Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Troye: Den theologiske roman i England
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196-
verdens øre. Men „Robert Eismere" har, bortseet fra de theologiske
kontroverser, et høit og lødigt kunstnerisk værd. Den eier en næsten
forvildende broget rigdom paa sikkert og skarpt tegnede karakterer
fra de forskjelligste samfundslag. Yed siden af hovedpersonerne vil
jeg fremhæve som særlig vellykkede squiren, den kolde skeptiker og
verdensmand, bag hvis menneskeforagt og intellektuelle overlegenhed
slegtens arvelige vanvid lurer; New come, den asketiske prest af
Brandtypen, som med den mørke fanatiske nidkjærhed, der fortærer ham,
danner en slaaende modsætning til Eismeres lyse, menneskelige
skikkelse; Madame de Netteville, den problematiske blaserte verdensdame,
der, ved modsætningens tiltrækning, drages mod den unge, rene entusiast,
paa hvem imidlertid hendes kunster er spildte.
Mellem alle disse alvorlige mennesker, med deres alvorlige maal,
møder vi en fortryllende skikkelse, den unge pige Rose, Mrs. Elsmere’s.
søster, skjønhedens og kunstens forkjælede barn, lunet, selvoptaget, men
med en impulsiv og fint organiseret naturs høisindede instinkter
pulserende gjennem hele hendes væsen. De rigt skiftende brydninger i
hendes stemningsliv, selve hendes unoder gjør hende til en høist
velgjørende modsætning til det lidt stereotype fuldkommenhedsmønster,
Catherine. Opvokset i skyggen af denne familiens skytsaand føler det
unge barn med det artistiske temperament — hun er lidenskabelig
musikalsk og en talentfuld violinvirtuos — sig utilfreds og bunden i
det ensomme puritanske hjem oppe mellem fjeldene. Hun har været
ude en vinter for at studere musik og længes altid bagefter tilbage til
de større forholde, hun da fik se. „Og da jeg maa kjæmpe — siden
jeg er jeg — forat komme tilbage til den verden paa den anden side
tjeldene og gjøre hvad alle de kjære ugudelige folk der gjør, — saa
liar jeg været som en forbryder hele mit liv, og det er ikke altid
opmuntrende."
Catherine blir gift, og Rose er fri sit søsterlige forsyn, — ikke
uden en vis lettelse i sit lille vanartede hjerte, thi, som hun siger:
„det har sine ulemper at ha en St. Elisabeth til søster." Hun faar
følge sit hjertes trang til kunstnerisk udvikling.
Denne livsfriske piges vei krydses imidlertid af et underligt væsen;
Edward Langham, der har været Eismeres tutor i Oxford. Han er
bogens ypperligst tegnede mandlige figur. Han er en forunderlig
sammensat karakter, et egte barn af en pessimistisk tid. Naturen har
ødslet med sine gaver paa ham, paafaldende legemlig skjønhed, artistisk
sans, eminent intellektuel begavelse, og saaledes udrustet er hans hele
væsen lammet, ormstukket af en ulægelig apati, negation, feig
selvopgivelse. En voksende kritisk pessimisme har dræbt ideal efter ideal,
venskab efter venskab. Noget koldt impotent ligger over hans sjæl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
