Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Lie: Fra en fransk landsby - II. Coquelicot
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
115
Hvad kunde lian lia at sige, — noget, som bare mama
skulde faa liøre . .?
Coquelicot sank hen i eftertanke over stikkelsbærbuskene.
Det var saa stille; himlen saa rén og skjær med enkelte drivende
vindskyer og luften saa mild. Ligesom fjernt borte hørte hun
dampsagens skurende drag fra elven og indimellem sine to søstres
hvisken længere nede fra haven.
Det maatte være noget, som angik hende. Ellers vilde ikke
mama ha bedt hende tage den røde coquelicotkjole paa idag.
Vilde han simpelthen fri’ til hende . .?
Hun følte et ængstelsens tryk over maven. Mest lyst kunde hun
have til at kaste det halvfyldte spand fra sig, sprike med fingrene
og jæbe til hele verden — i overvættes jublende, trillende glæde!
Men istedet kneb hun sig stille, behersket i kjoleskjørtet og tog
atter fat paa baerplukningen, — et afskyeligt
taalmodiglieds-arbeide . . . uf!
Han var jo det hyggeligste menneske, hun liogengang havde
været sammen med. Hvergang han kom, sitrede hun over hele
kroppen og hjertet arbeidede indi øret som et vaabenværksted.
Bare han ikke satte for høie fordringer til medgiften! Hun
var saa ræd, saa ræd . .
Bærene faldt, et for et, ned i spandet.
Men kom han da aldrig . .?
Hun kég op mod huset, det gule træhus med verandatrappen.
Saa stille, saa stille. Himmelen med sine lette vindskyer drev
langt over stikkelsbærbuskene og huset og haveporten.
Aall, — slig stilhed! Hun skulde gjerne ville myrde den
haveport, som aldrig — aldrig aabnede sig —!
Hun knugede spandet mellem sine fingre, men standsede
pludselig og lyttede: skridt udenfor paa gaden . . .?
Knæerne vaklede under hende. Benene smeltede og forsvandt
som sukkertoppe i vand og tankerne surrede i hjernen, hastigt og
ubændigt som et ur, hvor fjedren er løs.
Huset hakkede paaskakke gjennem luften, — en tung,
gyngende clands, som hun følte langt nedi brystet, og haven med
de mange.rader stikkelsbærbuske tog sig for at vagge og vugge
som et skib i lange dønninger. Og midt gjennem dette hurlumhei
hørte hun haveporten gaa op med stort brag og hun saa — over
huskene — en sort, glindsende floshat, der mørkned for himmelen
og langsomt stég op ad havetrappen, — langsomt og roligt ind
i huset ....
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
