Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bahr: Buddha i Europa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
402
organer i England er: H. S. Olcott’s The Theosophist, William
G. Judges Path og Mabel Collins’s The Lucifer.
Bevægelsen er ogsaa paa gode veie til at vinde indpas i Tyskland;
derpaa er der mange tegn, som ikke er til at tage feil af, enkelte
adepter begynder ogsaa der allerede at bæve sin røst, især maa nævnes
Eriederick Eckstein i Wien, som bar sat sit agitatoriske talent i denne
sags tjeneste. Buddhismen vil i den nærmeste fremtid med larm og
strid optræde ogsaa i det aandelige livs udvikling i Tyskland. Thi
om dette land end stadig pleier at være det sidste i kulturbevægelsen,
saa pleier det til gjengjeld at gjøre sin forsømmelse god igjen ved en
fanatisme, som er mere haardnakket end noget andetsteds.
Naar man har konstateret disse kjendsgjerninger, bliver
spørgsmaalet, hvorledes det kan være muligt, — hvad grunden vel kan være til,
at det gamle budskab fra Ganges pludselig kan komme til slig ære i
Europa, og hvorledes det kan lykkes kongesønnen af Sakyernes stamme,
efter erobringen af 740 millioner østerlandske sjæle i Tibet, Annam,
Sion, China og Japan, nu ogsaa at erobre boulevarden, den vesterlandske
kulturs sterkeste fæstning mellem Torboni og rue Drouot.
Man vil ikke finde det rigtige svar paa dette spørgsmaal, hvis man
søger den i den buddhistiske læres indhold; selv om man kunde bevise
buddhismens sandhed, vilde man derfor ikke være kommen et skridt
nærmere til forklaringen af, at denne nu gjør proselyter i Europa. Thi
hvis den er sand, saa har den jo ogsaa været det i mange tusen aar
og kunde for den sags skyld godt have holdt sit indtog for lang tid siden.
Løsningen maa søges udenfor, i andre omstændigheder, ikke i
lærens iboende kræfter og uimodstaaelighed, men i en speciel
prædisposition, modtagelighed og trang hos dens nye disciple; kanske er buddhismen,
uden at være sandheden eller endogsaa kun en sandhed, dog istand til
imødekomme et savn, der føles sterkt inden visse kredse af nutidens
mennesker, istand til at yde noget, som tiden nu engang ikke vil
undvære, og som den ellers overalt har søgt forgjæves.
Der er mange tegn, der tyder paa en saadan prædisposition.
Paul Bourget’s tre romaner, Mensonges, Le disciple og TJn coeur
de femme ender allesammen i det kirkelige. De kjæmper ikke for
noget dogme; man kan ikke engang sige, at de er skrevne i religiøs
aand. Men i den stemningens grebethed, som de tilslut efterlader, er
der intet andet tilbage end med bedende kys at klamre sig til prestens
trøstende haand og at græde, ikke andet end græde; græde, indtil
bevidstheden udslukkes, og man drukner sig i taarer.
Jean Ri elie pin, Chansons des joyenses^ frække sanger og
forfatteren til de vilde, kyniske Blasphemes og Maurice Bouchor, Contes
parisiens’s tøilesløse digter, spiller nu med smægtende marionetter
„Tobias’s historie", et sagtmodigt og gudfrygtigt mysterium. Sarah
Bernhardt, den geniale fremstillerinde af den forbryderske
kjærlighed, forlader sine Theodoraer, Eeodoraer og Cleopatraer for med
from vellyst at gjennemgyse tilskuerne som „Guds moder" i et
passions-skuespil af Edmond Haracourt, som engang havde vovet sin
uhyggelige légende des sexes. Og selv oppe i hjertet af det tystige
Montmartre, hvor den mest løsslupne ungdom samler sig, selv over denne
sirlige scene, hvor før de kinesiske skyggebilleder endog fik kokotterne
til at rødme, bølger nu hver aften „den lidende menneskehed", en lang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
