Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Georg II (Konge af Storbritannien og Irland) - Georg III (Konge af Storbritannien og og Irland)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Walpole 1742 maatte gaa af, men den ny Ministers,
Lord Carteret’s Krigspolitik havde dog G.’s
Sympati, især fordi den tog et Hovedhensyn til
hans Interesse for Hannover. Over for
Stemningen i England maatte han imidlertid lade
Carteret falde og opgav efterhaanden at øve
virkelig storpolitisk Indflydelse. Selv deltog han
personlig i den østerr. Arvefølgekrig, og i Slaget
ved Dettingen 1743 viste han baade Mod og
Koldblodighed. Prætendentens Oprørsforsøg
1745 syntes en Stund farligt, men Slaget ved
Culloden 1746 tilintetgjorde enhver Fare fra
Stuarterne. 1748 sluttedes Freden i Aachen,
men inden sin Død deltog G. i den preussiske
Syvaarskrig. Lederen af Englands Politik paa
dette Tidspunkt var William Pitt (Chatham),
hvem Kongen personlig nærede den største
Uvilje imod, men hvem han dog Juni 1757
omsider havde fundet sig i at gøre til ledende
Minister, og hvem han rettede sig efter indtil
sin Død. 1751 var hans ældste Søn med
Caroline af Ansbach, Frederik, død; mellem dem
havde der været et lige saa slet Forhold som
mellem G. og hans Fader. Af G.’s andre Børn
med Dronningen maa nævnes Vilhelm August,
Hertug af Cumberland (1721—65), og Louise,
gift med Kong Frederik V af Danmark. 1735
var Grevinde Wallmoden med Dronning
Caroline’s Tilladelse blevet G.’s Elskerinde; efter
Dronningens Død fik hun Ophold i St. James
og blev gjort til Grevinde af Yarmouth. (Litt.:
Foruden de under Georg I nævnte Værker,
Hervey, Memoirs of G. II [2. Opl. London
1854]; Walpole, Memoirs of the reign of G.
II [3 Bd 1848—51]).
(A. Frs.). P. L. M.
Georg III, Konge af Storbritannien og
Irland (1760—1820) og Kurfyrste af Hannover, f.
i London 4. Juni 1738, d. smst. 29. Jan. 1820,
Han var Søn af Prins Frederik af Wales og
Augusta af
Sachsen-Gotha
og blev ved
Faderens Død
1751 Arving til
England, hvor
Farfaderen,
Georg II, da
regerede. Hans
Evner var
ringe, hans Sind
tungt, og med
megen
Tilbageholdenhed
forenede han en
betydelig
Stædighed. Under
Moderens
Ledelse opdroges
han til Tro
paa de monarkiske Principper, der raadede
i Tysklands smaa Fyrstendømmer.
Bolingbroke’s ultra-konservative Patriot King blev
en Slags politisk Lærebog for ham. Moderens
stadige Omkvæd var: George, be a king, og
tidlig opfordrede hun ham til engang at bryde
de raadende Whig-Slægters Magt. Hans
Opdragelse var i øvrigt streng og omhyggelig, og
hans Livsførelse blev mønsterværdig, men hans
svage Opfattelsesevne hindrede, at han i større
Grad kunde faa Udbytte af Undervisningen.
Ved Georg II’s Død besteg han Englands
Trone og blev samtidig Kurfyrste af Hannover;
8. Septbr 1761 ægtede han Charlotte Sofie af
Mecklenburg-Strelitz. Hans Maal som Konge
blev at gennemføre det personlige Kongedømme,
saaledes at Ministrene fremgik af Kongens fri
Valg, og medens hans to Forgængere, der
aldrig regnedes for Englændere, aldeles ikke
havde haft Betingelsen for at naa noget
saadant, syntes der nu at frembyde sig visse
Muligheder for den unge Konge, der var født og
opdraget i England. Whig’erne var nemlig
uenige, og Toryerne, der havde opgivet Haabet
om at faa Stuarterne tilbage, var nu villige til
at slutte sig til den hannoveranske Familie,
naar denne kunde befri dem for Whig’ernes
Regimente. Det lykkedes da Kongen ret
hurtig at faa det bestaaende Ministerium
Pitt-Newcastle styrtet, og Maj 1762 traadte Lord
Bute, Kongens særlige Yndling, i Spidsen for
Ministeriet for at gennemføre den kongelige
Politik. Forsøget gjordes med de samme
Midler, som Whig’erne anvendte for at bevare
Flertallet i Underhuset, Køb af Vælgeres og
Parlamentsmedlemmers Stemmer, men
mislykkedes hurtig, da Bute, der var skotsk af
Fødsel, ikke kunde vinde Englænderne, og
Stemningen ophidsedes voldsomt mod ham. Kongen
maatte derpaa 1763—65 finde sig i at have Lord
Grenville til Minister, skønt dennes
selvstændige Optræden stadig paa ny vakte hans største
Forbitrelse. Han blev kun fri for ham ved at
tage det udprægede Whig-Ministerium
Rockingham, og heller ikke under de flg. Aars skiftende
Ministerier lykkedes det Kongen at gøre sin
Vilje gældende. Først 1770 fik han i
Tory-Ministeren Lord North en Minister efter sit Ønske;
p. Gr. a. Whig’ernes Uenighed og ved Hjælp
af et gennemført Bestikkelsessystem lykkedes
det denne i 12 Aar at styre i Kongens Aand.
I nogen Grad havde han ogsaa den almindelige
Stemning for sig i denne Tid, idet Flertallet af
Befolkningen delte Kongens Forbitrelse mod
Amerikanerne, hvis Opstand var brudt ud 1776.
Nederlaget i Kampen mod Amerikanerne og
deres Forbundsfæller sprængte imidlertid 1782
dette føjelige Ministerium. Til sin store
Forbitrelse maatte Kongen atter tage et
Whig-Ministerium og begynde Fredsunderhandlinger.
Hans Intriger sprængte det ene Ministerium
efter det andet, og under de Vanskeligheder,
der herved opstod, talte han om at trække
sig tilbage til Hannover. Det endte dog med,
at han maatte underskrive Freden og tage den
mest forhadte af alle Parlamentsførerne,
Charles Fox, til Minister. Da gav Fox’ Forslag
om Ordningen af Indiens Styrelse ham en
Lejlighed til at komme af med dette
Ministerium, idet det ved en Appel til »Kongens
Venner« i Overhuset lykkedes at faa dette til at
forkaste Forslaget. Den yngre Pitt modtog nu
Ministerstillingen, trodsede Underhusets Flertal
i Overensstemmelse med Toryernes Principper
om Kongens fri Valg af Ministre og opnaaede
derpaa ved en Opløsning Flertallet, da
Befolkningen kun lidet følte sig tiltalt af den
 |
| Georg III. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
