- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IX: Friele—Gradient /
913

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Got, Edmond François Jules - Gote - Goter

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

»Den indbildte Hanrej«, Triboulet i »Le roi
s’amuse«, Harpagon i »Den Gerrige«, Brissot i
»Denise«. (Litt.: Sarcey, Comédiens et
comédiennes
1. Ser., Nr 2 [Paris 1876]; D’Heylli,
Comédie Française 1852—71 [Paris 1876]; E.
Brandes
, »Fremmed Skuespilkunst« [Kbhvn
1881]).
(A. A.). C. B-s.

Gote, 1) i Völsungsagnene Navn paa
Gunnar’s Hest, der ikke turde springe gennem
Luen om Hindefjeld, da Gjukesønnerne var paa
Bejlerfærd til Brynhild. 2) Navnet paa en
Sagnkonge, Opnævner til Gotland, hvilket Navn i
vestnordiske Kilder bruges om Danmark.
G. K-n.

Goter, Folk i det gamle Østgermanien, det
vigtigste Led i den østlige ell. got. Gruppe af
de gotogermanske Folk. Navnet G. findes
paa Gotisk skrevet Gut-þiuða ɔ: »G.-Folk«;
usammensat maa det have lydt Gutôs og
Gutans. Den gl. folkelig danske Udtale var
Gotte ell. Gotter, jfr Udtale af Gothersgade. G.
genfindes som sv. Gutar paa Gotland, og paa
det sv. Fastland findes den sikkert til s. N.
hørende Aflydsform Gautar ell. Götar, snarest
afledet af Göta-Elven, d. v. s. den »gydende«
Strøm. Derimod har G. intet at gøre med Jyder
og Guder, hvormed de i ældre Tid
sammenblandedes. G.’s Hovedgrene var: 1) Austro-G. ell.
Øst-G. med Tilnavnet Greutunger, 2) Visi-G.
ell. Vest-G. med Tilnavnet Tervinger. Meget
nær G. stod Gepiderne. Kulturen i G.’s
Hjemland er lidet kendt. Af Guddomme kendes
Tyz, Halja (Hel) og Øst-G.’s Kongestamfædre
Gapt og Humal. En Slags Heks, som varetog
Heldyrkelsen, hed Haliaruna; fra saadanne
Hekse lod G.’s Sagn Hunnerne nedstamme. G.’s
afdøde Konger gjaldt iflg. Jordanis som
»Halvguder«, Anses, d. v. s. »Aser«; deraf forklares
Snorre’s nordiske Sagn om Ase-Dyrkelsens
Indvandring fra det sydøsteuropæiske Goðheimar,
som er en Sammenblanding af »Gudehjem« og
»Goterhjem«. — Ligesom Nordboer og Friser
havde G. et indskrænket Kongedømme, ikke
Republik som Vandaler, Tyske og Saksere. G.’s
Love skal iflg. Ficker slutte sig nær den
nordiske og longobardiske Type. G.’s Plads ved
den østlige Ravhandels Knudepunkt medførte
visse for dem særlige Kulturlaan: paida,
»Læderkjortel« = gr. baité, indført allerede c. 200 f.
Kr.; kêlikn, »Taarn, Hus med to Stokværk«, et
keltisk Ord, rimeligvis indført fra Kotinerne i
Østböhmen; lukarn, »Kærte« (ogsaa paa
Gotland) = lat. lucerna. — G.’s Sagn lader Kong
Berik føre G. paa 3 Skibe fra Skandinavien til
Nordtyskland; de synes at have »laant«
Kimbrernes Boiorix, den første navnkundige
gotogermanske Udvandrerhøvding (d. 101 f. Kr.),
thi Bêrik er den ægte østgotiske Form for hans
Navn. G.’s ny Hjem i Preussen hed
Gothiseandja, der synes at ligge til Grund for polsk
Godanycze, nu G.-dansk = Danzig. Fra. G.
stammer ogsaa Navnet Widland, d. v. s.
»Skovland«. Den svebiske Storhersker Marbod i
Böhmen truede ell. kuede G., men han styrtedes
Aar 17 e. Kr. af sin fredløse Fjende Catvalda,
hvem G. havde ydet Husly og Støtte. Paa
Nero’s Tid knyttede Rom fast Handelssamkvem
med Ravkysten i G.’s Nabolag. C. 200 vandrede
