Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emile de Layeleye: Kommunisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200-
gere bøie dig for den traditionelle autoritet, men finde sandheden i
fornuftens lys." Det attende aarhundrede siger: „Du skal høre op med
at være en slave af adelen og af despoterne, som undertrykker dig;
du er fri og suveræn." Men det nittende aarhundrede ræsonnerer saa:
„Det kan være bra nok at være fri og suveræn, men hvoraf kommer
det, at suverænen ofte sulter ihjel? Hvoraf kommer det, at de, der
kaldes for magtens ophav, ofte ikke engang ved haardt arbeide kan
skaffe sig det nødvendige til livsophold?" Dette er det problem, der
nu ligger for os — et problem, som man har forsøgt at løse ved bøger,
ved forelæsninger og ved oprør, men hidtil forgjæves. Imidlertid
maa vi for hvert friskt forsøg, for hvert nyt lys over problemet —
retfærdighed blandt menneskene — vende os til den unge videnskab,
af nogle kaldet statsøkonomi, af andre socialvidenskab, hvis opgave det
er at undersøge frembringelsen og fordelingen af rigdom. Da Voltaire
studerte historie med madame de Chåtelet og forsøgte at opdage lovene
for staternes fremstaaen og fald, følte han tilfulde, at for hans opgave
var kjendskab til statsøkonomi en nødvendighed, men dengang var denne
videnskab endnu kun kjendt i omrids. I vore dage liar den gjort
tilstrækkelige fremskridt til i væsentlig grad at hjælpe" vore undersøgelser
med lærdomme fra ældre tider. Ingen sociale problemer er nye. Til alle
tider har den ulige fordeling af goderne her paa jorden vakt tænkernes
forbauselse og de fattiges beklagelse: for nogle fritid, overdaadighed og
magt, for andre stræv, elendighed og trældom. Blanqui skriver i
indledningen til sin fortrinlige Histoire de l econornie politique: „Der er i
enhver revolution aldrig mere end to partier: de, der ønsker at leve af
sit eget arbeides udbytte, og de, der gjerne vilde leve af andres
arbeide." Denne meget sande bemerkning er udtrykt paa en anden
maade af Aristoteles, som siger: „De svage raaber altid paa lighed og
retfærdighed, de sterke bryder sig ikke." Det er saaledes klart, at
sagen, om den end ikke er naaet frem til afgjørelse, dog i lang tid
har været for retten. Der har altid været kamp for at udjevne de
uligheder, der liar klæbet ved de menneskelige samfund, men der er i
vor tid kommet omstændigheder til, som ganske har forandret
kamp-vilkaarene; jeg vil omtale tre af disse omstændigheder.
For det første er de, der lever af sine hænders arbeide, og som i
begyndelsen var slaver, saa livegne og nu blot „lavere klasser",
theoretisk idetmindste erkjendte som ikke-arbeidernes ligemænd og har i
mange lande allerede stemmeret. For det andet har statsøkonomien
opdaget grundene til uligheden ved at forklare, hvorledes formuen er
fordelt. Endelig er, takket være pressen og oplysningens udbredelse,,
arbeiderne selv herrer over statsøkonomiens hemmeligheder, et vaaben,
der kan blive frygteligt nok. Alt dette gjør, at det gamle ligheds-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
