Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mons Lie: Enkefru Berg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
373
Ud paa gangen vandrede de begge med hver sit duntæppe
under armen i dybeste negligé, lyttende forsigtig ved døren.
— Aksel, raabte de, Aksel; sover du? — Det gav gjenlyd i
den kolde gang. Tydelig hørtes hans aandedrag; han sov som
en sten.
— Mon om det nytter, sagde Lena, du forkjøler dig bare,
mor.
— Hvorfor blev du ikke liggende; — dødsens syg, barn, —
livor slem du er.
Aksel, lød det atter. Dennegang høiere, saa det hørtes over
det halve Ims, saa Hektor gjøede i nabogaarden. Sover du?
Aksel vaagnede og gned sine øine:
Til Bloksbjerg med jer, til hede helvede, lad mig faa sove
i fred.
— Mit duntæppe, Aksel, om du fryser; du ligger jo der og
koster . .
Jeg hørte det ganske tydelig isted, hviskede Lena med
overbevisning.
Aksel stønnede og vendte sig om paa den anden side og
sovnede ind. Bekymret huttrende efter en lang venten listede
moder og datter tilbage.
— Vær nu endelig forsigtig, Lena; der gaar difterit i byen.
Saa blev det stille. Kun vækkeruliret tikkede, og gjøgen gol
liver time.
Enkefru Berg vak op i halvsøvne, men beroligede sig med,
at lmn havde oversét ogsaa knaphullene paa Aksels skjorte. Hun
fortsatte med at gjennemgaa lians klæder stykke for stykke, til det
alt dæmrede ind i drømmen, hvor sønnen under lyse, stolte billeder
gjenopstod som kongelig embedsmand. Hun saa ham tilsidst som
statsraad med ordener og uniform; saa liam bukke og skrabe
guldbroderet og med sabel — i stolten kalesche; kusk og tjener med
armene overkors paa bukken . . .
Saa gik hun og Lena paa „Karl Johan" i solskin og hilste til
den ganske stad og alle de beundrende øine . . .
Der kom den rige fru Irgens i raslende silkekjole:
— Goddag, kjære fru Berg, sagde hun intimt med et sødt
smil og neiede helt til marken. — Folk stimlede om dem —
dannede ring om hende og Lena, og musiken spillede — den samme
marsch, som Lena spillede paa Jørgensens piano.
Fru Berg søgte i graad kaleschen og sønnens lyseblaa øine,
endnu uvant ved at omgaaes saa liøitstaaende folk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
