Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Glaukos - Glaukos fra Chios - Glaukosiderit - Glaum - Glaumvor - Glaux - Glavendrup-Stenen - Glavind - Gleba - Glebo - glebæ adscripti - Glechoma - Gleditsch, Johann Gottlieb - Gleditschia
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Egne af Lilleasien. Om fl. af disse fortælles
Træk, som ogsaa forekommer i Myterne om
Havguden G.; bl. a. møder man oftere de
vidunderkraftige Urter. De vigtigste er: 1) G., Søn
af Kong Sisyfos i Korinth, der under en
Vognvæddekamp ved Ligfærden for Pelias i Iolkos
kastedes af Vognen af sine Heste og
sønderreves af dem, som det hed, fordi Afrodite var
fortørnet paa ham. Denne G. var Fader til
Bellerofontes. 2) G., Søn af Lykiernes Fyrste
Hippolochos, Sønnesøn af Bellerofontes (altsaa
Sønnesønssøn af 1.), drog med Sarpedon til
Troia for at hjælpe Priamos og mødte her i
Kampen Diomedes. Heltene genkendte
hinanden og byttede Rustning. G. fik i St f. sin
gyldne Rustning Diomedes’ Kobberrustning.
Efter et senere Sagn faldt G. i Kamp med Ajas,
Telamon’s Søn. 3) G., Søn af Minos. Konge paa
Kreta, mistede efter Sagnet Livet ved at falde
i et stort Honningfad, hvor han druknede.
Minos søgte ham forgæves alle Vegne, indtil en
Sandsiger Polyidos fra Argos til sidst opdagede,
hvor Liget var at finde, hvorpaa Minos,
støttende sig til et Orakel, forlangte af Sandsigeren,
at han skulde gøre G. levende igen, og da det
ikke skete, byggede han et Gravmæle for
Sønnen og lukkede Polyidos inde med Liget i
Gravkammeret. En Slange nærmede sig her
Sandsigeren, men denne slog Slangen ihjel. Straks
efter kom en anden Slange med nogle Urter,
ved hvilke den gjorde den døde Slange levende
igen. Polyidos tog Urterne, kaldte ved Hjælp
af dem G. til Live igen, fik Graven aabnet og
gav G. tilbage til Minos. Efter nogle
Efterretninger belønnedes Polyidos kongelig, efter
andre forlangte Minos af ham, at han skulde lære
G. Sandsigerkunsten, hvad han ogsaa
nødtvungen gjorde. Men da han skulde sejle bort, fik
han G. til at spytte sig i Halsen, hvorefter
Sandsigergaven straks gik tabt for G.
V. S.
Glaukos fra Chios, gr. Metalarbejder fra
7. Aarh. f. Kr. Han omtales som Opfinder af
den Kunst at svejse Jern. En Indskrift
derom fandtes paa et af Herodot og senere
Forf. omtalt kunstfærdigt Fodstykke af Jern,
som han havde udført til en Sølvvinkumme,
som Alyattes II af Lydien til Tak for
Helbredelse skænkede til Oraklet i Delfoi.
H. A. K.
Glaukosiderit, d. s. s. Vivianit.
Glaum, i den nordiske Heltedigtning Navn
paa Atle’s Hest.
G. K-n.
Glaumvor, i nordisk Heltedigtning Navn paa
Gjukungen Gunnar’s Hustru.
G. K-n.
Glaux [gla^uks]. se Sandkryb.
Glavendrup-Stenen, dansk Bunesten fra c.
900 e. Kr., fundet 1806 i en Høj ved Glavendrup
By (Skamby Sogn, Skam Herred, mellem
Odense og Bogense). Højen, paa hvis Top
Runestenen siden 1864 er rejst, er ved en aflang
Stenkreds forbundet med to mindre Høje.
