Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emile de Laveleye: To nye utopier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
79
med alle de huse, hvis beboere bryr sig om at betale en liden afgift.
Musikkorpset i enhver hal er saa stort, at hver dags program strækker
sig over fireogtyve timer, endda hver musiker og bver gruppe af
saadanne blot har et lidet dagsverk. Hvert soveværelse har sin telefon,
saa den søvnløse i sin seng kan faa høre, hvad musik han vil.
Som De ser finder man hos Bellamy igjen forskjellige træk fra
tidligere utopier: den almene harmoni, fordelingen af beskjæftigelse efter
hvers dygtighed, ligheden i løn, det almene velvære og bekvemmelighed,
indskrænkningen af arbeidstimerne, undertrykkelsen af dovenskab og
med-beilerskab og kamp for livet og penge, pragten og bekvemmeligheden i
de paladslignende boliger, ja endog hin detalj med musiken, som alle
kan faa høre. Der findes en liden bog, som er meget dygtig og
veltalende skreven, men som læses lidet nu for tiden; den udreder meget
tydelig grundlaget for den nye samfundstilstand, som Bellamy fører os
ind i under form af en fortælling. Det lille verk er af Louis Blanc
og heder: L’Organisation du Travail.
Lad os nu undersøge, hvilke indvendinger vor forfatters synsmaader
fremkalder. De er væsentlig to slags; de første gaar paa fordelingen
af gjøremaal, de andre paa fordelingen af frembringelserne.
Vi skal begynde med de første. I kirken som i hæren har den
ledende myndighed ret til at godkjende udnævnelserne. I Kina er de
bestemt ved eksamener. Men vanskeligheden vilde blive langt større
i det nye samfund, for alle erhvervsgrene vilde blive aabne for enhver,
og alle vilde faa samme uddannelse. Det er jo klart, at de morsommere
gjøremaal vilde blive optagne, og der vilde ingen være til at udføre de
mindre behagelige. Bellamy har fundet ud et middel til at møde denne
vanskelighed, som ingen af hans forgjængere har tænkt paa, og det
bestaar i at indskrænke arbeidstimerne efter som arbeidet er mindre
tiltalende, og han gaar saa langt som til at sætte et dagverk til ti
minutter. Men meget ofte vilde det blive umuligt at anvende dette
system. Lad os tage minearbeideren f. eks.: arbeidstiden vilde blive
saa kort for de frivillige arbeidere i en kulgrube, at der vilde blive en
slig endeløs procession op og ned i sjakterne, at arbeidet blev en
umulighed. Samme forhold vilde finde sted ved kullempere i dampskibe,
saa en hel hær maatte indskibes. Ikke destomindre er principet om at
minke arbeidstimerne i forhold til arbeidets besvær, et retfærdigt princip,
og det burde anvendes til en vis grænse under alle industrielle forhold.
Hovedindvendingen — og den er absolut — gjælder lønningssystemet,.
som er hverken mere eller mindre end den kommunistiske formel: fra.
hver efter hans evne, til hver efter hans behov. Den
personlige interesse er den store hovedkilde i den økonomiske verden. En
arbeider gjør alene da alt, hvad han kan, naar lønnen staar i forhold
til arbeidet, som udføres. Dette er maaske meget sørgeligt, men det
er utvilsomt sandt. Hør her to kjendsgjerninger, som beviser det.
Efter revolutionen 1848 fik Louis Blanc istand et verksted, hvor
disse principer om lighed blev praktiseret. Lønningerne var lige for
alle, men dovningernes navne blev skrevne op paa muren. Alt arbeide
blev godt betalt, eftersom han havde en ordre fra staten paa uniformer
til nationalgarden. I begyndelsen saa alt bra ud. Arbeiderne var
alvorlige og glødende socialister, hvem det var en æressag, at forsøget med
det nye system skulde lykkes; men meget snart var det slut med den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
