Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Schjelderup: Dramaets gjenfødelse ved Rich. Wagner - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
blevet maalet, maalet for dette udtryk (dramaet) kun blevet et
middel (d. v. s. den dramatiske form benyttes blot af musikeren,
fordi han derved kan stille sig selv og sin kunst i det mest virk
ningsfulde lys. , Uagtet saa mange talentfulde, ja geniale musikere
prøvede paa at bæve operaen op til en ædel kunstform, strandede
de alle paa denne genres grundfeil. Det lykkedes dem at levere
megen vakker musik, men aldrig at skabe et helt dramatisk kunst
verk. Selv Grluck, operaens ædle reformator, formaaede kun halvt
at bryde med de gamle traditioner. Dels manglede han selv den
fornødne digterbegavelse og fandt ingen jevnbyrdig medarbeider,
dels bibeholdt han operaens hovedprincip, lod musiken sidde i høi
sædet og tilskar digtningen vilkaarlig efter de forhaanclenværende
konventionelle musikformer, i stedet for at lade begge kunster i
inderlig forening, uden al konvention, stræbe mod den størst mu
lige dramatiske sandhed. Ogsaa dansekunsten lod han væsentlig
blive paa sin gamle plads som balletdivertissement. Dog hævede
han digtningen saa meget som han (uden tilstrækkelig digterisk
talent og med bibeholdelsen af de gamle tvangsformer) formaaede,
fordybede musiken som udtryk for de menneskelige følelser, for
ædlede dansekunsten. Resultatet blev imidlertid en opera i sin
ædleste skikkelse, der ofte hævede sig op mod dramaets regioner,
men som ikke formaaede at rive sig løs fra operaens skjødesynd,
og som derfor trods Grlucks storslagne begavelse blev hængende i
det gamle formalistiske musiktyranni. Mozart, der kun var musiker,
men desto mer begavet som saadan, komponerede ganske naivt
skjønne musikstykker, naar teksten gav ham anledning dertil, mid
delmaadige, naar teksten var slet. Netop derved viste han tyde
ligst den egte musikers sande natur, det sunde forhold mellem musik
og digtekunst, hvorefter denne sidste virker befrugtende paa musiken.
Ogsaa der hvor samtidig digterisk og musikalsk evne findes, opstaar
først de digteriske ideer, og eftersom disse udvikler sig, fødes mu
siken i kunstnerens dybeste sjæleliv. Det sikreste psykologiske
bevis paa operagenrens absolute unaturlighed. Med Grluck, Mozart
og Beethoven naaede operaens udvikling sin høide. (Vi har seet,
hvorledes denne sidste efter et forsøg opgav genren for paa anden
vis at naa langt høiere udtryk for menneskets indre liv.) Selv
Weber | repræsenterer, trods sin umaadelige genialitet, hvori spirer
mod fremtiden saa rigt aabenbarede sig, allerede i dramatisk hen
seende dekadencen. Han forsømte saaledes tekstbehandlingen og
opløste alt i den absolute melodi, vistnok en ædel, folkelig melodi,
24
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
