemeine Lehrsätze in Beziehung
auf die im verkehrten Verhältnisse des Quadrats
der Entfernung wirkenden Anziehungs- und
Abstosungs-Kräfte«; hans Fundamentalarbejde
Intensifas vis magneticæ er fra 1832. Ved disse
sine magnetiske Studier blev G. den
videnskabelige Opdager af den elektromagnetiske
Telegraf og anlagde den første Ledning — 8000
m lang — fra det 1833 byggede magnetiske
Observatorium til det fysikalske Institut. Ved
Siden af denne Gren af Fysikken har G. ogsaa
beskæftiget sig med Optik og i sine »Dioptrische
Untersuchungen« (1841) leveret et
grundlæggende Arbejde for den geometriske Optik. Disse
Afh. vedrørende den mat. Fysik er optaget i
5. Bd af »Werke«. — Foruden de ovf. nævnte
 |
| J. C. F. Gauss. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
