- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Den nye Salmonsen (4. udgave, 1949) /
2158,2159,2160

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Italien - italienere - italiensk bogholderi - italiensk havestil - italiensk kunst - italiensk litteratur - italiensk maskekomedi - italiensk musik

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

italienere

italiensk musik

m. m. i Alperne til Frankr.; Jugoslavien
fik det meste af Venezia Giulia, mens
Triest (efter skarp konflikt ml. magterne)
blev fristad; dertil erstatninger og
udlevering af en del af krigsflåden. 1947
udtrådte Socialister og kommunister af
de Gasperis regering. Dec. s. å. rømmede
de sidste eng. og araer, tropper I. Fortsat
prisstigning førte til stærk uro og
strejker i 1947. Efter gennemførelse af
de-mokr. forfatning 1947 foretoges 18. 4.
1948 valg under international spænding;
Kristel.-Demokr. Folkeparti sejrede (48,7
% af stemmerne) over Folkefronten
(kommunister og Nennis Socialister:
30,2%). 1948 blev Luigi Einaudi
præsident. - Forslag om I-s optagelse i FN
mødte til stadighed sovj. modstand.
Tiltrådte 1949 Den Nordatlantiske
Traktat.

italienere (høns), lette hønseracer, der
stammer fra I tal. i er gode æglæggere;

Hvid italiener.

udbredt over hele verden; findes i mange
farver. Mest anv. er hvide i, der udgør
hovedparten af Danm.s hønsebestand;
meget anv. er også brune i.
italiensk bogholderi, bogføringsmetode
der i sin rene form omfatter to bøger, en
journal hvori alle poster indføres
kronologisk, og en hovedbog, hvori de indføres
systematisk i specificeret form.
Grundbogen (journalen) deles dog ofte, således
at der findes en grundbog for hver af de
vigtigere grupper posteringer
(kasseposter, varesalg, varekøb osv.); i er en form
for dobbelt boghold.
italiensk havestil, haveform, der
opstod i Renæssance-tiden (16. årh.). Præges
af harmoni ml. bygning og haven, i
hvilken vandkunst, søjler og skulptur anv. i
udstrakt grad. Eks: Villa d’Este ved Rom.
italiensk kunst. Malerkunst. I den tidl.
middelalders Ital. er senantik
kunsttradition stadig virksom, dog fyldt med
kristelige ideer. Mellemled ml. det gl. og
det nye var den byzant. kunst med
figurer på gylden baggrund ofte i
mosaikteknik, fjern fra al naturiagttagelse.
Denne traditions sidste store repr. var
Duccio og Cimabueomkr. 1300,mens deres
yngre samtidige Giotto for første gang
satte sine figurer ind i mere realistiske
omgivelser; men hverken han ei. hele
det 14. årh. satte pris på perspektivisk
rigtighed. Ved siden af Firenze
domineredes tidens ital. kunst af malerskolen i
Siena. Samtidig befriede også det øvrige
Ital. sig fra den byzant. kunsts lænker:
alle stræbte efter figurernes fremstilling
i det absolut frie rum. - Giottos gotiske
stil fortsættes af Fra Giovanni da
Fiesole, overvindes under antik
påvirkning af florentineren Masaccio. Med
Fi-lippo Lippi og Piero della Francesca
udfolder sig den tidlige Renæssance,
der kulminerer i så frigjorte kunstnere
som Mantegna, Botticelli, Ghirlandajo og
Signorelli m. fl. Overgangen til den flg.
højrenæssance repr. af det alsidige geni
Leonardo da Vinci, og nu overtager Rom
med Raffael og Michelangelo den
dominerende stilling. Ved siden af blomstrer
malerskoler i Venezia (Bellini, Giorgione,
Tizian, Veronese, Palma Vecchio,
Tin-toretto), Parma (Correggio), Bologna
(Guido Reni, Carracci) m. fl. -
Overgangen til barokken dannes af den såk.
ma-nieristiske skole (Bronzino). Omkr. 1600
står over for den »glødende« barok
Car-racciskolens kølige, akad. retning og
Caravaggios nye realisme, som i løbet af
17. årh.s anden halvdel sejrer over

2158

barokkens overdrivelser. Endnu i 17. og
18. årh. haves så bet. malere som
venezianerne Tiepolo, Canaletto og Guardi.
I 19. årh. påvirkes den ital. kunst af fl.
eur. retninger. En dygtig portrætmaler
er Antonio Mancini (1852-1930), en bet.
landskabsmaler G. Segantini. Medens
impressionismen ikke synes at have
ligget for italienerne, præges den nyeste
kunst af den sær-ital. futurisme (bl. a.
Severini), kubismen og surrealismen, bl.
hvis pionerer G. Chirico regnes.

