Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Schjelderup: Dramaets gjenfødelse ved Rich. Wagner - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Q *
Digtekunsten blev til litteratur, musiken til absolut musik, danse
kunsten blev dels skuespilkunst (ved senere at gjenfinde sin ene tabte
søster), dels sank den dybere og dybere ned fra sit tidligere høie
kunstneriske standpunkt og blev til ballet og filistrøse bal-divertisse
menter.
Imidlertid ligger i enhver af disse kunsters dybeste væsen en
inderlig længsel efter gjenforening med de tabte søstre, og saaledes
ser vi da, hvorledes hver enkelt kunst gang efter gang forsøger at
optage i sig de andre kunster. Grunden til, at forsøgene mislykkes,
er den, at de stadig gjøres fra et snevert egoistisk standpunkt.
Hver af de adskilte søstre søger ikke mod inderligt samarbeide paa
ligeberettigede vilkaar, men vil kun i egoistisk forfængelighed pynte
sig med hverandres fjær, for selv paa de andres bekostning at tage
sig desto bedre ud. Intet er mere unaturligt, og det unaturlige
kan aldrig opnaa et langt liv, men maa vige pladsen, desværre ofte
for andre unaturligheder, men undertiden ogsaa for dyb, virkelig
sandhed, der lever, saa længe menneskeheden bestaar.
Dansekunsten kunde umulig beståa uden enten musik eller digt
ning. Men i egoistisk selvherlighed nedværdigede den musiken til
en ydmyg, lydig slave, der blot havde at følge med de forskjellige
bensvingninger, som dansekunsten anordnede efter egne vilkaarlige
regler. Hvor foreningen med digtekunst fandt sted, opnaaedes ofte
gode resultater, men skuespilkunsten udartede ofte til virtuosmæssig
unatur, der behandlede digtningen som et middel til at gjøre effekt.
Hvor dybt den egentlige dansekunst i vore dage er sunken,
skildrer Wagner som følger: „Hvem kjender ikke denne høit
opskjørtede skikkelse, hvem har ikke mødt den paa sin vei? Over
alt, hvor plump moderne forlystelsessyge fordrer underholdning, til
byder den sig yderst liberalt og giver for penge, hvad man vil.
Dens høieste evne, ved miner og gebærder at forløse digtekunstens
efter fuld virkelighed længtende tanker, har den i fæisk tankeløshed
tabt eller bortgivet. Med alle ansigtstræk, med alle sine lemmers
bevægelser søger den kun at udtrykke übegrænset tjenstvillighed.
Dens eneste frygt er, at nogen skal tro, at den er istand til at
afslaa noget, og herimod værger den sig ved det eneste mimiske
udtryk, den endnu har i sin magt, ved et stereotypt smil, der
siger: jeg er beredt til alt. Da ansigtet altid udtrykker det
samme, maa benene alene sørge for afveksling og bevægelse. Al
kunst «r fra hovedet faret den ned i benene."
Digtekunsten har ofte ment at kunne beståa ved egen kraft
og særlig er vor moderne roman et udtryk for det mest egoistiske
19
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
