Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nikolai Gogol: Under skvætlæderet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
aftensmaden. Der var selvfølgelig ingen mangel paa vin, og Tschertokucki
kom uvilkaarlig til at skjænke sig et glas, snart af den ene, snart af
den anden af de omstaaende flasker.
Passiaren trak sig i langdrag; den var paa slutten af en noget
underlig natur: en oberst, som havde været med i krigen i 1812,
fortalte om et slag, som aldrig havde fundet sted; han havde dengang —
man ved ikke, af hvilken grund — taget korkepropperne af flaskerne
og puttet dem ind i en kage. — — — Kortsagt, da man skulde til
at gaa, var klokken blevet tre, og nogle af kuskerne var nødte til at
bære sine herrer ind i vognen. Ogsaa Tschertokucki gjorde, trods sit
aristokratiske væsen, saa dybe buk og komplimenter ud af vognen sin,
at han ved hjemkomsten fandt to tidselskjæg i sin snurbart.
Hjemme sov alt. Kusken var neppe istand til at opsøge
kammertjeneren, der ledsagede herren gjennem modtagelsesværelset, hvor han
overantvordede ham til en stuepige, ved hvis hjælp han naaede frem
til soveværelset, hvor han lagde sig ved siden af sin unge, fortryllende
gemalinde, som laa der saa yndig i et snehvidt natlinned. Det knagede,
da egteherren faldt ned i sengen, saa hun vaagnede af sin slummer.
Hun strakte sagte sine lemmer, løftede øienlaagene, kneb tre gange
øinene hurtigt sammen og aabnede dem med et halvt ærgerligt smil;
men da hun saa, at manden ingen ømheder havde til hende, vendte
hun sig ærgerligt om, lagde sin friske kind i haandfladen og sov strax
derpaa ind igjen.
Da den unge husfrue vaagnede ved siden af sin snorkende
egte-fælle, var det allerede den tid af døgnet, som man paa landet pleier at
kalde morgen. Da hun nu betænkte, at han ikke var kommen hjem
før kl. 4, havde hun ondt af ham og vækkede ham ikke; hun steg i
tøflerne, som hendes mand havde forskrevet fra Petersburg, tog paa sig
en hvid peignoir, hvis folder flød som bølger om hendes bryst, gik hen
til sit toiletbord og vaskede sig i et vand, der var ligesaa friskt som
hun selv; derpaa gik hun hen foran speilet. Da hun havde seet sig i
det et par gange, kom hun til det resultat, at hun var bent ud hæslig
idag; og denne lille omstændighed holdt hende siddende foran speilet i
to stive timer. Endelig var hun færdig og gik ud i haven forat lufte
paa sig.
Det var en sommerdag, slig som man kun har den i syden. Solen
stod paa det høieste og kastede sine glødende straaler lodret ned; i
skyggen af de tætte alléer kunde man dog spadsere uden at generes
af varmen og nyde den deilige blomsterduft.
Den skjønne husfrue havde ganske glemt, at klokken alt var 12,
og at hendes mand endnu laa og sov. Folkene paa gaarden tog sig
allerede sin middagslur, og hun sad endnu i den skyggefulde allé og
saa tankefuld hen over landeveien; da vaktes pludselig hendes
opmerksomhed af en støvsky i det fjerne, og snart opdagede hun et par vogne.
Først kom en let vogn med to sæder; der sad obersten og generalen med
sine massive epauletter, der lynede i solen. Bag dem kom
oberstløitnan-ten, generalens adjutant og to andre officerer rullende i en stor firhjulet
vogn. Efter den kom den bekjendte droske, der for øieblikket var i
den tykmavede majors besiddelse; saa kom en gammel karosse med
fire officerer og en femte paa deres fang. Tre officerer paa elegante
racedyr afsluttede optoget.
„Mon de skal til os?" tænkte den unge frue, „aa Gud! ja sandelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