Ligesom i malerkunsten viser den siden
antikken ubrudte tradition sig også i
billedhuggerkunsten, som gnm.
middelalderen er baseret på antikke,
byzantinske og orient, motiver, indtil der i 13.
årh. opstår en selvstændig blomstring
(protorenæssancen) med den Pisanske
Skole (Niccolö, Giovanni og Andrea
Pisano). Den egl. Renæssance begynder
i Firenze i 15. årh. med Ghiberti,
Dona-tello og Verrocchio som hovedmestre.
Familen Della Robbia er kendt for sine
malede og glaserede fajancerelieffer.
Højrenæssancens førende mester er
Michelangelo. Samtidig arbejder
Benve-nuto Cellini og Giov. da Bologna i Firenze.
Den egl. skaber af barokskulpturen er
Bernini. Som den sidste arving af den
barokke tradition kan anses Canova.

Arkitektur. Basilikaer og
kuppelkirker fra 1. årtus. i byzant. stil findes i Rom
og Ravenna. Omkr. 1000 bygges i
romansk stil (domkirker i Torcello, Fiesole,
Pisa), som undertiden har optaget orient,
stiltræk i sig (S. Marco, Venezia). Efter
1100: domkirkerne i Cremona, Parma,
Verona, baptisteriet i Firenze. Den ca.
1250 optrædende gotik er fremmed for
Ital. og praktiseres kun i få bygninger
(Sta. Maria Novella i Firenze,
domkirkerne i Siena og Orvieto, Firenze og
Milano). Omkr. 1420 opstår med
Bru-nelleschis og Michelozzos virksomhed i
Firenze den antik-betonede
Renæssance. Stilen breder sig over hele Ital.
L. B. Alberti studerer den antikke
teori i Vitruvs bøger og skaber S.
Francesco i Rimini, S. Maria Novellas facade
i Firenze og S. Andrea iMantova. Mange
paladser bygges i Venezia, Firenze,
Bologna, Verona m. m. Højrenæssancen
indledes med Rom som tyngdepunkt af
Bramante og Ant. Sangallo, fortsættes
af Michelangelo og føres af ham over i
den tidlige barokstil. Førende arkitekter
i denne overgangstid er Alessi, Vignola,
Palladio og Sansovino. Højbarokkens
store mestre er Bernini, Guarini og Fr.
Borromini. Ved siden af den egl. barok
findes en mere rolig, akad. stil (C.
Fontana, luvara), som efterh. sejrer og fører
hen til det 18. årh.s klassicisme, som hölder
sig indtil midten af 19. årh. I nyere tid
har ital. arkit. tilnærmet sig
højrenæssancen; under fascismen gjordes
byggeskik i den tidlige rom. kejsertid til
forbillede.

italiensk litteratur. Indtil 11. årh. var
skriftsproget i Italien det oprindelige lat.,
men der opstod efterhånden en folkelig
dialektdigtning, på Posletten endda
romaner i et mærkeligt, halvt fr., halvt
venetiansk sprog. Det 13. årh.s rel. følelse
fandt sit udtryk i lauderne. I det lærde
Bologna grl. Guido Guinicelli (f. ca. 1230)
den såkaldte »Il dolce stil nuovo«, med
dens forherligelse af kvinden, og hvis
største ånd var Dante. Til denne gruppe
hørte også Guido Cavalcanti. I Toscana
dyrkedes også den satirisk-burleske
digtning (Cecco Angiolieri), og der fødtes
verdenslitt.s største lyriske digter efter
antikken, Francesco Petrarca (1304-74).
Samtidig skabte Giovanni Boccaccio
(1313-75) den ital. prosastil med sin
»Decameron«, en novellesamling, der
fremkaldte mange efterligninger.
Overleveringen af den klass. kultur var
imidlertid aldrig uddød i Italien, og efter
Petrarca benyttede humanisterne sig
igen af det lat. sprog, medens de rel.
dramer, de såkaldte »sacre
rappresen-tazioni« opførtes på ital. Med sine
»Stanze« og dramaet »Orfeo« bragte
Angelo Poliziano (1454-94) Ital. i høj-

2159

sædet igen. Luigi Pulci skrev det burleske
heltedigt »Morgante«, og Matteo Maria
Boiardo det store heltedigt »Orlando
Innamorato«, mens Jacopo Sannazaro
fra Napoli skrev hyrderomanen
»Ar-cadia«, der fik umådelig indflydelse på
næsten al eur. digtning. Den ital.
litt.s anden blomstring fandt sted i det

