Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Goter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tilførslen af Korn; han udleverede Placidia og
forpligtedes til at kæmpe for Rom mod Sveber
og Alaner i Spanien. Til Løn fik G. 418 tildelt
fast Bopæl i Aquitanien, d. v. s. Landet mellem
Garonne og Pyrenæerne, med Hovedstaden
Toulouse. Theoderêd I, Alarik’s Barnebarn
(419—51), afkastede Roms Skinherredømme og
udvidede sit Omraade mod N., men hjalp dog
Roms Statholder Aëtius med at standse Attila’s
Hunner og faldt i den sejrrige Kamp mod dem
paa de catalauniske Marker 451. Sønnen
Theoderêd II godkendte Roms Overherredømme og
kæmpede i dets Navn gentagende mod
Sveberne i Spanien, fik 455 sin forhenværende Lærer
Avitus til at tage Kejserværdigheden i Gallien,
og holdt efter hans Mord 456 endnu fast ved
Rom. Eurik (466—85) gjorde straks og for stedse
Ende paa Vasalforholdet og fik 475 afstaaet
hele Landet indtil Rhône og Loire; 477
fuldendte han den sp. Halvøs Erobring, bortset fra
det svebiske Nordvesthjørne. Eurik lod udgive
en Lovbog, den første Optegnelse af
gotogermansk Ret. Med ham var Vest-G.’s Magt naaet
til Højdepunktet. — Østgoterne traadte
netop samtidig ind i deres Glanstid. Efter
Ermanrik’s Fald c. 370 havde de fulgt Hunnerne
til Pannonien og kæmpet for Attila mod Rom og
Vest-G. i Gallien 451. Attila’s Død 453 bragte
Øst-G. og Gepider til at styrte Hunnervældet.
Kort efter fødtes Kongesønnen Theoderik af
Amalernes Æt; han var som Dreng Gidsel i
Konstantinopel. Efter fl. Aars Forsøg paa at
udnytte Østroms politiske Vanskeligheder drog
han 488 mod Italien, udnævnt til magister
militum af Kejser Zeno, for at styrte den
østgermanske Lejetropfører Odovaker, der 476 havde
afsat den sidste vestromerske Skinkejser. G.
sejrede ved Verona (Folkevisens »Bern«), og
efter 3-aarig Modstand i Fæstningen Ravenna
overgav Odovaker sig 493 og blev myrdet. Uden
aabent Brud med Østrom styrede Theoderik
Italien som faktisk uafhængig Konge. Han
søgte at styrke sig ved at ægte Frankerkongen
Chlodevig’s Datter og ved Forbund med
Heruler, Thyringere o. a. Stammer i Germanien.
Da Chlodevig 496 knuste Allemannernes Magt,
gav de sig i Schweiz under Øst-G. Efter
fejlslagne Mæglingsforsøg maatte Theoderik se
paa, at Chlodevig fældede Vest-G.’s Konge
Alarik II og erobrede største Delen af Gallien, men
Øst-G. vandt derved Vest-G.’s Omraade i
Provence, og som Formynder for Alarik’s Søn
Amalarik blev Theoderik faktisk Spaniens Herre.
Theoderik herskede med Kraft og Kløgt,
fremmede Agerbrug og Korntilførsel, rejste
Bygninger og støttede selv Videnskaben; han lod sin
rom. Minister Cassiodor skrive G.’s Historie.
Roms civile Administration lodes af ham urørt
og frededes med Omhu; ogsaa den kat. Kirke
forblev uantastet, skønt G. hyldede den
arianske Trosretning. Romerne var fri for
Krigstjeneste; G. dannede den staaende Hær, som
underholdtes ved de til Odovaker’s
Lejetropper eksproprierede Grundstykkcr og skarpt
sondredes fra Romerne. Theoderik døde 526 og
jordedes i et stort Mausoleum i Ravenna.
Eftertiden kaldte ham »den Store«, og i
Folkevisen er han navnkundig som Didrik af Bern.
