Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Geiger, Nicolaus - Geiger, Wilhelm - Geijer, Erik Gustaf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Geiger [’ga^igər], Nicolaus, tysk
Billedhugger og Maler, f. 6. Decbr 1849 i Lauingen
(Bayern), d. 28. Novbr 1897 i Wilmersdorf. Han
uddannedes i München, tog 1873 Ophold i
Berlin, senere i München. Hans dekorative
Skulptur har Berlin-Skolens malerisk-naturalistiske
Præg. Han modelerede en Børnefrise, med
hvilken han først ret brød igennem, for v.
Tiele-Winckler’s Palæ i Berlin, for samme desuden
Kolossalgruppen »Heimdal«, 1894 Relieffet »De
hellige tre Konger« for Gavlfeltet i Berlin’s
Hedvigskirke m. v.
A. Hk.
Geiger [’ga^igər], Wilhelm, tysk Orientalist
og Sprogforsker, f. 1856 i Würzburg, blev 1886
Privatdocent i München og senere (1891) Prof.
i Sanskrit i Erlangen. Han har indlagt sig
betydelige Fortjenester, først af Studiet af de
iraniske Sprog, især de moderne Dialekter i
det nordlige og østlige Persien, derefter af de
indiske Sprog, navnlig Pāli og Singhalesisk
hvortil han foretog originale Undersøgelser
under en videnskabelig Rejse til Ceylon 1895—96.
Hans vigtigste Arbejder er: »Handbuch der
Awestasprache« (1879); »Ostiranische Kultur im
Altertum« (1882); »Die Pamirgebiete, eine
geographische Monographie« (1887); »Etymologie
des Bālūčī«, »Lautlehre des Bālūčī« og
»Etymologie und Lautlehre des Afghanischen« (alle i
»Abhandlungen d. K. bayerischen Akademie«
(1892—93); »Ceylon. Tagebuchblätter und
Reiseerinnerungen« (1897); »Etymologie des
Singhalesischen« (i »Abh. d. K. bayer. Akad.« 1897);
»Maledivische Studien« (smst. 1901—02);
»Litteratur und Sprache der Singhalesen« (i
»Grundriss der indo-arischen Philologie«, I 10) (1901);
»Mahāvaṃsa und Dīpavaṃsa und die
geschichtliche Ueberlieferung in Ceylon« (1905); en
Udgave af »Mahāvaṃsa« (i Pāli Text Society’s
Skr 1908) og en engelsk Oversættelse af samme
(1912); »Pāli, Litteratur und Sprache« (i
»Grundriss d. indo-arischen Philologie«, I. 7)
(1916). G. har endvidere udgivet en meget
benyttet »Elementarbuch der Sanskrit-Sprache.
Grammatik, Lesestücke und Glossar« (1888; 2.
Opl. 1909), og i Forening med E. Kuhn
udgav og redigerede han det store Samlerværk
»Grundriss der iranischen Philologie und
Altertumskunde« 1895 ff., i hvilket han selv har
behandlet de iraniske Dialekter.
D. A.
Geijer [jæjər], Erik Gustaf, sv. Historiker
og Digter, f. paa Gaarden Ransäter i
Värmland 12. Jan. 1783, d. i Sthlm 23. Apr. 1847,
hørte til en opr. østrigsk Slægt, der var
indvandret i Sverige under Gustaf Adolf. Faderen
var en velhavende Jernværksejer; i sine
»Minnen« har G. givet en smuk Skildring af det
baade litterært og musikalsk interesserede
Hjem. — 1799 blev G. Student fra Karlstad og
kom til Uppsala; her vandt han, kun 20 Aar
gl., Svenska Akademiens store Pris for et
»äreminne« (Lovtale) over Sten Sture d. æ.; dette
var dog kun Retorik i Tidens gammeldags Stil.
Efter at være blevet Magister i Filosofi foretog
G. 1809 en Rejse til England, der blev af stor
Bet. for ham, ikke mindst for hele hans Syn
paa Historien og den historiske Udviklings
Værdi. Efter Hjemkomsten blev han 1810
Docent i Historie ved Uppsala Universitet, og han
udfoldede nu en rig Virksomhed som filosofisk
Forfatter, Litteraturforsker og Digter. Aaret
efter stiftede nogle Värmländinger »Götiska
förbundet«, som opr. havde et temmelig vagt,
romantisk-oldnordisk Præg;
den virksomste
Kraft i
Forbundet var G., der
ikke alene fik
Ideen til
Forbundets Organ,
»Iduna«, men
ogsaa gav dette
dets
værdifuldeste Indhold.
Han skrev heri
sine
betydeligste Digte
»Manhem«, der i
Grunden giver
Forbundets
Program,
»Vikingen«,
»Odalbonden«, »Den siste kampen« og »Den
siste skalden«. Han viste sig her straks
som en af Sveriges største Digtere. Det var
ikke mindst Folkepoesien, der interesserede
ham; sammen med Afzelius udgav han
»Svenska folkvisor från forntiden« og skrev til denne
Udgave die to ypperlige Afhandlinger »Om den
gamla nordiska folkvisan« og »Om omkvädets
betydelse«. Ogsaa Salmer skrev han, og han er
ved sin Oversættelse af »Macbeth« den, der
grundlægger Shakespeareoversættelsen i
Sverige. Tidsrummet 1811—16 er G.’s egl. Digtertid;
kun faa af hans betydeligste Digte falder efter
denne Tid. Men hvad han her har givet, er
ogsaa af en saadan Originalitet, Kraft og
Skønhed, at det er forstaaeligt, naar Tegner kunde
sige, at dersom G. helt havde helliget sig
Digtekunsten, vilde han heri have overtruffet »os
alle. — Ogsaa Musikken dyrkede G. med stort
Talent; han har komponeret smukke og
karakteristiske Melodier saavel til mange af sine
egne som til andres Digte.
Ved Siden heraf udfolder G. allerede fra 1810
en betydelig Virksomhed som filosofisk
Forfatter; han skrev saaledes en Afhandling om
Indbildningskraftens Bet. for Opdragelsen, om
sand og falsk Oplysning m. H. t. Religionen,
om Historien og dens Forhold til Religion,
Sagn og Mytologi. I disse Afhandlinger viste
han sig som en bestemt Modstander af
Oplysningstidens hele Livsanskuelse, medens han dog
holder sig fri af de yderliggaaende romantiske
Retninger. Men hans Tale ved
Reformationsfesten 1817 sluttede sig rigtignok saa nær til
den hellige Alliances Tanker, at Tegnér kunde
sige om den, at den var som skrevet med
Vievand. 1817 blev G. Professor ved Uppsala
Universitet, og nu begynder ret egl. hans
Virksomhed som Historiker. Hans første Forelæsninger
samlede allerede en stor og interesseret Kreds;
1820 udgav han »Thorild. Tillika en filosofisk
ell. ofilosofisk bekännelse«, og her udtalte han
Anskuelser om Treenigheds- og
Forsoningslæren, der betragtedes som saa stridende mod
 |
| E. G. Geijer. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
