Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Georg (dansk prins) - Georg (se Crni, G.) - Georg I (Konge af Storbritannien og Irland) - Georg II (Konge af Storbritannien og Irland)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stand ved fr. Mellemkomst. Straks efter
Brylluppet maatte Prinsen endog sende hele sin
danske Hofstat hjem. Da Vilhelm af Oranien
1688 landede i England for at styrte
Svigerfaderen fra Tronen, fulgte G. og Prinsesse
Anna en ganske kort Tid Jakob II, men under
Paavirkning af John Churchill (den senere
Hertug af Marlborough) og dennes Hustru
forlod de snart Kongen og sluttede sig til Vilhelm
af Oranien. G. blev til Løn herfor udnævnt til
Hertug af Cumberland, men nogen Indflydelse
fik han lige saa lidt nu som før. Prinsesse
Anna’s nære Forhold til Hertugen af Marlborough
og dennes Hustru førte endog til, at G. og
Prinsessen sammen med disse forvistes fra
Hoffet 1692 for en Tid. Da Prinsesse Anna selv
besteg Tronen 1702, søgte hun at skaffe G.
Kongetitelen. Dette mislykkedes dog, men G.
udnævntes til Generalissimus over Hæren og
til Storadmiral, Stillinger, der i Virkeligheden
dog kun blev tomme Titler, uden virkelig reel
Myndighed.
G. er blevet haardt bedømt af senere eng.
Historieskrivere, særlig Macaulay, der
betegner G. som indolent og dum. Denne Dom anses
dog nu for uretfærdig. G. var ligesom Faderen
en noget indesluttet og tavs Karakter, og hans
Tilbageholdenhed, der i mange Tilfælde ogsaa
nødvendiggjordes ved hans vanskelige politiske
Stilling, i Forbindelse med en vis Kejtethed og
Vanskelighed ved at udtrykke sig, synes mere
end Mangel paa alm. Begavelse at have givet
Aarsag til den ugunstige Bedømmelse af ham.
Med sin Hustru levede G. i et lykkeligt
Ægteskab, kun formørket ved, at alle deres mange
Børn døde, som Regel i en spæd Alder. For
Danmark nærede G. stor Interesse, og skønt
hans politiske Indflydelse ikke var stor, kunde
den svenske Gesandt Leijoncrona dog ved hans
Død skrive, at Danmark i ham mistede et godt
Rygstød. (Litt.: Brasch, »Prins Georg af
Danmark« [1890]).
L. L.
Georg, se Crni, G.
Georg I, Konge af Storbritannien og Irland
(1714—27) samt Kurfyrste af Hannover, Søn af
den hannoveranske Kurfyrste Ernst August og
Sofia af Pfalz, en Datterdatter af Jakob I af
England, f. i Hannover 28. Marts 1660, d. i
Osnabrück 12. Juli 1727. Som Prins udmærkede
han sig kun ved hæderlig Deltagelse i Kampen
mod Tyrkerne 1683 og i Slaget ved Neerwinden
1693 mod Franskmændene. 1682 ægtede han sin
Kusine Sofia Dorothea; hun fødte ham to Børn,
Georg II og Sofia Dorothea, senere preussisk
Dronning, men Ægteskabet blev ulykkeligt og
opløstes (se Sofia Dorothea).
Efter Faderens Død 1698 tiltraadte G.
Regeringen i Hannover, men 1701 tildelte the Act
of Settlement det hannoveranske Hus
Arveretten i Storbritannien og Irland, hvor han
succederede 1714 efter Dronning Anna’s Død. Han
havde aldrig vist nogen Interesse for det Rige,
der kunde tilfalde ham, og vedblev at staa for
Englænderne som fremmed. Den jakobitiske
Rejsning 1715—16 kunde derfor let være blevet
ham skæbnesvanger, men da det mislykkedes,
styrkede den Huset Hannovers Stilling.
Allerede før sin Tronbestigelse havde han knyttet
Forbindelse med Whig’erne, da han meget vel
vidste, at en stor Del af Toryerne var
hemmelige Jakobitter. Whig-Partiets lange Regimente
begyndte under ham, og Townshend’s,
Stanhope’s og Walpole’s Ministerier afløste
hverandre. G. vilde egl. helst være absolut Herre,
saaledes som i Hannover; men i øvrigt uden
dybere Forstaaelse af eng. Forhold føjede han
sig efter det parlamentariske System, der var
begyndt under Vilhelm III. Hans Regering
styrkede derfor den moderne eng.
Parlamentarisme, og det fik Betydning, at han, der ikke
forstod Engelsk, ophørte at møde i Kabinettet.
Derved øgedes dettes Selvstændighed over for
Kronen, og der skabtes Mulighed for den
mægtige Premierministerstilling, som Walpole var
den første, der indtog. Hans Forkærlighed for
Hannover, hvor han til sidst opholdt sig mindst
lige saa meget som i England, mishagede
Englænderne, men fik mindre Bet., da Hannover’s
udenrigspolitiske Interesser i hans Tid i
Reglen faldt sammen med Englands. G. var jævnt
begavet, men blottet for enhver højere Interesse
undtagen musikalsk og manglede virkelig
Dygtighed. Han var ukongelig i sin ydre Optræden
og vakte Forargelse ved sine simple Sæder og
ved at overøse sine tyske Elskerinder med eng.
Pairier. Han var godmodig af Sindelag, men
kunde ikke forliges med sin Familie (se Georg II).
Han døde paa en Rejse i Tyskland og blev bisat
i Hannover. (Litt.: Dictionary of National
Biography [Bd XXI]; »Allgemeine deutsche
Biographie« [Bd VIII]; Havemann, »Geschichte
der Lande Braunschweig und Lüneburg« [Bd
3, Göttingen 1857]; Mahon (Stanhope),
History of England from the Peace of Utrecht to the
Pcace of Versailles [London 1837 ff.];
Thackeray, The four Georges [London 1861];
Wright, Caricature History of the Georges
[London 1867]; Melville, The first George
in Hanover and England [London 1908]).
(A. Frs.). P. L. M.
Georg II, Konge af Storbritannien og Irland
(1727—60), ovenn.’s Søn, Kurfyrste af
Hannover, f. 10. Novbr 1663 i Herrenhausen, d. 25.
Oktbr 1760 i Kensington. 1705 ægtede han
Caroline af Ansbach og kæmpede i den spanske
Arvefølgekrig, hvor han udmærkede sig ved
Oudenarde 1708. Forholdet til Faderen blev
yderlig slet; det kom til offentlig Skandale, og
G. var i lang Tid forvist fra Hoffet. 1727 blev
han sin Faders Efterfølger og ønskede at fjerne
Walpole. Meget snart anerkendte han dog
Ministerens Uundværlighed, og Walpole’s Stilling
blev ikke mindre fast end tidligere. G. havde
den Fordel, at han kunde tale Engelsk, men i
øvrigt var hans Personlighed ikke mere
værdifuld end Faderens; han havde som denne af
aandelige Interesser kun Sans for Musik; han
var smaalig og gerrig og holdt Elskerinder,
skønt han var sin Hustru oprigtig hengiven.
Hun var intelligent og havde politisk Indsigt,
og indtil sin Død 1737 beherskede hun ham
fuldstændig. Endnu efter dette Tidspunkt
bevarede Walpole sin Indflydelse; men fra nu af
begyndte Kongen at blive noget ked af
Ministerens fredelige Politik. Det var imidlertid
Folkestemningens og ikke Kongens Skyld, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