— G.’s Synken og Fald var allerede
indvarslet ved Nederlaget mod Frankerne 507, men
Theoderik’s Indgriben forebyggede videre
Tilbagegang, og først efter hans Død 526 gik det
rask nedad. Datteren Amalasvintha, som
regerede for sin Søn Athalarik, var G. for
romervenlig og blev efter Sønnens Død dræbt af sin
Fætter Theodahad (534). Da hun havde søgt
Hjælp hos Kejser Justinian, greb han dette
Paaskud til Krig, og hans Feltherre Belisar
indtog Sicilien og Syditalien, hvor de kat.
Indbyggere villig støttede ham af Uvillie mod
deres arianske Herrer. Nu afsatte G. Theodahad
og kaarede Vitiges, en tapper Kriger af lav
Byrd. Han indesluttede forgæves Belisar i Rom,
men Hofintriger voldte 540 Belisar’s
midlertidige Tilbagekaldelse, og nu genvandt Vitiges’
Efterfølger Totila det meste af Italien. Først
Udsendelsen af Narses med ny Stridskræfter
fra Østrom afgjorde Kampen. Totila faldt i
Etrurien 552 og Øst-G.’s sidste Konge Teja faldt
efter en Modig Kamp ved Vesuv 553. Enkelte
Fæstninger holdt sig endnu til 555. G.’s Rester
fik fri Afmarch fra Italien. — Da Vest-G.’s
Konge Alarik II faldt mod Chlodevig 507,
levnedes der dem af deres galliske Omraade kun
Prov. Septimanien. Justinian erobrede en Del
sp. Kyststæder, dog kun forbigaaende. En
Udvidelse opnaaede Vest-G., da Liubigild 585
kuede Sveberne i Portugal, men som Helhed
var og blev det got. Vælde svagt. Alarik II
havde søgt at vinde sine rom. Undersaatter
ved at ordne deres Forhold til G. væsentlig paa
rom. Retsgrundlag gennem sin Lex Romana
Visigothorum 506, hvoraf atter Rekkesvinth’s
Lex Visigothorum fremgik c. 650. Ljubigild’s
Søn Rekkared afsvor Arianismen for yderligere
at bortrydde Modsætningen mellem Herrer og
Undergivne. Der herskede en vis retslig Lighed
derigennem, at alle var skatte- og hærpligtige.
Men Stormændene var opsætsige og trykkede
Folket, og da den kraftige Konge Vitiza satte
dem Skranker, blev han stødt fra Tronen af
Roderik (710). Vitiza’s Sønner indkaldte
Araberne til Hævn, og Roderik faldt mod disses
Fører Tarek (711). Næste Aar erobredes
Hovedstaden Toledo, og kun i Asturiens nordlige
Bjerge holdt sig en Rest af G.’s Rige, Kernen
i det senere sp. Rige. G.’s Levninger
romaniseredes. — G.’s Hjemland Preussen var siden
6. Aarh. blevet Bytte for baltisk-slaviske Folk;
G.’s Navn arvedes vistnok af Egnsfolket Gudden
i Østpreussen. Møso-G. fastholdt deres
Nationalitet og got. Gudstjeneste til 9. Aarh.
Krim-G. (s. d.) talte Gotisk endnu til 17. Aarh., men
er siden tatariserede; deres gr.-kat.
Bispedømme Gotia ophævedes 1786. G.’s hist. Bane var
kort, men glimrende. De blev den store
Folkevandrings Indledere og Fuldbyrdere, vandt
Vestroms Centrum og vigtigste Prov. i Europa.
Baade politisk og kulturelt blev de den
gotogermanske Folkegruppes Bannerførere; de
skabte dens første nationale Kirke,
Bibeloversættelse, Bogskrift, Boglitteratur og Lovbog, og
G.’s Erobrere, saasom Ermanrik og Theoderik
blev Heltedigtningens første Midtpunkter.
Derfor var det naturligt, at hele Folkegruppen hos
Angelsachser og Nordboer fik Navnet G., jfr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