G.’s Hovedmasse til Sortehavsegnene, og siden
238 gjorde de idelig Indfald i de rom.
Donaulande. Kniva indtog Filippopel, og Kejser
Decius faldt mod ham i Møsien 251. Som Herrer
over Krims Søstæder gjorde G. siden 256 i c.
20 Aar Sørøvertog til Lilleasien og Grækenland.
— Vestgoterne blev af Kejser Claudius
fuldstændig slaaede ved Naissus (Nish) 269, og hans
Efterfølger Aurelian fortsatte med at sikre
Balkanhalvøen mod dem, men overlod dem til
Gengæld Dacien, hvorved der skaffedes Ro i
c. 100 Aar. Imedens bredte Kristendommen sig
saa stærkt hos Vest-G., at den ivrige Hedning
Athanarik 348 udjog dens Tilhængere,
hvoriblandt Apostlen Vulfila, hvis Forældre var
bortslæbte fra Lilleasien under G.’s Rovtog.
Bosatte som rom. Undersaatter i Prov. Møsien
fik de Udjagne Navnet Møso-G. Her fuldendte
Vulfila sit Storværk, Overs. af Biblen til Gotisk.
Da hans Trosform var ariansk, blev denne
herskende hos alle de af ham omvendte G. —
Hunnernes Indfald i Europa 370 afbrød
pludselig den rolige Udvikling. De kastede sig først
mod Øst-G., hvis Konge Ermanrik iflg. Sagnet
skal have hersket fra Østersøen til Don, og hvis
Fremtrængen langs Kaukasus-Kysten skildres i
G.’s Sagn, ja endnu i 19. Aarh. mindedes i
Tscherkessernes Sange om Kampe med Folket
Gut. Ermanrik øvede Selvmord, — en
Tildragelse, der omdigtedes i nordiske og tyske
Heltesagn. Hans Folk kuedes, og Vest-G. veg over
paa Balkanhalvøen efter Overenskomst med
Romerne 376. De fik Bopæl i Møsien, men da
rom. Embedsmænd sultede og udpinte dem,
rejste de sig under Fridigern, og Kejser Valens
faldt mod dem ved Adrianopel 378. Det aabne
Land var nu G.’s Bytte og led frygtelig, selv
om de faste Byer holdt Stand. Omsider fik
Kejser Theodosius ved Vaabenmagt og
Underhandlinger G. til at falde til Ro; de fik Sæde
langs Nedre-Donau som skattefri rom.
Forbundsfæller og Grænsevogtere. — Straks efter
Kejserens Død 395 gjorde G. Oprør, og de
valgte til Konge Alarik af Balthernes Æt. Ved
at plyndre Grækenland tiltvang han sig
Udnævnelse til Overfeltherre i Illyrien; her i Østroms
Grænseprovins mod Vestrom agtede han at
grunde et frit Rige. Skinsyge mellem de to
Kejserriger hjalp ham. 401 brød han ind i
Italien, men Stilico slog ham ved Verona 403
og drev ham ud. Andre indtrængte G. under
Ledelse af Radagais blev knuste af Stilico ved
Florentia (Firenze). Men efter Stilico’s Mord
408 kunde intet mere standse G. Efter to Gange
at have truet Rom, indtog Alarik Byen 24.
Aug. 410 og lod den plyndre 3 Dage, dog uden
stor Blodsudgydelse. Saa drog han til
Syditalien, rimeligvis med Planer mod Afrika, men
døde der sidst i 410. Til Konge kaaredes hans
Svoger Athaulf, der drog til Sydgallien 412,
sluttede Fred, og i Forbund med Rom
overvandt to Usurpatorer. Men 413 brødes Freden,
da han nægtede at udlevere Kejser Honorius’
fangne Søster Placidia og siden oven i Købet
ægtede hende samt opstillede Attalus som
Modkejser. 415 drog Athaulf paa Erobring til
Spanien, men blev her myrdet. Efterfølgeren
Vallia sluttede Fred, da Roms Flaade afskar

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:13 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0944.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free