16. årh. Ludovico Ariosto skabte epos’et
»Orlando Furioso«, Torquato Tasso det
rel. helteepos »Gerusalemme Liberata«.
Lyrikken dyrkedes ivrigt også af kvinder
(Gaspara Stampa (ca. 1523-54), Vittoria
Colonna osv.). Betydelig er det 16. årh.s
prosa, særlig novelledigtning (Bandello)
og historieskrivning (Niccolö Machiavelli
og Francesco Guicciardini) og der opstår
en rig dram. produktion og samtidig den
såkaldte »commedia dell’arte«, d. v. s.
udført af professionelle skuespillere. - I

17. årh. var den svulstige G. Marini
datidens Eur.s mest beundrede digter.
-Det 18. årh.s kendteste navne er
satirikeren Parini »Il Giorno«, skuespildigteren
Goldoni og Italiens største tragiske digter
Alfieri. - Den ital. litt.s tredje blomstring
fandt sted i 19. årh: med den
klassiske Ugo Foscolo, weltschmerzens
største digter Giacomo Leopardi og
Alessandro Manzoni. Det 19. årh.s anden
halvdel har den klassiske Giosué
Car-ducci og »de små tings store digter«
Giovanni Pascoli, og romanforf. Gabriele
d’Annunzio, Giovanni Verga, Antonio
Fogazzaro og Luigi Pirandello. I 20.
årh. skabte Filippo Tommaso Marinetti
futurismen (1909), som fik stor
indflydelse også på udenlandsk litt. Fra de
sidste årtier skal nævnes forf. Guido
Gozzano, A. Soffici og Aldo Palazzeschi
d’Annunzio og Pirandello, G. A. Borgese,
G. Papini, A. Baldini, C. Alvaro, R.
Bacchelli, M. Bontempelli, Chiesa B.
Cicognani, G. Prezzolini, U. Saba,
Suckert og G. Comisso.

italiensk maskekomedie, d. s. s.
commedia dell ’arte.

italiensk musik. Den ital. musiks
historie føres helt tilbage til oldkirkens
første dage i Rom. Den lat. kirkesang
-den gregorianske sang, opkaldt efter pave
Gregor d. Store (d. 604) - fik allerede på
den tid den form, hvorunder den dyrkes
den dag i dag i den kat. kirke. I 16.
årh. oplever den ital. kirkemusik en rig
udvikling, og den flerstemmige a capella
korsang når sit højdepunkt med Giovanni
Pierluigi Palestrina. Omkr. 1600 afløses
det polyfone princip af det monodiske.
Den instrumentale musik udvikles og
gennem mestre som Tommaso Vitali
(ca. 1665-ca. 1735), Giovanni Battista
Bassani (1657-1716) o. a. når man
omkr. 1700 frem til Arcangelo Corelli,
hvis sødmefyldte strygeværker er noget
af det ædleste i ital. musik. Med Vivaldi
dukker solokoncerten op. Det monodiske
princip fik afgørende bet. for solosang
(Caccini), kantate (navnlig Alessandro
Scarlatti) og ikke mindst opera, Jacopo
Peri (1561-1633): Dafne (1594).
Operaen udviklede sig i 16. årh. i forsk,
centre (Firenze, Venezia, Rom, Napoli).
I den neapolitanske skole udfoldede
solosangen sig til brillerende højder, og
efterhånden slog denne skole de andre
ud og berusede i tidsrummet op til ca.
1800 ganske den musikalske verden. Den
dyrkede to hovedformer: den ophøjede
Opera seria, hvor sujetterne hentedes fra
helte- og gudeverdenen, og den komiske
Opera buffa, der byggede på de faste
figurer fra maskekomedien. Den ældre
generation af denne skoles komp.
karakteriseres ved navnene Stradella, A.
Scarlatti, Francesco Provenzale (1627
-1704), den yngre ved Pergolesi, Niccolö
Jomelli (1714-74), Tommaso Traétta
(1727-79), Domenico Cimarosa (1749
-1801) og Baldassare Galuppi (1706
-85). Den sidste udløber er Rossini.
Samtidig med ham er Cherubini og
Bellini. - I Verdi får i den geniale
romantiske operakomp. Op mod årh.s slutning
vinder verismen indpas i den ital. opera.
Omkr. 1890 dukker de første værker
af Mascagni, Leoncavallo, Giordano

2160

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jan 20 00:09:48 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/4/0812.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free