Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Troye: Den theologiske roman i England
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
195-
«tiller sig for os med pretension paa at være deres afløsere, vækkes vor
kritiske mistro. De nye sammenlavede forsøgsformer forekommer os saa
-spinkle og fattige i sammenligning med dem, der har bygget sig
organisk op aarhundrederne igjennem ud af en troesfylde, der indenfra gjød
levende liv i dem, og som slegt efter slegt har bygget og boet i. Jeg
havde for endel aar siden anledning til at se paa nært hold
unitarismens væsen, med hvilken Eismeres Kristi broderskab vel er nærmest
i slegt. Jeg har blandt unitarierne truffet nogle af de skjønneste og
aandelig mest frigjorte mennesker, jeg har havt det privilegium at kjende,
men deres kirkelige former — saa enkle og tiltalende de end kan være
— havde, forekom det mig, et mat og laant præg. For ikke at tale
om „menneskehedens religion". For en del aar siden overvar jeg etslags
religiøst møde i et positivistisk forsamlingshus i London. Rundt om paa
væggene prangede med store bogstaver navnene paa de mest
fremtrædende menneskehedens velgjørere, Jesus af Nazaret i selskab med
Voltaire, om ikke jeg husker feil. Der blev af en slags salmebog
;sunget hymner til menneskehedens forherligelse. Saa stod en mand op
og holdt en hysterisk lovprisning over en afdød fransk tænker.
Tilhørerne, væsentlig arbeidere med blege, intelligente ansigter, hørte paa
ham med al sømmelig ro og opmerksomhed. Men det hele gjorde paa
mig et øde, forstemmende indtryk. Dette religion? Det var en parodi
paa en religion, et blegt spøgelse af en religion! Paa intet af disse
ansigter kunde man se gjenskin af den indre glæde, den henførte hvilen
ud, bort fra det stakkels temporære og endelige, i det evige og dets
haab, der er al sand religions væsen og styrke. —
Jeg er bange for, det vilde gaa mig ligedan, om jeg skulde
forvilde mig en søndag ned til „ The Brotherhood of Christ" i Elgood
street. Det synes mig rigtigt af forfatterinden at lade Eismere dø,
saasnart han har faaet sin idé realiseret. Det var en opgave, paa
hvilken han maatte forløfte sig. Hans klække konstitution taaler ikke det
stadige høitryk af legemlig og aandelig overanstrengelse. Han faar
strubetæring og dør fra sit verk, der imidlertid, hvis vi kan tro den
entusiastiske forfatterindes forsikring — lever videre sit selvstændige liv.
— Robert Eismere er øiensynlig fra forfatterindens side væsentligt
ment at være en propaganda for et i overensstemmelse med den nyere
bibelkritik ændret, enklere og bredere religiøst syn, nærmest vel i
isamklang med Mathew Arnold’s ideer; hun er ogsaa niece af denne
fremragende tænker. Men hvis bogens fortjeneste alene havde været
at sætte religiøse problemer under debat — om end aldrig saa
indtrængende — vilde den rimeligvis snart have delt skjæbne med
saamange andre tendensbøger, der saa merkværdig hurtig synker ned i
forglemmelse, hvor larmende de end i øieblikket har lagt beslag paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
