Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Glosa - Glose - Glosimodt, Olav Olavson - Gloso - Glossa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Folkeromancer til G. Den tyske Romantik i 19.
Aarh.’s Beg., der jo i saa meget efterabede
Spanierne, forsøgte sig naturligvis ogsaa i denne
Form, og en berømt Efterligning af den sp.
G. er f. Eks. Tieck’s i »Kaiser Octavianus« over
det af ham selv opfundne Tema, som gerne
kunde kaldes Romantikkens Hovedtema:
»Mondbeglänzte Zaubernacht, Die den Sinn gefangen
halt, Wundervolle Märchenwelt, Steig auf in
der alten Pracht«. For den danske Digtekunst
har G. kun haft overordentlig lidt at betyde.
E. G.
Glose, se Glossa.
Glosimodt, Olav Olavson, Billedhugger,
f. i Telemarken 14. Juli 1821, d. i Kbhvn
13. Decbr 1901, Som saa mange andre norske
Bøndersønner gav han sig alt som Dreng af
med Udskæring i Træ, og hans Arbejder i denne
Retning, baade Figurer og ornamentale Ting,
tildrog sig tidlig Opmærksomhed; nogen egl.
Uddannelse fik han dog først, da han 26 Aar
gl. blev Elev af Kunstskolen i Kria. 1851 rejste
han til Kbhvn, hvor han arbejdede paa
Kunstakademiet og i H. V. Bissens’s Atelier; senere
var han med Stipendium et Aar i Rom og
derpaa nogen Tid i Düsseldorf; fra 1862 havde han
været bosat i Danmark. Mellem hans større
Billedhuggerarbejder kan hans Statue
»Sæterjenten« og en god Portrætmedaillon af A. Munch
nævnes; højere end disse staar dog hans
nydelig udførte Medailloner i Buksbom og Elfenben.
S. M.
Gloso, Spøgelsedyr. 1) et Gengangervæsen,
i Jylland og paa alle Smaaøerne kaldet
Gravso, paa Sjælland Glumso, i Skaane Gluggso,
Gluffsugga, Grafso; efter alm. Folketro bliver
det myrdede og i Jorden skjulte nyfødte Barn
til G., og dette er vistnok det opr. (jfr
Fylgja); undertiden opfattes G. som den Vætte,
der ruger paa Gravhøjens Skatte (Falster), ell.
som en levende begravet So (Ærø) ell. som
Kirkevare (Skaane, jfr Vare). 2) I Smaaland
dyrkes »Gloson« som et Væsen, der raader
over Markens Frugtbarhed; de sidste Aks paa
Marken efterlades til den, ligesaa de sidste
Æbler paa Træerne, de sidste Haandfulde Korn
i Loen, thi »hvor G. ikke faar paa Marken, der
tager hun i Laden« (ɔ: hun lader Sæden opædes
af Rotter og Mus) ell. »der ligger hun under
Julebordet«; den skal ogsaa have et Offer af
hvert Stykke Dej, der lægges til Julen. G.
betyder »den lysende So« (jfr jysk Gloorm, Skt.
Hans-Orm; Glotræ, Trøske); derimod sjæll.:
Glumso = »den morke So«; den skildres i
Smaaland som et stort hvidt Svin med Gnister
staaende ud af Børsterne; den løber om Natten
med Ryggen saa høj som en Sneplov og med
Trynen i Jorden og grynter, saa det runger i
Jorden. — Der synes at være en Sammenhæng
mellem dette Dyr og Frugtbarhedsguden Frey’s
guldbørstede Galt; hvis de ikke var af forsk.
Køn, vilde det sikkert være ret at opfatte
Frey’s Galt som en forfinet Skikkelse af det
folkelige Frugtbarhedsdyr. (Litt.:
Hyltén-Cavallius, »Wärend« [1. Bd S. 240 ff., Sthlm
1864]; Feilberg, »Jydsk Ordbog«, [I 479];
Samme, »Sjæletro«, S. 147 [1914]).
