- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Første aargang. 1890 /
114

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Lie: Fra en fransk landsby - I. Min stolte ven - II. Coquelicot

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

114

Karlen havde spændt livremmen af og sat lygten fra sig paa
tønden. „Hid, siger jeg!" Det kløede ham i fingrene.

Saa greb han den i nakkeskindet. Moses satte i et
skjærende hyl og bngtede sig under slagene som en orm i en
myretue. Remmen suste i luften, lagde sig hver gang hvast bidende
rundt bugen og slyngedes op igjen, hidsigere og hidsigere,
voldsommere og voldsommere, uafladelig og uafladelig, — til armen
mattedes, og han gjorde en stands.

Moses skreg ikke mere, — den laa ganske stille mellem hans
fødder og der gik convulsiviske trækninger gjennem dens krop.

— — Da staldkarlen roede opefter elven, sad Moses paa
toften foran ham.

Det var stille og mørkt rundt om. Landsbykirken tegnede
sig med dunkle konturer mod nattehimlen, og de slanke popler
langs landeveiene løb efter hverandre som lange gespenster. Kun
plasket af aaretagene hørtes, medens baaden gled forbi buske og
krat ved bredden . . .

Møllen laa som en gammel borg oppe paa høien og fossen
durede nedenunder.

Moses spidsede øren og lyttede. Næseborene videde sig ud,
— den skalv . .

„Naa, — sid stille, eller . ." karlen sparkede i toften.

Men inden han ret flk sanset sig, var Moses sprunget over
rælingen og drev som en sort klump mod fossen.

„Moses . . . Moses da!" Karlens raab lød inderligt i
angsten . . . „Moses . . min stolte ven! .

Fossen durede som en torden dernede i dybet.

II. Coquelieot.

1.

Klokken elve skulde han komme, havde han sagt. Men
endnu var klokken bare halv ti. Endnu halvanden time at
vente . . .

Hun var saa underlig febrilsk idag, — kunde ikke plukke
en busk helt af, til den var ferdig, men for fra den ene til den
anden . . .

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Jan 20 17:13:03 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1890/0122.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free