Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Geiler, Johannes, af Kaisersberg - Geill, Peter Christian Frederik - Geilnau - Geinitz, Hans Bruno - Geir - Geirahod - Geiranger - Geiregat, Pieter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ligtaler, han holdt over høje Gejstlige. Om
hans mægtige, folkelige, men ogsaa undertiden
bizarre Prædikemaade kan vi nu kun daarlig
gøre os en Forestilling gennem det, der er
bevaret af hans Skrifter, da de ofte er os
overleverede i betydelig ændret og interpolteret
Skikkelse. (Litt.: L. Dacheux, Un
réformateur catholique á la fin du XV siècle [1876];
Phil. de Lorenzi, »G. v. K.’s ausgewählte
Schriften nebst einer Abhandlung über G.’s
Leben und letzte Schriften« [1881—83]).
(J. P. B.). A. Th. J.
Geill, Peter Christian Frederik,
dansk Sindssygelæge, f. 19. Juni 1860 i Kolding.
G. blev cand. med. 1885, gjorde den sædvanlige
Hospitalstjeneste og blev Reservelæge ved
Blegdams Hosp. 1887—89; han tog Doktorgraden
1887 (»Den akute Karbolsyreforgiftning«) og
rejste derefter udenlands for at studere
Brystsyge-Kursteder. Efter Hjemkomsten
tjenstgjorde han ved Sindssygeanstalterne ved
Vordingborg og Aarhus 1889—90, blev
Reservelæge sidstnævnte St. 1890—98 og var en Tid
konst. Overlæge der. G. studerede derefter
forensisk Medicin i Wien 1897, blev Fængselslæge
i Kbhvn 1898 og Overlæge ved Viborg
Sindssygeanstalt 1901. G.’s administrative Evner har
været anvendte i Kommissionerne angaaende
Tilvejebringelsen af Pladser for de Sindssyge
og angaaende Bespisningen i Landets Arrester.
Han er en ivrig Forkæmper for Afholdenhed,
var Medlem af Ædruelighedskommissionen
1903, desuden af Straffelovskommissionen 1906
og af Retslægeraadet 1909. G. skrev:
»Brystsyge« (1890), »Den moderne
Sindssygebehandling« (1895), »Om Sindssygdomme« (1899),
»Kriminalantropologiske Studier over danske
Forbrydere« (1906); han er Medudgiver af »Die
Alkoholfrage« og af Archives internationales de
Médecine légale.
J. S. J.
Geilnau [’ga^ilna^u], lille By i Lahn-Dalen i
den preussiske Regeringskreds Wiesbaden i
Prov. Hessen-Nassau, tæt ved Fachingen, med
Mineralkilder. Vandet er rigt paa Kulsyre,
indeholder tillige Natron, Kalk og lidt Jern. Det
forsendes f. T. ikke.
E. F.
Geinitz [’ga^inets], Hans Bruno, tysk
Palæontolog og Geolog, f. 16. Oktbr 1814 i
Altenburg, d. 28. Jan. 1900 i Dresden. G. studerede
først Farmaci, men vendte sig snart mere og
mere til Naturvidenskaberne (navnlig til
Palæontologien), som han studerede i Berlin og
Jena. 1838 ansattes han som Lærer (fra 1850
som Professor) i Geologi ved den tekniske
Højskole i Dresden, hvilken Stilling han fratraadte
1894. Han skaffede store Samlinger til Veje,
navnlig fra Sachsen og omliggende Lande og
skabte derved Dresdens store mineralogiske
Museum, ved hvilket han fra 1847 virkede som
Inspektør og 1857—98 som Direktør. 1863—79
var han Medredaktør af »Neues Jahrbuch für
Mineralogie« etc. G.’s videnskabelige
Virksomhed strakte sig over næsten hele Geologiens og
Mineralogiens Omraade, men det var dog først
og fremmest Palæontologien, han helligede sit
Arbejde. Af hans talrige videnskabelige Afh.,
der især drejer sig om Sachsens Palæontologi
og Geologi, kan navnlig fremhæves »Die
Versteinerungen der Grauwackenformation in
Sachsen« (1852—53), »Die Versteinerungen der
Steinkohlenformation in Sachsen« (1855), »Das
Elbthalgebirge in Sachsen« (1871—75) med
Beskrivelse af den sachsiske Kridtformations
Fauna og Flora samt den tidligere meget benyttede
»Grundriss der Versteinerungskunde« (1846).
