Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN GRAFISKE KUNST
i sin historiske udvikling
IX.
EFTER Aarhundredskiftets mægtige
Skaber-Opblus-sen fulgte nogle Decenniers Hvilepause, præget af
den sikre Teknik og Overlegenhed i Behandlingen,
men ogsaa af et ringere aandeligt Indhold. Denne
Epoke afslutter første Halvdel af det syttende
Aarhundrede, da den bildende Kunsts Shakespeare, Rembrandt van
Rijn, fremtræder med sine Raderinger, i hvilke han ved
sin Alvor, Dybde, Sanddruhed
og Inderlighed staar i Pagt
med de store Salmedigtere og
Salmekomponister, som levede
samtidig med ham.
I alle Lande er den grafiske
Kunst præget af den samme
Størknen, som f. Eks. prægede
græsk Skulptur efter Polyklet
og Fidias, den samme
Elegance, den samme Sorgløshed.
Det er muligt, at der, hvad
Kunsten angaar, som i andre
Foreteelser hersker en
Periodicitet, hvis ledende Kræfter kan
være lige saa usammensatte og
selvfølgelige som Rotationen
eller Jordbanens Periodicitet,
som vi alle maa lyde og
hvorefter alt levende ændrer sine
Udtryksformer. Det er ogsaa
muligt — hvis man har en
spekulativ Fantasi, har man ihvert
Fald Lov til at tænke sig det
— at Geniets Udfoldelse
stammer fra kosmiske Impulser i en
Kodeskrift, som kun Geniet
formaar at tyde
vagabonderende Strømme fra det
ukendte, som kun bringer Geniet til
at reagere.
Sikkert er det kun, at Geniets Magtfuldkommenhed
hverken er afhængig af Mode eller skaber Mode. Men de
Epoker, der hovedsagelig støtter sig til Teknik, Stil eller
endogsaa Maner, er bundne til Moderne, denne Nuets
latterlige Mavedans, der næsten altid for næste Generation tager
sig ud som en plump og latterlig Bondehopsa.
Da en saadan Epoke ernærer sig af den foregaaendes
Kraftoverskud, vil det nødvendigvis bero af dette, i hvor
høj Grad den er i Stand til at blænde Omverdenen. Og
man kan sige sig selv, at det 16de Aarhundredes
grafiske Kunst, der levede videre paa de Værdier, Mestre som
f. Eks. Dürer og Marcanton havde skabt, maatte kunne?
yde noget ud over det almindelige. Men desuden maa man
huske, at det langtfra i dette Tilfælde drejer sig om nogen
Nedgangsperiode, men om en Hvilepause; selv Herkules
maatte jo puste ud og samle Kræfter, inden han genoptog
70
Lucas Cranach scpst.
sit Arbejde. — Tidsrummet mellem de første store Mestre
— den grafiske Kunsts Autodidakter, kunde man fristes at
kalde dem, — og deres mægtigste Arvtager, Rembrandt,
— kulminerer i en Mand, som med Rette kunde kaldes
Kobberstikkunstens Tryllekunstner, den vidunderlig
dygtige Goltzius.
Forinden vi beskæftiger os med ham er det imidlertid
nødvendigt at dvæle endnu
nogle Øjeblikke i Tiden om og
lige efter Dürer, særligt for at
mindes en af hans nærmest
Efterlevende, Lucas Cranacli,
som døde, 81 Aar gammel, i
1553.
Cranachs Træsnit, hvoraf
der eksisterer over tohundrede,
udmærker sig ved en grafisk,
undertiden smagløs men altid
kraftig og iderig Fantasi. Som
Maler er han maaske bedst i
sine Portrætter og mindre
Figurkompositioner; som
Grafiker viser han sig derimod
netop fra sin bedste Side i de
store, figurrige Kompositioner.
Hans Træsnit er ikke saa
uensartede af Lødighed som
Malerierne, der jo ofte var
Værk-stedsprodukter; de er tit
noget lapidare i Udkastet og
Behandlingen, men altid prægede
af Sikkerhed og Balance i
Fladefordeling og Billedvirkning,
af udtryksfuld Kraft og Iver i
Fortællingen.
Maaske lagde Cranach en
Smule for meget Vægt paa det
sidste, men det hang vel
sammen med en Beskedenhed, ja Ydmyghed, som var
ejendommelig for ham og som maaske flyttede Tyngdepunktet
fra Kunsten som Maal til Kunsten som Middel. Cranach
var som bekendt Dr. Luthers Ven og Beundrer, og maatte
nødvendigvis være smittet af Reformations-Kamptidens
Hede og Voldsomhed. I en af hans Træsnitserier, »der
Pabstthum«, som dannede en Slags billedlig Pamfletskrift
mod Pavedømmet, udviser han, i sin Trang til at revse og
afsløre, en saadan Drøjhed og Plathed i sine
Udtryksmidler, saa at selv Luther, der dog langfra var diskret i sine
Repliker, maatte ryste paa Hovedet og erklære, at »Lucas
var en grov Maler.«
I sine Billeder af Martyrier svælger Cranach ofte med
pinlig Interesse i allehaande blodige Rædsler, Lemlæstelser
af bestialsk Art, Gennemsavning, Korsfæstelser,
Halshug-ningsscener. Et af disse Træsnit har forøvrigt en særlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