(A. O.). H. El.
Glossa (gr. γλώσσα), egl. Tunge; dernæst
Tungemaal; i snævrere Bet. et Ord ell. Udtryk,
der er vanskeligt at forstaa, fordi det tilhører
en særlig (provinsiel ell. uddød) Sprogbrug;
endelig ogsaa Forklaringen paa et saadant Ord
(Glose). — Samlinger af G. med tilhørende
Forklaring begyndte man at anlægge i
Grækenland, saa snart man begyndte at læse de klass.
Forfattere filologisk (3. Aarh. f. Kr.); Samlerne
kaldtes Glossografer. Af saadanne
Samlinger, der temmelig tidlig ordnedes alfabetisk,
er de græske Leksikoner (Hesychios, Suidas o.
s. v.) voksede ud. I Rom var Udviklingen en
lgn.; foruden Udtog af det store Leksikon af
Verrius Flaccus (Festus) er der bevaret ikke
faa Samlinger af G. (Glossaria), til Dels af stor
Bet. for Kendskabet til ældre og vulgært Latin.
Ligeledes findes Samlinger af græsk-latinske og
latinsk-græske G. — I vore Haandskrifter af
klassiske Forfattere findes jævnlig G. (vel mest
skrevne ud af Leksikoner), dels mellem
Linierne (Interlinearglosser), dels i
Randen (Marginalglosser); hvor der
sammen med Teksten er overleveret en
Kommentar, optoges disse G. ofte til Dels i denne;
undertiden kom de ogsaa ind i Teksten og
kunde da fortrænge det opr., sjældnere Ord,
som de skulde forklare. En saadan i Teksten
indtrængt G. kaldes et Glossem.
A. B. D.
I den eksegetiske Terminologi betegner G. en
forklarende ell. korrigerende Bemærkning, som
opr. havde sin Plads i Randen af et
Haandskrift, men som ved senere Afskriveres
Uagtsomhed er trængt ind i selve Teksten,
undertiden endog paa en ganske forkert Plads;
navnlig den gammeltestamentlige Tekst i dens
overleverede Skikkelse indeholder mange saadanne
Tilføjelser, som det nu er en af den
videnskabelige Forsknings Opgaver at paavise og
fjerne. I ældre Tid tænkte man ved G.
fortrinsvis paa en Samling Forklaringer til alle
vanskelige Udtryk i de bibelske Skrifter;
allerede meget tidligt blev det nemlig Skik, at
man forsynede saadanne Tekster med
forklarende Noter, der da i Reglen blev anbragt
enten mellem Linierne (glossæ interlineares) ell.
i Margenen (glossæ marginales) af
Haandskriftet; senere samlede man hele Rækken af disse
enkelte Oplysninger i en fortløbende Tekst
(glossæ perpetuæ), som da ogsaa benævnedes
G. i Enkelttal. Den berømteste Marginalglosse
hidrører fra Wahlafrid Strabo (d. 849), den
vigtigste Interlinearglosse fra Ansehn, af Laon
(d. 1117). — Se i øvrigt Glossolali.
H. M.
Ogsaa inden for den retsvidenskabelige
Litteratur har Glossering af Haandskrifter, baade
Lovhaandskrifter og Haandskrifter af
videnskabelige Arbejder, i Middelalderen spillet en
stor Rolle. Glosseringen, der gik ud paa at
oplyse Teksten gennem Ordforklaringer,
Jævnførelse og Kombination med Parallelsteder,
Bortforklaring af Modsigelser o. lgn., og som kunde
udvides til en fuldstændig Kommentering,
udviklede sig fra først af navnlig i Italien, hvor
de lombardiske Retssamlinger og efter
Forbillede af dem Corpus juris (s. d.) forsynedes
med Glosser. Særlig Interesse knytter sig til
Glosseringen af Corpus juris, der udgaar fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
