Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men det var ikke saadan, at P. A. Schou var nogen
Selvopgivelsens Profet. Han kunde, som i Billedet »Enken«,
skildre den Sorg, der havde grædt sig taareløs, hans eget
Sind kunde skælve af tilbagetrængt Graad, men fuldt saa
meget bestemtes hans ydre Væsen af den alt betvingende
Energi, hvormed han trængte Sorgen tilbage og holdt
Livsmodet og Livshaabet oppe. Det var Slægtens stærke Sind.
»Ingen Yngling«, skriver Karl Madsen, »kunde være mere
hidsigt fremadstræbende end P. A. Schou var, da han blev
nær de 70«. Det var i Sandhed de ugrædte Taarers Maler,
han var. P. A. Schou har som saa mange andre Kunstnere
Gang paa Gang brugt sig selv som Model. Vil man lodde
Dybden af hans Selverkendelse og modtage det fulde
Indtryk af, hvad han i sine Selvportrætter afvristede sin egen
Skyhed og Modvilje imod at røbe sin inderste Livsfølelse,
maa man ikke blive staaende ved de Selvportrætter, som
var stillet til Disposition for Udstillingen, men søge til de
to betydeligste. Det ene er det her gengivne, som tilhører
Generalkonsul Johan Hansen, det andet er i
Frederiksborg-Museets Eje. I flere af Udstillingens Selvportrætter
afspejledes den paradoksale Trods, Livsviljens og
Kunstner-modets »Quand-meme!« paa en mindre følelsesbaaret
Maade. Ak, var det mon dette, der lagde Th.
Oppermann Ordet »poserende« paa Læben? Er det saa
sært, om Udtrykket for P. A. Schous ukuede
Selvhævdel-sestrang fik Præg af det »villede«? Var den sejrende Kraft,
hvormed han bestandig rejste sit Hoved højt over sin
Skæbne, ikke den, som Anna Lenah Elgstrøm priser i sin
skønne Bog: »Stjärnan, vars namn är Malört«, deti som
fører til Sejren hinsides alt rimeligt Maal, »segern blint
ut i mörkret?«
Skønt, — blindt? Sorgen har mange Veje, alle fører de
mod Lidelsens Capitol. Frem for nogen anden var Rem-
brandt P. A. Schous Maler, men imod det sidste lyttede han
til de sønderrivende Toner i EI Grecos geniale og desperate
Kunst. Hans Billede: »Den korsfæstede Kristus« kopierede
P. A. Schou to Aar før sin Død. Paradoksernes Paradoks,
Lidelsens Capitol, hvor Korset tegner sig mod
sønderflæn-gede Skyer.
Men ogsaa Emaus-Motivet optog ham i disse sidste Aar,
snarere dog i Rembrandts Aaand: Midt i hans egen tyste
og skumrende Stue, mellem to af de gamle, han saa ofte
havde malet, lader han Kristusskikkelsen dæmre frem. Et
Studie til den viser hans egne lidelsesprægede Træk.
Forunderligt minder P. A. Schou her om Ernst Josephson, for
hvem Kristusofret og Selvofret ogsaa gaar i eet i Billedet
af Nadverindstiftelsen. Ved Vanvidets Tærskel mødes de
to Kunstnere, hver fra sin Side af Skellet, Josephson
skærmet af Selvbevidsthedens naaderige Tilsløring, Peter Alfred
Schou med vaagen Viden om naadeløse Kaar. Og atter
mødes de i Længslen mod Døden. Josephson udødeliggjorde
sin Længsel i et uforglemmeligt Digt, P. A. Schou havde
kun de brudte Ord om sin Længsel hjem — til Moderen —
i Graven derude.
Det er med P. A. Schou, som med Josephson: »det är
endast hjärtan med fibrerna väfda paa samma sätt som
hans eget, till hvilka han talar.« Hvad han udvandt af sit
Livs Lidelser finder kun Genklang hos dem, i hvem Livet
selv har skabt den fornødne Sangbund. Udtrykt om end
ikke i Goethes Aand, saa dog med Goethes Ord:
Wer nie sein Brot mit Thränen asz,
wer nie die kummervollen Nächte
auf seinem Bette weinend sasz,
der kennt euch nicht, ihr himmlischen Mächte!
.Alvor". (Tilhører Galleriet/.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
