Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Interesse derved, at en Henrettelsesmaskine, der
fuldstændig anteciperer Guillotinen, præsenteres med en Delikvent
under Faldøksen. Nec est quidquam novum sub sole!
Ogsaa Cranachs grafiske Portrætter viser en sikker
Karakteristik og den samme kinesiske Stil som i hans
Malerier.
–Den mangfoldiggørende Kunst i det 16de
Aarhundrede er iøvrigt for Størstedelen præget af berømte
Malere — som f. Eks. Tyskeren Holbéin og Italieneren
Rafael — der ikke i væsentlig Grad beskæftigede sig med
den planslebne Reproduktionsplade, men gav Impulser til
en talrig Kreds af dygtige Grafikere.
Ingen af disse kan i teknisk Kunnen maale sig med
Nederlænderen Hendrik
Goltzius, der fødtes 1558 og døde
1617 i Haarlem. Goltzius var
som ingen anden den
suveræne Behersker af alle
Kobberstikkets Midler, men hans
uovertrufne Mesterskab kan
ikke raade Bod paa den
manglende Inderlighed og
Dybde. Som Muskelekspert
og som Stofkunstner er han
lige blændende; i
Skraveringens Flothed virker han
aldeles moderne og faar os ofte
til at tænke paa Zorn i
dennes bedste Raderinger. Hans
Kompositioner er ofte
overvældende ved deres
Kolossalvirkning og samtidig ved
deres gennemtænkte
Helheds-virkning; et Billede, som
Stikket, der forestiller Maria
med Jesusbarnet i Stalden,
omgivet af Hyrder og Engle,
er ganske uforligneligt i sin
elegante og storslaaede
Komposition.
Man behøver blot at lægge
Mærke til Goltzius’ kendte
Stik af Christian IV, for
samtidig at kunne beundre hans
Elegance og konstatere hans lidt overfladiske Mondænitet.
Men at Moden fordrede en drøjere Kost dengang end nu,
fortælles tydeligt af hans mange berømte Herkulesbilleder,
hvoraf nogle er saa overlæssede med Muskler, at disse
ligefrem maa brydes indbyrdes for at faa Plads.
Det her reproducerede Stik, som forestiller Kristus efter
Nedtagelsen fra Korset, viser imidlertid at Goltzius
undertiden var i Stand til at naa Kunstens store Højder. Dette
Billede, som er teknisk mesterligt, er tillige adlet af en
dyb Følelse, en ophøjet Smerte og en behersket Kraft.
Det er uheldigt for Goltzius, at man fristes til stadig at
sammenligne ham med de Ypperste før ham og efter ham;
hvis han havde levet i vor Tid, vilde han vel i alle
Henseender have forekommet os som den Største af de Største.
Raderingen begynder at hævde sig, Side om Side med
Kobberstikket, i Slutningen af det sekstende Aarhundrede,
Hendrik Goltzius sclpst.
for snart efter at tage Føringen. I Begyndelsen
fremtræder den ikke som selvstændig Kunstart, men Metoden
benyttes undertiden som et Hjælpemiddel ved Fremstillingen
af Kobberstik; Stregen ætsedes med Radernaalen og blev
senere trukket op med Gravstikken. Baade Ætsegrund og
Ætsemiddel var ogsaa mindre fuldkomne, end de blev
senere, da Radernaalen mere og mere frigjorde sig fra
Grav-stikkens Medarbejderskab.
Blandt de kendte Raderere fra denne Tid skal her kun
nævnes en enkelt, Adam Elzheimer, f. 1578 og død 1610.
Det var en ærlig Kunstner, med stor Kærlighed til sit
Arbejde, og besjælet af en utrættelig Viljestyrke; han
udmærkede sig ved en særlig Forstaaelse for Lysets og
Skyggens Samvirken, en større
Følelse for det fundamentale
i Lysvirkningen overhovedet.
Elzheimer, der opholdt sig
meget iblandt italienske
Kunstnere, som kaldte ham
»den tyske Adam«, er sikkert
i en længere Periode blevet
undervurderet; men hans
største Betydning findes
naturligvis i hans Virksomhed
som Lærer for en Elev, der
unægtelig stillede ham selv
fuldstændig i Skygge —
nemlig Rembrandt.
Fra den grafiske Kunsts
Barndom i Inkunabeltiden,
gennem den heroiske kraftige
Ungdom kommer vi nu til
dens Manddoms Gry, som
betegnes ved den store
Hollænder.
Et Tilbageblik over den
afsluttede Del af den grafiske
Kunst Historie, og en
Reflek-teren over dens vidunderlige
hurtige Vækst maa absolut
bringe os til at sammenstille
Renæssancen med Antiken.
Den hellenske Stortid førte,
saasnart den blev sin
specielle Kulturejendommelighed bevidst, i et ilsomt Tempo
over Kulminationstiden med dens inderlige Forening af
Sjælfuldhed og udvortes Dygtighed, til en nedadgaaende
Periode, hvor den tekniske Fuldkommenhed syntes at
vokse, men hvor Sjælen lidt efter lidt sygnede hen.
Og medens Antiken, fra den Højde, der aldrig mere
skulde naas, sank hen, indtil den blev en Ruin af sig selv,
har der i den europæiske Kunst, der fødtes i
Renæssancetiden, stadig været fornyende Kræfter; maaske det er
rimeligt at søge Aarsagen hertil i den højere etiske Følelse.
Under alle Omstændigheder var, som ovenfor berørt, den
mægtige naturalistiske Strømning, der i Holland fandt sin
ypperste Repræsentant i Møllersønnen fra Rhinen,
sammenhængende med en alvorlig etisk-religiøs Strømning,
dybere indgribende end nogen Foreteelse af denne Art
siden den første Munketid.
71
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