Indskriften (smlg. V Bd, S. 625) er mærkelig bl. a.
ved sin Længde — den længste danske
Runeindskrift —, ved de Æresord over den Afdøde,
den indeholder, og ved den
Besværgelsesformular, hvormed den slutter: »Ragnhild satte
denne Sten efter Alle, Sålve-Gode (Høvding og
Tempelforstander for »Sålverne«),
Helligdommenes [Skærmer?], den hæderværdige Thegn
(fribaaren Mand). Alle’s Sønner gjorde dette
Gravmæle efter deres Fader og hans Kone
efter sin Mand; men Sote ristede disse Runer
efter sin Herre. Thor vie disse Runer! Den skal
komme til atter at bringe det i Orden, som
øver Vold mod denne Sten ell. drager den bort
(for at rejse den) efter en anden«. Ragnhild er
rimeligvis den samme Kvinde, som har rejst
den noget yngre Tryggevælde-Sten. (Litt.:
Wimmer, »De danske Runemindesmærker«,
II, S. 369; »Studier tillegnade Esaias Tegnér«
[1918], S. 510).
V. D.
Glavind er nu en poetisk Benævnelse for
»Sværd«, medens ældre dansk Glaven
brugtes om Spyd. Denne Betydningsudvikling
genfindes, foruden ved sv. glaven, ogsaa ved det
til Grund liggende fr. Ord: medens oldfransk
gla(i)ve betegnede »Lanse, Spyd«, har nyfransk
glaive (ved fornyet Indflydelse af lat. gladius
»Sværd«) antaget Bet. »Sværd«. I Nordisk er
Ordet indkommet gennem nedertysk
Formidling; jfr middelnedertysk glaven »Spyd, Lanse«
(Biform glevie, hvoraf oldn. glefja »Spyd«).
H. F.
Gleba er den sporedannende Del af
Frugtlegemerne hos Bugsvampene; ved Sporernes
Modning gaar Basidierne og de sterile Hyfer i
G. til Grunde, hvorefter G. falder hen til Støv
ell. bliver til en tykflydende Masse.
F. K. R.
Glebo, Grebo, Gedebo, et Negerfolk,
der lever paa Guinea-Kysten Ø. f. Liberia og
paa begge Sider af Kap Palmas. G., der staar
Kru-Negrene nær, skal af Fellataerne være
trængt ud til Kysten, hvor de lever væsentligst
som Fiskere, Søfolk og Handelsmænd.
H. P. S.
glebæ adscripti (lat.), egentlig »bundne til
Jorden«, opr. vel Betegnelse for de Livegnes
Stilling i det rom. Kejserdømmes senere Tid,
idet disse var tvungne til at blive paa det
Gods, hvortil de hørte, og fulgte med det ved
Salg (smlg. colonus). Nu ofte spøgende om
Personer, der af en ell. anden Grund ikke kan
løsrive sig fra deres Hjemstavn ell.
Opholdssted.
A. B. D.
Glechoma [-’ko.-], se Katteurt.
Gleditsch [’gle.det∫], Johann Gottlieb,
tysk Botaniker, (1714—86), var Prof. i Berlin,
for hvis bot. Have han var Direktør. Han er
især kendt for sine Studier (1749) over (den
europ.) Dværgpalmes (kunstige) Befrugtning;
Berlin’s Eksemplar, som var et Huneksemplar,
bestøvede han med Støv fra Caspar Bose’s
Hantræ af samme Palme i Leipzig og fik
spiredygtigt Frø (1750); disse Eksperimenter har
fremragende hist. Bet., saasom man paa hin
Tid endnu meget trængte til videnskabelig
Begrundelse af Læren om Planternes Seksualitet.
I øvrigt har G. skrevet en Methodus fungorum
(1753), Systema plantarum a staminum situ
(1764), »Vermischte
physikalisch-botanisch-oekonomische Abhandlungen« (1765—67) m. m.
V. A. P.
Gleditschia [-’ditsja] L., Slægt af
Cæsalpiniaceæ, Træer med enkelt ell. dobbelt
ligefinnede Blade, hvis Smaablade er svagt og
uregelmæssig indskaarne; Akselblade mangler.
Paa Stammen og de større Grene findes hyppig
Adventivskud, der er omdannede til store,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
