Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Irgens Hansen: Nogle maalbøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
147
Jiumains. Han liar seet godt og eier et naturligt greb til at forme
billeder. Efterhvert som han uddyber sig selv, vil han med altid
sikrere kunst formaa at belyse de indre og ydre tilstande hos den
vestlandske bonde.
Allerede nu har han givet saa meget godt, at man villig tilgiver
ham nogle smagløsheder, kjedsommeligheder og naive forsøg paa
overlegenhed. Han synes at være en rigtig perfektibel vestlænding, en af
disse klare hjerner, som engang vakt til bevidsthed legende
gjennemløber en udvikling, "som koster tungere sind kampe og støn. Jens Tvedt
.smiler i alvor, og hvis han blot holder sin raske opfatning fri for manér,
vil lian sikker naa beherskelse af sin egen evne, vinde helt frem til
egen form.
Hans sidste bog „Hamna-tj onet" o: tjenestepigen fra Hamnen, er
i enhver henseende den bedste, skrevet med mest bevidst kunst. Men
ogsaa i den føler vi nogen usikkerhed under forfatterens ledelse: vi
stødes undertiden, fordi vi ikke er vis paa, hvorledes han selv ser paa
det, han fortæller os. Yi er ikke rigtig tryg overfor ham, kan ikke
helt stole paa hans takt. Og dette har vistnok sin grund i, at
forfatteren er i fuld gang med at arbeide sig løs og under
befrielses-.arbeidet har lidt vel travelt med at fortælle det nye, han har faaet
•øie for, før han endnu har fundet maaden at sige det paa. Han kan
ilære af Per S i vie, som med bevidst kunst fortæller saa tilsyneladende
naivt ud fra bondestandpunkt. Jens Tvedt har ofte bare gjort halvt
.arbeide, er ikke paany gaaet helt ind i bondens skind, og derfor blir
i der en lidt ubehagelig „kaldflir" undertiden, noget af unggutternes paa
[kirkebakken, da løsungen bæres til daaben.
Jens Tvedt har læst Zola, lader det til, og det er jo~ vel og bra;
men han maa huske paa, at der skal en kraftig haand til at tage paa
.det brutale, og læseren skal føie sig sikker, naar lian føres igjennem
<det. Den overlegenhed, som hertil er nødvendig, erhverves langsomt
’Og maa være vel fundamenteret. Ligeledes skal der en utrolig bevidst
.kunst til for at holde vedlige den kjølige objektivitet, som naturalismen
forlanger, og det før være et spørgsmaal, om ikke flere forfattere gjorde
ret i at vælge enklere midler for at faa frem sin hjertens mening. Thi
det er nu denne vi spørger om tilslut, allesammen.
Og Jens Tvedts hjertens mening er den, at bønderne ikke er
særlig beundringsværdige, hverken for det ene eller det andet. Det er en
klarøiet mand, og han ser inderlig vel, hvordan de arter sig, de nye
elementer i det indestængte liv, — baade læseriet og politiken og
folke-høiskoledannelsen og amerikalængselen. Han har saa godt blik som
nogen for bygdefeigheden, standshovmodet og almusindet overfor de
fremmede og de „fine". Han kjender det alt saa meget bedre, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
