Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verner von Heidenstam: Hagdahls kogebog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
274-
ogsaa af lykken? Har du aldrig følt skamfuldhed over at lide?
Jeg skammer mig, naar jeg skal tale om mine egne sorger. —
Og gives der kjedeligere folk end martyrer, der gaar omkring i
teselskaber og paa aftenunderholdninger og viser frem sit
ud-skaarne hjerte?
— Er det ikke Nietzsche, der betoner pragtblomstens ret til
at lægge smaablomster som gjødsel omkring sin fod?
— Jo, det er — og dog. Smaablomsterne kommer nok ikke
ubetinget til at underordne sig en slig opfatning i. praksis, og
menneskeaanden er altfor fin til ikke at ville overliste naturens
brutalitet. Nei, vi faar nok, for en del ialfald, smukt blive
staaende paa medlidenhedens vei, selv om nietzscheanismen ikke
bare er en kamp mellem Berlin og Jerusalem, men ogsaa noget
mere. Men vi faar tillige vise vor egoisme og vor individualitet
mere retfærdighed, end vi har gjort i den sidste tid, og dog finde
os i at blive dobbeltnaturer. Mennesket er et dyr, der opdrages
gjennem tænkende aanders extremer, men den menneskelige
udvikling taler med to tunger, den er en veritabel Aslaksen, som
gjør alting med „maadehold", ’ Lad os for alting ikke ganske
glemme den kunst at le uden ondskabsfuldhed, baade af os selv
og af vore venner, thi en liden latter paa nogle linier har ofte
instinktmæssigt fundet den rette vei, hvor digre bind, fulde af
kløgtige spekulationer, har faret vild.
— Du negter dig sandelig ingenting. Du kysser, med taarer
i øiet, folderne paa Kristi kjortel og nikker til Bebel; du lever
som en eremit, i arbeide og grublerier, men du er parat til at
møde tidens sørgmodighed med et citat af Quintus Horatius
Flac-cus. Alt dette kan jeg ogsaa gjøre, min ven, men sig mig, hvad
blir der saa igjen af dig selv? Du er som Hanna Winsnes’s
„eggebubbert": du bestaar af baade sød melk og vanille, men
ogsaa af bitre mandler og sur citron.
— Kanske. Tror du, at noget menneske, for øieblikket, da
alle anskuelser, alle forestillinger, de være af hvad slags de være
vil, staar paa faldluger, er andet end en blanding af ligt og uligt?
Det ene storgeni har neppe malet fremtiden i rosenrødt, forinden
et andet storgeni inddeler den ganske udvikimgskjede i første,
anden og tredie illusion. Den, der siger, at han sidder aldeles
fast i sadlen, han enten lyver eller ogsaa er han en liden
kolpor-tørnatur, et træhoved, uimodtagelig for indtryk. Men tro mig,
min ven, vi vilde ikke være saa nedstemte, hvis vi ikke
arbeidede og grublede eller sad her og fiskede aborrer. Jeg føler mig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
