Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mons Lie: Enkefru Berg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
372
ham noget melk fra kjøkkenskabet; den vil gjøre dig godt; du er
sandelig saa mager om dagen.
Allerede var hun i døren. Stansede skuffet og stum ved Aksels
foragtelige mine — det strøg over den lille mustache:
— Nei tak, mor! Melk skal jeg dog ikke have. Godaften,,
sagde han hurtig og smekkede døren i.
De hørte hans skridt derinde; nu tændte han lampen, nu
aabnedes en skuffe. Stumme af fortvilelse stod moder og datter
igjen:
— I næste maaned, du Lena! Mind mig nu endelig paa
det.....
— — — Fru Berg laa der og fik ikke sove; det pinte og
pinte hendes stakkels sjæl. Puden blev varm af det brændende
hoved; paa høire side og venstre flyttede sig den magre krop.
Det gjaldt at knibe, knibe end mere for Lina og hende; — kun
de nødvendigste ting, — de allernødvendigste. Lena fik vaske
uldtøi i smug, mens Aksel var borte, og vende hans arbeidsfrakke.
Aksels studeringer gjaldt det jo først og fremst, stakkels gut; han
maatte kunne være som de andre, holde sig som de andre. Og
de tre aar, der resterede — de behøvede jo slet ingen luksus, bare
Aksel fik sit–.
En kjole til Lena — nu havde hun jo slidt denne, stakkar,
saa længe — i to aar — og ingenting sagt; — det fik briste eller
bære —.
Hun lyste lidt hen paa Lenas seng og regnede ud, om det
lod sig gjøre i næste maaned — alting skulde gaa for sig i næste
maaned . . .
— Lena, raabte hun sagte. Hun havde havt en blund paa et
par sekunder og vækkede sig ved sin egen stemme. Slumpen af
øllet dukkede atter op og Aksel, som sov derinde.
— Ja, svarede Lena, jeg faar ikke sove.
— Jeg er saa angst, barn, saa angst. Aksel ligger maaske
og fryser, blir syg, forstaar du. Han klagede over kulde . . .
De lyttede begge en stund. Lena vendte sig for tyvende
gang:
Han hoster, mor, jeg hørte det tydelig.
Hurtig stäk fru Berg sine fødder i tøflerne og hviskede: — mit
duntæppe skal han rigtignok faa, han kan vel trænge det.
— Tag heller mit, sagde Lena, du forkjøler dig bare, mor.
— Nei, barn; se saa — bliv dog liggende ... i Herrens
navn bliv liggende. Og fru Berg advarede: — dødsens syg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