J. P. R.
Geir, 1) oldnord. geirr, Spyd; deraf: at
mærke sig med Geirsodd (ɔ: Spydsod), for
ligesom de vaabendøde Kæmper at komme til
Odin. 2) Nordisk Mandsnavn, baade enkelt og i
Sammensætninger: Geirmund, Asgeir o. s. v.
A. O.
Geirahod, egl. »Spydkampen«, i nordisk
Mytologi Navn paa en af Valkyrierne.
G. K-n.
Geiranger [’gæjraŋər], et lille Anneks med
kun 457 Indb. til Sunnylven Præstegæld i Möre
Fylke, beliggende paa begge Sider af
Geirangerfjorden og de fra denne op mod
Opland Fylke gaaende Dalfører.
Geirangerfjorden er bekendt som en af Norges skønneste
Fjorde; Tinde paa Tinde hæver sig med ofte
lodrette Sider op af Søen til over 1600 m’s
Højde, og mellem dem glimter de evige
Snefonner og Isbræer. De faa Gaarde ligger dels
nede ved Stranden, dels højt oppe i
Fjeldsiderne; samlet findes de kun i Fjordbunden ved
Maraak, hvor ogsaa Kirken er opført.
Fjorden selv er en Sidearm til
Sunnylvsfjorden; den gaar S-formet fra V. mod Ø. I
Bunden udmunder to Dale, Vesteraadalen
og Djupedalen, hvorigennem den ny Vej
over til Gudbrandsdalen gennem Skjaak og
Lom er anlagt. Det er dette storartede
Vejanlæg, som i de senere Aar har bragt
Turiststrømmen til at vende sig til G. Denne Vej er
i teknisk Henseende et af de mærkeligste
Anlæg i Europa og i sin Art en stor Seværdighed,
den kommer fra Fjeldstuen Grjotli i
Opland Fylke ind i G. i Nærheden af
Fjeldvandet Djupsøen, hvor Højdepunktet, 1038 m,
passeres. Herfra gaar Vejen i Slyng paa Slyng,
paa et enkelt St. endog i en Knude, ned til
Fjorden med herlig Udsigt over den storartede
Natur; den hele Vejlængde er 17 km, medens
den rette Linie kun er 5 km. Nede i Dalen
ligger i forsk. Højde flere Hoteller, af hvilke
nederst ved Stranden Hotel Maraak, hvorfra
udgaar en Lokalbaad, som holder Forbindelse
med Aalesund. (Se i øvrigt Sunnylvens
Herred).
(J. F. W. H). M. H.
Geiregat [’gæ^irəgat], Pieter, flamsk Forf.
(1828—1902), var Søn af en Lysestøber og
maatte arbejde i Faderens Forretning. En
mægtig Læselyst førte ham efterhaanden ind paa
Forfatterbanen, og 1855 blev han Medstifter af
»Gazette van Gent«, for hvilken han blev
Hovedredaktør. Han har som Forf. udfoldet en
forbavsende Frugtbarhed saa at sige paa alle
Omraader. Romaner og Noveller har vekslet
med historiske Fortællinger, Sørgespil med
Nutidskomedier og Farcer. Som oftest henter
han dog sit Stof fra de lavere Stænders Liv,
som han af egen Erfaring kender. Af hans
historiske Fortællinger kan nævnes »Onze
voorouders« (1876) og »Karel de stoute en landere
verhalen uit de vaderlandsche geschiedenis«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
